Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 8—Det jødiske Raad.

    DET var Korset, det Forsmædelsens Torturredskab, der bragte Verden Haab og Frelse. Disciplene var uanselige Mænd, uden Formue og uden noget andet Vaaben end Guds Ord; men i Kristi Kraft gik de ud for at kundgjøre den underfulde Beretning om Krybben og Korset og for at besejre al Modstand. Blottet for jordisk Udmærkelse og Anerkjendelse var de sande Troeshelte. Fyldt med Guds Aand talte de med slig Kraft, at deres Ord rystede Verden.AV 46.1

    I Jerusalem, hvor den største Fordom fandtes, og hvor de mest forvirrede Begreber herskede om ham, der var blevet korsfæstet som en Misdæder, vedblev Disciplene at tale Livets Ord med Frimodighed og at fremholde for Jøderne Kristi Værk og Mission, hans Korsfæstelse, Opstandelse og Himmelfart. Med Forbauselse hørte Præsterne og de Øverste Apostlenes klare, uforfærdede Vidnesbyrd. Den opstandne Frelsers Kraft var i Sandhed kommet over Disciplene, og deres Virksomhed ledsagedes af Tegn og Undergjerninger, der daglig bragte de troendes Tal til at vokse. I Gaderne. hvor Disciplene skulde gaa forbi, lagde Folk sine syge “paa Senge og Bænke, for at endog bare Skyggen af Peter kunde overskygge nogen af dem, naar han kom”. Derhen bragte man ogsaa dem. som plagedes af urene Aander. Skarerne flokkedes omkring dem, og de helbredte priste Gud med høj Røst og ophøjede Frelserens Navn.AV 46.2

    Præsterne og de Øverste saa. at Kristus blev æret fremfor dem. Da Sadducæerne. som ikke troede paa Opstandelsen, hørte Apostlene forkynde. at Kristus var opstaaet fra de døde. blev de rasende; de forstod, at dersom Apostlene fik Lov til at forkynde en opstanden Frelser og gjøre Undergjerninger i hans Navn, vilde Læren om, at der ingen Opstandelse var, blive forkastet af alle og Sadducæernes Sekt snart uddø. Og Farisæerne blev forbitret, da de forstod, at Disciplenes Lære gik ud paa at undergrave de jødiske Ceremonier og gjøre Ofringerne værdiløse.AV 46.3

    Hidtil havde alle Forsøg paa at undertrykke den nye Lære været forgjæves; men nu besluttede baade Farisæerne og Sadducæerne. at Disciplenes Virksomhed skulde standses; thi den beviste, at de var skyldige i Jesu Død. Opfyldt af Harme lagde Præsterne Voldshaand paa Peter og Johannes og satte dem i det offentlige Fængsel.AV 46.4

    Jødefolkets ledende Mænd havde aabenlyst forsømt at opfylde Guds Hensigt med sit udvalgte Folk. De, hvem Herren havde betroet Sandheden til Opbevaring, havde vist sig at være utro i det Hverv, de havde faaet, og Gud valgte andre til at fuldbyrde sin Gjerning. Forblindet hengav disse Ledere sig nu ganske til, hvad de kaldte en retfærdig Harme mod dem. der tilsidesatte de Lærdomme, som de med saa megen Omhu værnede om. De vilde ikke engang indrømme Muligheden af, at de selv ikke havde den rette Forstaaelse af Guds Ord, eller af at de skulde have mistydet Skriften eller gjort en urigtig Anvendelse af den. De handlede som Mennesker, der havde mistet Forstanden. Hvilken Ret har disse Lærere, sagde de. enkelte af dem kun Fiskere, til at fremholde Anskuelser, som er i Strid med, hvad vi har lært Folket? Fast besluttet paa at undertrykke Forkyndelsen af disse Anskuelser kastede de nu de Mænd i Fængsel, som forfægtede dem.AV 46.5

    Disciplene blev ikke frygtagtige eller mismodige over denne Behandling. Den Helligaand mindede dem om de Ord, som Kristus havde sagt: “En Tjener er ikke større end hans Herre. Har de forfulgt mig. skal de og forfølge eder; har de holdt mit Ord. skal de og holde eders. Men alt dette skal de gjøre for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjender den, som mig har udsendt.” “De skal udelukke eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaar eder, skal mene. han viser Gud en Dyrkelse.” “Men dette har jeg talet til eder, paa det. naar Tiden kommer, I skal komme i Hu, at jeg sagde eder det.” Joh. 15: 20. 21 ; 16: 2, 4.AV 47.1

    Himlens Gud. Verdensaltets mægtige Hersker, tog denne Sag vedrørende Disciplenes Fængsling i sin egen Haand; thi Mennesker førte Krig mod hans Værk. Om Natten aabnede Herrens Engel Fængslets Døre og sagde til Disciplene: “Gaa hen og træd frem og tal i Templet alle disse Livsens Ord for Folket.” Denne Befaling stod direkte i Strid med det Paabud, Jødernes Øverster havde givet; men mon Apostlene sagde: Vi kan ikke gjøre dette, før vi har raadført os med Øvrigheden og erholdt dens Tilladelse? Nej, Gud havde sagt: “Gaa!” og de adlød. De gik “aarle ind i Templet og lærte”.AV 47.2

    Da Peter og Johannes viste sig blandt de troende og berettede, hvorledes Herrens Engel havde ført dem lige forbi Stridsmændene, der holdt Vagt ved Fængslet, og befalet dem at gjentoptage den Virksomhed, som var afbrudt, blev Brødrene fulde af Forundring og Glæde.AV 47.3

    I Mellemtiden sammenkaldte Ypperstepræsten og de. som var med ham, “Raadet og alle Israels Børns Ældste”. Præsterne og de Øverste havde besluttet at anklage Disciplene for Oprør, anklage dem for at have myrdet Ananias og Safira og for at have sammensvoret sig om at ødelægge Præstemes Autoritet. De haabede saaledes at kunne opflamme Hoben, at den vilde tage sig af Sagen og behandle Disciplene, som den havde behandlet Jesus. De vidste. at mange, der ikke antog Kristi Lære, var blevet trætte af de jødiske Myndigheders vilkaarlige Styre og ønskede en Forandring. Præsteme frygtede for, at dersom disse utilfredse Mennesker antog de Sandheder, Apostlene forkyndte. og anerkjendte Jesus som Messias, vilde hele Folkets Vrede blive optændt mod de aandelige Ledere, som da vilde komme til at svare for Kristi Mord. De besluttede at tage kraftige Forholdsregler for at forhindre dette.AV 47.4

    Stor blev deres Forbauselse, da de Mænd, der var udsendt for at føre Fangerne frem for dem, kom tilbage med den Besked, at Fængslets Døre var fast tillukket, og at Vagten stod paa sin Plads, men at Fangerne intetsteds var at finde.AV 48.1

    Snart indløb den forbausende Meddelelse: “Se, de Mænd. som I kastede i Fængsel, staar i Templet og lærer Folket. Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne, og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.”AV 48.2

    Ihvorvel Apostlene paa en saa underfuld Maade var blevet udfriet af Fængsel, undgik de dog ikke Forhør og Straf. Medens Kristus endnu var hos dem, havde han sagt: “Tag Vare paa eder selv; thi de skal overantvorde eder for Raadet.” Mark. 13: 9. Ved at sende sin Engel for at befri dem havde Gud givet dem et Tegn paa sin Kjærlighed og en Forsikring om, at han var med dem. Nu var det deres Lod at lide for hans Skyld, hvis Evangelium de forkyndte.AV 48.3

    I Profeternes og Apostlenes Historie findes mange ædle Eksempler paa Troskab mod Gud. Kristi Vidner har udholdt Fængsel, Tortur, ja endog Døden hellere end at overtræde Guds Befalinger. Peter og Johannes optraadte saa heltemodigt, som nogen anden har gjort i Evangeliets Tidsalder. Da de anden Gang stod foran de Mænd, hvis Forsæt syntes at være at ville ødelægge dem, kunde man ikke spore hverken Frygt eller Tvivl i deres Ord eller Handling; og da Ypperstepræsten sagde: “Bød vi eder ikke alvorlig, at I skulde ikke lære i dette Navn? Og se, l har fyldt Jerusalem med eders Lærdom, og vil føre dette Menneskes Blod over os,” svarede Peter: “Man bør adlyde Gud mere end Menneskene.” Det var en Engel fra Himlen, som udfriede dem af Fængslet og bød dem lære i Templet. Idet de efterkom hans Anmodning, fulgte de det gud-dommelige Paabud, og dette maatte de vedblive med, hvad det saa end skulde koste.AV 48.4

    Guds Aand kom over Disciplene; de anklagede blev Anklagere og lagde Skylden for Kristi Drab paa de Mænd. hvoraf Raadet var sammensat. “Vore Fædres Gud,” sagde Peter, “oprejste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelslog Denne har Gud ophøjet til en Fyrste og Frelser ved sin højre Haand. at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. Og vi er hans Vidner til disse Ting, som og den Helligaand, hvilken Gud har givet dem. som ham lyder.”AV 48.5

    Ved disse Ord blev Jøderne saa rasende, at de besluttede at tage Loven i sin egen Haand og uden yderligere Forhør og uden Bemyndigelse fra de romerske Øvrigheder ihjelslaa Fangerne. De var allerede skyldige i Kristi Blod, og nu tragtede de begjærligt efter at plette sine Hænder ogsaa med hans Disciples Blod.AV 48.6

    Men i Raadet var der én Mand, som erkjendte Guds Rost i de Ord, Disciplene havde talt. Denne Mand var Gamaliel, en Farisæer af god Anseelse, med stor Lærdom og i en høj Stilling. Med sin klare Forstand indsaa han, at det voldsomme Skridt, som Præsterne her agtede at tage. vilde faa frygtelige Følger. For han talte til de tilstedeværende, bad han, at Fangerne maatte blive fjernet. Han kjendte godt de Mennesker, han havde for sig; han vidste, at Kristi Mordere ikke vilde betænke sig paa at fuldføre sin Hensigt.AV 49.1

    Derpaa talte han med meget Overlæg og stor Sindsro, idet han sagde: “I israelitiske Mænd! tag eder Vare med disse Mennesker, hvad I gjør ved dem. Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være noget. og et Antal Mænd ved fire Hundrede hængte sig ved ham ; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, er adspredte og blevne til intet. Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage. og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de. som fulgte ham, blev adspredte. Og nu siger jeg eder: Hold eder fra disse Mennesker, og lad dem fare; thi dersom dette Raad eller dette Værk er af Menneskene, bliver det forstyrret; men er det af Gud. kan I ikke forstyrre det. Lad eder dog ikke befinde som de, der endog vil stride imod Gud.”AV 49.2

    Præsterne indsaa Rimeligheden af denne Synsmaade og maatte give Gamaliel Ret. Men deres Fordom og Had kunde alligevel kun vanskeligt holdes i Ave. Meget modvilligt satte de Disciplene i Frihed efter at have hudstrøget dem og paalagde dem under Trusel paa Livet aldrig mere at prædike i Jesu Navn. “Saa gik de da glade bort for Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. Og de lod ikke af hver Dag at lære i Templet og i Husene, og at forkynde Jesus Kristus.”AV 49.3

    Kort forud for sin Korsfæstelse havde Kristus skjænket sine Disciple en Fredsarv. “Fred lader jeg eder,” sagde han. “min Fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke, og forsage ikke.” Joh. 14: 27. Denne Fred er ikke den Fred, som kommer derved, at man skikker sig efter Verden. Kristus havde aldrig tilkjøbt sig Fred ved at gaa paa Akkord med det onde. Den Fred, som Kristus efterlod sine Disciple, er snarere indvortes end udvortes og skulde altid blive hos hans Vidner trods Kamp og Strid.AV 49.4

    Kristus sagde om sig selv: “I skal ikke mene, at jeg er kommen at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen at bringe Fred. men Sværd.” Matt. 4: 10. Skjønt han var Fredsfyrsten, blev han dog Aarsag til Splid. Han, som kom for at forkynde et godt Budskab og skabe Haab og Fred i Menneskenes Hjerter, vakte en Strid, som gaar dybt og opægger voldsomme Lidenskaber i Menneskehjertet. Og han siger til sine Disciple: “I Verden skal I have Trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet Verden.” De skal lægge Haand paa eder, og forfølge og ovenantvorde eder i Synagoger og Fængsler, og føre eder for Konger OG Fyrster for mit Navns Skyld.” “Men I skal og forraades af Forældre cg Brødre og Frænder og Venner, og de skal slaa nogle af eder ihjel.” Joh. 16: 33; Luk. 21: 12.AV 49.5

    Denne Profeti har faaet en tydelig Opfyldelse. Al den Foragt, Forsmædelse og Grusomhed, som Satan kunde lede Mennesker til at opfinde, er blevet øvet mod Jesu Efterfølgere. Og den vil endnu herefter blive opfyldt paa tydelig Vis; thi det kjødelige Hjerte er fremdeles i Fiendskab mod Guds Lov og kan ikke være dens Befalinger underdanig. Verden er ligesaa lidt i Overensstemmelse med Kristi Principper i Nutiden. som den var det i Apostlenes Dage. Det samme Had, der fremkaldte Raabet: “Korsfæst, korsfæst!” det samme Had, der fremkaldte Forfølgelse mod Disciplene, er endnu virksomt i Ulydighedens Børn. Den samme Aand, som i den mørke Tidsalder henviste Mænd og Kvinder til Fængsel. til Landsforvisning og Død, som udtænkte Inkvisitionens ulidelige Pinsler, som planlagde og udøvede St. Bartholomæus-Myrderiet, og som tændte Baalene i Smithfield, er endnu tilstede med levende Had i uigjenfødte Hjerter. Sandhedens Historie har altid været en Beretning om en Kamp mellem Ret og Uret. Evangeliets Forkyndelse har altid foregaaet her i Verden under Modstand, Fare, Lidelse og Tab.AV 50.1

    Hvori bestod deres Styrke, som i henrundne Tider har lidt Forfølgelse for Kristi Skyld? Den bestod i Samfund med Gud, Samfund med den Helligaand, Samfund med Kristus. Forsmædelse og Forfølgelse har skilt mange fra jordiske Venner, men aldrig fra Kristi Kjærlighed. Aldrig er den i Stormen prøvede Sjæl blevet elsket højere af sin Frelser, end naar den har lidt Forsmædelse for Sandhedens Skyld. “Jeg skal elske ham,” sagde Kristus, “og aabenbare mig for ham.” Joh. 14: 21. Naar den troende stilles for jordiske Domstole for Sandhedens Skyld, staar Kristus ved hans Side. Naar han er indestængt bag Fængslets Mure, aabenbarer Kristus sig for ham og glæder hans Hjerte med sin Kjærlighed. Naar han lider Døden for Kristi Skyld, siger Frelseren til ham: De kan vel slaa Legemet ihjel. men de kan ikke skade Sjælen. “Vær frimodige! jeg har overvundet Verden.” “Frygt ikke, thi jeg er med dig! Se dig ikke ængstelig om, thi jeg er din Gud! Jeg styrker dig og hjælper dig og holder dig oppe med min Retfærds Højre.” Joh. 16: 33; Es. 41:10.AV 50.2

    “De, som forlader sig paa Herren, er som Zions Bjerg, der ikke rokkes, men staar evindelig. Trindt omkring Jerusalem er der Bjerge, og Herren er trindt om sit Folk fra nu af og indtil evig Tid.” “Han skal forløse deres Sjæl fra Undertrykkelse og fra Vold, og deres Blod skal være dyrebart i hans Øjne.” Sal. 125: 1, 2; 72: 14.AV 50.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents