Kapitel 11—Evangeliet i Samaria.

EFTER Stefanus’s Død opstod der imod de troende i Jerusalem en Forfølgelse saa stærk, at “de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne”. “Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem, og overantvordede dem i Fængsel.” Om sin Nidkjærhed i dette grusomme Værk udtalte han senere: “Jeg selv har vel ogsaa forment, at det burde mig at gjøre meget imod Jesu den Nazaræers Navn, hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de hellige i Fængsel. ... Og i alle Synagoger lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottelig, og. rasende end mere imod dem. forfulgte jeg dem endog indtil fremmede Stæder.” At Stefanus ikke var den eneste, der led Døden, fremgaar af Saulus’s egne Ord: “Og naar de blev tagne af Dage. gav jeg min Stemme dertil.” Ap. Gj. 26: 9-11.AV 61.1

I denne vanskelige Tid fremstod Nikodemus og bekjendte uden Frygt sin Tro paa den korsfæstede Frelser. Nikodemus var Medlem af det jødiske Raad, og ligesom andre var han blevet stærkt paavirket af Jesu Lære. Naar han saa Kristi underfulde Gjerninger, greb den Overbevisning ham, at denne var den af Gud Udsendte. Da han var for stolt til aabent at bekjende, at han var gunstig stemt mod Læreren fra Galilæa, havde han søgt en privat Samtale med ham. Under denne Samtale havde Jesus udviklet for ham Frelsens Plan og sin Mission til Verden; men Nikodemus havde alligevel tøvet. Han skjulte Sandheden i sit Hjerte, og i tre Aar var der kun liden Frugt at se. Men ihvorvel Nikodemus ikke offentlig havde anerkjendt Kristus, saa havde han dog i Raadet gjentagne Gange forhindret Præsternes Planer om at ødelægge ham. Da Kristus saa tilsidst blev ophøjet paa Korset, erindrede Nikodemus de Ord, han havde talt til ham i den natlige Samtale paa Oljebjerget: “Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøjes” (Joh. 3: 14), og han saa i Jesus Verdens Forløser.AV 61.2

I Forening med Josef af Arimathæa havde Nikodemus bestridt Udgifterne ved Jesu Begravelse. Disciplene havde været bange for at vise sig aabent som Kristi Efterfølgere, men Nikodemus og Josef var uforfærdet kommet dem til Hjælp. Disse rige og ansete Mænds Bistand var meget paakrævet i hin mørke Stund. De kunde gjøre for sin døde Mester, hvad det vilde have været umuligt for de fattige Disciple at gjøre, og deres Rigdom og Indflydelse havde i høj Grad beskyttet dem mod Præsternes og de Øverstes Ondskab.AV 61.3

Da nu Jøderne forsøgte at ødelægge den nye Menighed. traadte Nikodemus frem for at tage den i Forsvar. Nu var han ikke længer tilbageholden og tvivlende, men styrkede Disciplenes Tro og anvendte sin Rigdom til Støtte for Menigheden i Jerusalem og til Fremme af Evangeliets Værk. De, som tidligere havde vist ham Agtelse, gjorde ham nu til Gjenstand for Haan og Forfølgelse, og han blev fattig paa denne Verdens Gods; men uden at vakle vedblev han at forsvare sin Tro.AV 62.1

Den Forfølgelse, som kom over Menigheden i Jerusalem, gav Evangeliet et kraftigt Fremstød. Ordets Forkyndelse havde vist gode Resultater paa dette Sted, og der var Fare for, at Disciplene vilde blive der for længe uden at agte paa Frelserens Befaling om at gaa ud i al Verden. Glemmende at Kraften til at modstaa det onde bedst opnaaes ved aktiv Virksomhed, begyndte de at tro, at intet Arbejde var saa vigtigt som det at beskytte Menigheden i Jerusalem imod Fiendens Angreb. I Stedet for at oplære de nyomvendte til at bringe Evangeliet videre til dem, der endnu ikke havde hørt det, stod de i Fare for at vælge en Fremgangsmaade, der vilde føre til, at alle slog sig til Ro med. hvad der var blevet udrettet. For at sprede sine Sendebud omkring, hvor de kunde virke for andre, lod Gud Forfølgelse komme over dem. De troende blev fordrevet fra Jerusalem og “drog omkring og forkyndte Evangeliets Ord”.AV 62.2

Blandt dem, til hvem Frelseren havde givet Befalingen: “Gaa derfor hen og lær alle Folk,” var der mange, som tilhørte de jævne Lag i Samfundet — Mænd og Kvinder, som havde lært at elske Herren, og som havde besluttet sig til at følge hans Eksempel paa uegennyttig Tjeneste. Disse uanselige Mennesker saavel som Disciplene, der havde været sammen med Frelseren under hans jordiske Virksomhed, tik sig betroet en hellig Opgave. De skulde frembære for Verden det liflige Budskab om Frelsen ved Kristus.AV 62.3

Adspredte ved Forfølgelsen drog de ud, fyldte med stor Missionsiver. De forstod, hvor ansvarsfuld deres Mission var. De vidste, at de havde Livets Brød for en Verden, som var ved at vansmægte; og Kristi Kjærlighed drev dem til at bryde dette Brød til alle, som var i Trang. Herren virkede gjennem dem. Overalt hvor de gik, blev de syge helbredet, og Evangeliet blev prædiket for de fattige.AV 62.4

Filip, en af de syv Fattig forstandere, var blandt dem. der blev fordrevet fra Jerusalem. Han kom ned “til Samarias Stad, og prædikede Kristus for dem. Og Folket gav samdrægtig Agt paa det, som sagdes af Filippus, idet de hørte og saa de Tegn, som han gjorde. Thi af mange, som havde urene Aander, for de ud, . . . men mange værkbrudne og halte blev helbredte. Og der blev en stor Glæde i denne Stad”.AV 62.5

Kristi Budskab til den samaritanske Kvinde, med hvem han havde talt ved Jakobs Brønd, havde baaret Frugt. Efter at have hørt hans Ord gik Kvinden til Mændene i Staden og sagde: “Kom, se et Menneske, som har sagt mig alt det. jeg har gjort; mon denne ikke være den Kristus?” De fulgte med hende, hørte Jesus og troede paa ham. Begjærlige efter at høre mere bad de ham blive der. Han blev hos dem i to Dage, “og mange flere troede for hans Tales Skyld”. Joh. 4: 29, 41.AV 63.1

Da Disciplene blev fordrevet fra Jerusalem, fandt nogle et sikkert Tilflugssted i Samaria. Samaritanerne bød disse Evangeliets Budbærere vedkommen, og de jødiske omvendte indsamlede en dyrebar Høst iblandt dem, der selv engang havde været deres bitreste Fiender.AV 63.2

Filips Arbejde i Samaria bar rige Frugter, og opmuntret herved sendte han Bud til Jerusalem efter Hjælp. Apostlene forstod nu bedre Betydningen af Kristi Ord: “I skal være mine Vidner baade i Jerusalem, og i det ganske Judæa og Samaria, og indtil Jordens Ende.”AV 63.3

Medens Filip endnu var i Samaria, blev han af et himmelsk Sendebud anmodet om at gaa “mod Sønden paa den Vej, som gaar ned fra Jerusalem til Gaza. . . . Og han stod op og gik hen”. Han nærede ikke Tvivl angaaende dette Kald og tog ikke i Betænkning at adlyde; thi han havde lært at efterkomme Guds Vilje.AV 63.4

“Og se, der var en Æthiopier, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace. Æthiopiernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og læste Profeten Esaias.” Denne Æthiopier var en vel anset Mand med en vidtrækkende Indflydelse. Gud saa, at naar han blev omvendt, vilde han bringe andre det Lys, han selv havde modtaget, og øve en kraftig Indflydelse til Gavn for Evangeliet. Guds Engle fulgte med denne Mand, der søgte efter Lys, og han blev draget til Frelseren. Ved den Helligaands Virksomhed bragte Herren ham i Berøring med en, der kunde føre ham til Lyset.AV 63.5

Filip blev opfordret til at gaa hen til Æthiopieren og forklare ham den Profeti, han var ved at læse. “Gak frem,” sagde Aanden, “og hold dig til denne Vogn.” Filip nærmede sig og spurgte Gildingen: “Forstaor du og det, som du læser? Men han sagde: Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig? Og han bad Filippus stige op, og sidde hos sig.” Det Skriftens Ord, han læste, var Esaias’s Profeti angaaende Kristus: “Som et Faar blev han ført til Slagerterbænken, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ej sin Mund. I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne fortælle hans Tid? efterdi hans Liv blev borttaget af Jorden.”AV 63.6

“Om hvem taler Profeten dette?” spurgte Gildingen, “om sig selv eller om en anden?” Filip aabnede da for ham den store Sandhed cm Frelsen. Med dette Skriftsted som Udgangspunkt talte han til Hedningen og “forkyndte ham Jesus”.AV 64.1

Æthiopierens Hjerte blev dybt grebet under Skriftens Udlæggelse, og da Discipelen havde fuldendt sin Tale, var han færdig til at modtage det Lys, der var opgaaet for ham. Han benyttede ikke sin høje jordiske Stilling som en Undskyldning for at forkaste Evangeliet. “Som de drog frem ad Vejen, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: Se, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt? Men Filip sagde: Dersom du tror af ganske Hjerte, kan det ske. Men han svarede og sagde: Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn. Og han bød Vognen holde, og de nedsteg begge i Vandet, baade Filippus og Gildingen; og han døbte ham.”AV 64.2

“Men der de opsteg af Vandet, bortrykkede Herrens Aand Filippus, og Gildingen saa ham ikke mere; thi drog han sin Vej med Glæde. Men Filippus blev fundet i Asdod, og han vandrede der igjennem, og prædikede Evangelium i alle Stæder, indtil han kom til Caesarea.”AV 64.3

Denne Æthiopier repræsenterer en stor Klasse Mennesker, der behøver at undervises af saadanne Missionsarbejdere som Filip — Mænd, som vil høre Guds Røst og gaa, hvor han sender dem. Der er mange, som læser den hellige Skrift uden at forstaa dens sande Betydning. Overalt i Verden er der Mænd og Kvinder, som længselsfuldt skuer op mod Himlen. Bønner og Taarer og Begjæringer stiger op fra Sjæle, som længes efter Lys, efter Naade og efter den Helligaand. Mange staar Guds Rige meget nær og venter blot at blive indsamlet.AV 64.4

En Engel førte Filip hen til den, som søgte efter Lys. og som var rede til at modtage Evangeliet. Ogsaa i vor Tid vil Englene vejlede de Arbejdere, som vil lade Guds Aand hellige deres Tunge og rense og forædle deres Hjerte. Den Engel, som blev sendt til Filip, kunde selv have undervist Æthiopieren; men dette er ikke Guds Fremgangsmaade. Det er hans Plan, at Menneskene skal virke for sine Medmennesker.AV 64.5

I det Hverv, som blev givet de første Disciple, har de troende til enhver Tid været delagtige. Enhver, der har modtaget Evangeliet. har faaet en hellig Sandhed at meddele Verden. Guds trofaste Børn har altid været virksomme Missionsarbejdere. som har viet sine Hjælpekilder til hans Navns Ære og gjort en forstandig Brug af sine Talenter i hans Tjeneste.AV 64.6

De Kristnes uegennyttige Virksomhed i Fortiden bør for os være en Anskuelsesundervisning og et ansporende Eksempel. Medlemmerne i Guds Menighed bør være nidkjære til gode Gjerninger, sky verdslig Ærgjerrighed og vandre i hans Fodspor, som gik omkring og gjorde godt. Med Hjerter fulde af Medlidenhed og Sympati bør de tjene dem, der behøver Hjælp, og meddele Syndere Kundskaben om Frelserens Kjærlighed. Saadan Virksomhed kræver mojsommelig Anstrengelse, men den bringer en rig Høst. De, som optager dette Arbejde med et alvorligt Forsæt, vil se Sjæle vundet for Frelseren; thi den Indflydelse. som ledsager den praktiske Udførelse af det Værk, Gud har givet sine Børn, er uimodstaaelig.AV 64.7

Det er ikke den ordinerede Ordets Forkynder alene, som bærer Ansvaret med at udføre dette Værk. Enhver, som har taget imod Kristus, er kaldet til at virke for sine Medmenneskers Frelse. “Aanden og Bruden siger : Kom ! og hvo som hører, sige: Kom!” Aab. 22: 17. Befalingen om at frembære denne Indbydelse gjælder hele Menigheden. Enhver, som har hørt Indbydelsen, skal lade Budskabet gjenlyde fra Bjerg og Dal og sige: “Kom!”AV 65.1

Det er en meget alvorlig Fejltagelse at tænke, at Arbejdet for Sjæles Frelse alene hører ind under Prædikeembedet. Den ydmyge, gudhengivne troende, paa hvem Vingaardens Herre lægger en Byrde for Sjæles Frelse, bør opmuntres af de Mænd. paa hvem Herren har lagt større Ansvar. De, der staar som Ledere i Guds Menighed. maa forstaa. at Frelserens Befaling er udgaaet til alle, som tror paa hans Navn. Gud vil udsende i sin Vingaard mange, som ikke ved Haandspaalæggelse er blevet indviet til Prædikegjerningen.AV 65.2

Hundreder, ja Tusinder, som har hørt Frelsens Budskab. staar endnu ledige paa Torvet, skjønt de burde være beskjæftiget i virksom Tjeneste i en eller anden Gren af Værket. Til disse siger Kristus: “Hvi staar I her den ganske Dag ledige?” Og han tilføjer: “Gaa I ogsaa hen i Vingaarden.” Matt. 20: 6, 7. Hvoraf kommer det. at ikke mange flere efterkommer Kaldet? Er det, fordi de mener, at de er undskyldte, da de ikke staar paa Prædikestolen ? De bør forstaa, at der udenfor Prædikestolen er et stort Arbejde, som maa udføres af Tusinder af gudhengivne Menighedsmedlemmer.AV 65.3

Længe har Gud ventet paa. at en Tjenstvillighedens Aand skulde tage hele Menigheden i Besiddelse, saa at enhver vilde virke for Herren med de Evner, han har faaet. Naar Medlemmerne i Guds Menighed udfører sit beskikkede Værk i trængende Missionsmarker baade hjemme og ude. og saaledes opfylder Befalingen om at prædike Evangeliet, saa vil hele Verden snart blive advaret, og den Herre Jesus vil komme tilbage til Jorden med Kraft og stor Herlighed. “Dette Riges Evangelium skal prædikes i den ganske Verden. til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme.”AV 65.4