Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 9—De syv Fattigforstandere.

    “IDE Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker blev tilsidesatte ved den daglige Uddeling.”AV 51.1

    Den første Menighed var sammensat af Folk af mange Klasser og forskjellige Nationaliteter. Ved den Helligaands Udgydelse paa Pinsedagen “boede der i Jerusalem Jøder, gudfrygtige Mænd fra alle Folkeslag under Himlen”. Blandt dem af den jødiske Tro, som var samlet i Jerusalem, var der nogle, som man almindelig kaldte Hellenister, og mellem dem og Jøderne i Palæstina havde der længe hersket Mistillid og endog Strid.AV 51.2

    Deres Hjerter, som var blevet omvendte under Apostlenes Virksomhed, var blødgjorte og sammenknyttede i kristelig Kjærlighed. Trods tidligere Fordomme herskede der indbyrdes Enighed mellem dem alle. Satan vidste, at saa længe denne Enighed raadede, vilde han ikke formaa at standse Evangeliets Fremgang; og han søgte at drage Fordel af deres tidligere Tænkemaade i Haab om derved at faa Splid ind i Menigheden.AV 51.3

    Saaledes gik det til, at da Disciplenes Antal forøgedes, lykkedes det Fienden at vække Mistanke hos nogle, som før havde haft for Sædvane at betragte sine Brødre med Skinsyge og finde Fejl ved deres aandelige Ledere, og saa “begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne”. Anledningen til Klagen var en angivelig Paastand om, at de græske Enker blev forsømte under den daglige Uddeling af Hjælp. Enhver Tilsidesættelse af Lighedsprincippet vilde have været i Strid med Evangeliets Aand; alligevel var det lykkedes Satan at vække Mistanke. Der maatte nu tages bestemte Forholdsregler for at fjerne enhver Anledning til Misforstaaelse, for at ikke Fienden skulde sejre i sine Forsøg paa at hidføre Splittelse blandt de troende.AV 51.4

    Jesu Disciple var naaet til et kritisk Punkt i sin Erfaring. Apostlene havde virket i Fællesskab under den Helligaands Vej ledning, og under deres vise Ledelse gik det Værk, som var betroet Evangeliets Udsendinge, hurtigt fremad. Menigheden vokste stadig, og denne Tilvækst i Medlemsantal lagde stadig større Byrder paa dem, som bar Ansvaret. Ingen Mand, ej heller nogen enkelt Klasse af Mænd kunde vedblive at bære disse Byrder alene uden Fare for Menighedens fremtidige Trivsel. En yderligere Deling af det Ansvar, som nogle enkelte saa trofast havde baaret i Menighedens før- ste Tid, var paakrævet. Apostlene maatte nu foretage et vigtigt Skridt i Fuldstændiggjørelsen af den evangeliske Orden i Menigheden ved at lægge nogle af de Byrder, som de hidtil selv havde baaret, over paa andre.AV 51.5

    Et Møde af de troende blev sammenkaldt, og ved Guds Aands Bistand blev Apostlene ledet til at lægge en Plan til en bedre Organisation af Menighedens Arbejdsstyrke. De udtalte, at Tiden var kommet, da de aandelige Ledere, hvem det havde til faldt at have Opsyn med Menigheden, maatte fritages for Uddelingen af Hjælpen til de fattige og for andre lignende Byrder, saa at de uhindret kunde beskjæftige sig med at prædike Evangeliet. “Udse derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som har godt Vidnesbyrd og er fyldte af den Helligaand og Visdom, hvilke vi kan beskikke til denne Forretning. Men vi vil blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.” Dette Raad blev taget til Følge, og ved Bøn og Haandspaalæggelse blev syv Mænd højtidelig udvalgt til at gjøre Tjeneste som Fattigforstandere.AV 52.1

    Udnævnelsen af disse syv til at føre Opsyn med særskilte Grene af Virksomheden blev til stor Velsignelse for Menigheden. Disse Embedsmænd skjænkede saavel de enkelte Medlemmers Trang som Menighedens Pengeinteresser i Almindeligned omhyggelig Opmærksomhed, og ved deres forstandige Ledelse og fromme Eksempel blev de til stor Hjælp for sine Medarbejdere med Henblik paa at forene Menighedens forskjellige Interesser til et samlet Hele.AV 52.2

    At dette Skridt var efter Guds Vilje, viser sig i de gode Følger, som umiddelbart efter gjorde sig gjældende. “Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Præsterne antog Troen.” Denne Indhøstning af Sjæle skyldtes baade den større Handlefrihed, som Apostlene nu havde, og den store Iver og Kraft, som de syv Fattigforstandere udviste. At disse Brødre havde faaet det særskilte Hverv at tage sig af de fattiges Behov udelukkede dem ikke fra at undervise i Sandheden. De var tvertimod fuldt skikket til at oplære andre i Troen, og de deltog i Arbejdet med stor Iver og Fremgang.AV 52.3

    Menigheden paa hin Tid havde faaet sig overdraget et stadig fremadskridende Værk: det at oprette Virksomhed. hvorfra der kunde udgaa Lys og Velsignelse, paa ethvert Sted, hvor der fandtes oprigtige Sjæle, som var villige til at stille sig i Kristi Tjeneste. Evangeliets Forkyndelse skulde blive verdensomfattende, og Korsets Sendebud kunde ikke nære Haab cm at fuldbyrde sin vigtige Mission, medmindre de vedblev at være sammenknyttet i kristelig Kjærlighed og saaledes aabenbarede for Verden, at de var ét med Kristus i Gud. Havde ikke deres guddommelige Anfører bedet Faderen: “Bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig, at de maa være ét, ligesom vi”? Og havde han ikke sagt om sine Disciple: “Verden har hadet dem. fordi de er ikke af Verden”? Havde han ikke anraabt Faderen om. at de maatte “være fuldkommede til ét”, “at Verden kan tro. at du har udsendt mig”? Joh. 17: 11, 14, 23, 21. Deres aandelige Liv og Kraft var afhængig af et inderligt Samfund med ham. der havde udsendt dem til at forkynde Evangeliet.AV 52.4

    Kun naar Disciplene var forenet med Kristus, kunde de nære Haab cm at eje den Helligaands Kraft og nyde de himmelske Engles Bistand. Ved Hjælp af disse guddommelige Medarbejdere vilde de staa overfor Verden som et samlet Hele og vinde Sejer i den Strid, som de uafladelig maatte fore imod Mørkets Magter. Naar de vedblev at virke i Samdrægtighed. vilde himmelske Sendebud gaa foran dem og aabne Vejen. Hjerter vilde blive beredt til at modtage Sandheden, og mange vilde vindes for Kristus. Saa længe de vedblev at staa forenede, vilde Menigheden skride frem, “dejlig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som Hære under Banner”. Højs. 6: 10. Intet vilde kunne hindre dens Fremgang. Menigheden vilde gaa frem fra Sejer til Sejer og ærefuldt udføre sin guddommelige Mission: at forkynde Evangeliet for Verden.AV 53.1

    Organisationen af Menigheden i Jerusalem skulde være et Mønster for Organisation af Menigheder paa ethvert andet Sted. hvor Sandhedens Budbærere vandt Tilhængere for Evangeliet. De, som bar det Ansvar at føre almindeligt Opsyn med Menigheden. skulde ikke herske over Guds Arv, men som forstandige Hyrder skulde de v ogte Guds Hjord og være “Mønstre for Hjorden” (1 Pet. 5: 2, 3) ; og Fattigforstanderne skulde være Mænd, som havde “godt Vidnesbyrd” og var “fyldte af den Helligaand og Visdom”. Disse Mænd skulde staa sammen paa Rettens Side og hævde den med. Fasthed og Bestemthed. Paa den Maade vilde de bidrage til at knytte hele Hjorden sammen.AV 53.2

    Senere hen i Menighedens Historie, da talrige Grupper af troende overalt i Verden blev ordnet i Menigheder, blev Menighedens Organisation videre udviklet, for at man kunde vedligeholde Orden og handle i Samdrægtighed. Ethvert Medlem blev formanet til at udføre sin Del godt. Alle skulde gjøre en forstandig Brug af de Talenter, som var dem betroet. Nogle var af Aanden skjænket særskilte Gaver — “først Apostle, for det andet Profeter, for det tredje Lærere, dernæst dem. som gjør kraftige Gjerninger, derefter dem, som har Gave til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, til at tale adskillige Tungemaal”. 1 Kor. 12: 28. Men alle disse forskjellige Klasser af Arbejdere skulde virke i Harmoni.AV 53.3

    “Der er Forskjel paa Naadegaver, men Aanden er den samme; og der er Forskjel paa Tjenester, men Herren er den samme; og der er Forskjel paa kraftige Gjerninger, men Gud er den samme, som kraftelig virker alt i alle. Men Aandens Aabenbarelse gives hver til det, som er nyttigt. Thi én gives Visdoms Tale formedelst Aanden; en anden Kundskabs Tale ved den samme Aand; en anden Tro ved den samme Aand; en anden Gaver til at helbrede ved den samme Aand; en anden Kraft til Undergjerninger; en anden profetisk Gave; en anden at bedømme Aander; en anden adskillige Tungemaal; en anden at udlægge Tungemaal. Men alt dette virker kraftig den ene og samme Aand, som uddeler til enhver i Besynderlighed, eftersom han vil. Thi ligesom Legemet er ét og har mange Lemmer, men alle Lemmer paa det ene Legeme, enddog de er mange, er ét Legeme, saaledes ogsaa Kristus.” 1 Kor. 12; 4-12.AV 53.4

    Stort er det Ansvar, som paahviler dem. der er kaldet til at staa som Ledere for Guds Menighed paa Jorden. I Teokratiets Tid, da Moses forsøgte at bære Byrder saa svære, at han snart vilde have bukket under, blev han af Jethro tilraadet at indføre en forstandig Fordeling af Ansvaret. Jethros Raad var: “Men lyd nu min Røst! jeg vil give dig Raad, og Gud vil være med dig! Træd du paa Fol-kets Vegne frem for Gud, og fremfør du Sagerne for Gud, og forklar dem Budene og Lovene, og lær dem den Vej, de skal vandre, og den Gjerning, de skal gjøre.” Disse skulde være “duelige Mænd, som frygter Gud. sanddru Mænd, som hader ond Vinding”. De skulde “dømme Folket til enhver Tid” og saaledes fritage Moses for det byrdefulde Ansvar at tage sig af mange mindre vigtige Sager. som gudhengivne Medhjælpere kunde behandle paa en forstandig Maade.AV 54.1

    Deres Tid og Kræfter, som i Guds Forsyn er blevet sat i ledende og ansvarsfulde Stillinger i Menigheden. bør benyttes til Behandling af mere vigtige Anliggender, som kræver særskilt Visdom og Fremsyn. Det er ikke efter Guds Anordning, at man skal henvende sig til saadanne Mænd for at ordne mindre betvdningsfulde Spørgsmaal, som andre er fuldt skikket til at behandle. “Enhver vigtig Sag skal de føre frem for dig,” foreslog Jethro Moses, “men enhver ringe Sag skal de selv dømme i; og let saaledes Byrden for dig, og lad dem bære den med dig! Dersom du gjør dette, og Gud byder dig at gjre det, da vil du kunne holde ud. da vil ogsaa hele dette Folk komme til sit Sted i god Behold.”AV 54.2

    I Overensstemmelse med denne Plan udvalgte Moses “duelige Mænd af hele Israel og satte dem til Overhoveder over Folket, til Øverster over Tusinde. Øverster over Hundrede, Øverster over 50, og Øverster over ti. Og de dømte Folket til enhver Tid; enhver vanskelig Sag førte de frem for Moses, men enhver ringe Sag dømte de selv”. 2 Mos. 18: 19-26.AV 54.3

    Da Moses senere udvalgte 70 Ældste til i Forening med ham at bære Ansvaret for Ledelsen, valgte han omhyggelig saadanne Mænd til Medhjælpere, som var i Besiddelse af Værdighed, sund Dømmekraft og Erfaring. I sin Formaning til disse Ældste, da de skulde ordineres, nævnte han nogle af Betingelser, som gjør en Mand skik- ket til at være en forstandig Leder i Menigheden. “Hør paa, hvad der er eders Brødre imellein,” sagde Moses, “og døm med Retfærdighed mellem en Mand og hans Broder og den fremmede hos ham! Og I skal ikke anse Personer i Dommen; den mindste med den største skal I høre. I skal ikke frygte for nogen; thi Dommen, den hører Gud til.” 5 Mos. 1 : 16, 17.AV 54.4

    Henimod Slutningen af sin Regjeringstid gav Kong David dem, som bar Ansvaret for Guds Værk paa hans Tid, et højtideligt Paalæg. “Da samlede David alle Israels Fyrster, Stammernes Øverster og Øversterne over de Skifter, som tjente Kongen, og Øversterne over Tusinde og Øversterne over Hundrede og Øversterne over alt Kongens og hans Sønners Gods og Kvæg, med Hofmændene og alle de vældige i Strid, til Jerusalem.” Her paalagde den alderstegne Konge dem højtideligt, at de “for det ganske Israels, Herrens Forsamlings, Øjne og for vor Guds Øren” skulde holde og søge “alle Herrens, eders Guds, Bud”. 1 Krøn. 28: 1, 8.AV 55.1

    Til Salomo, som var kaldet til at beklæde en meget ansvarsfuld Stilling, gav David en særskilt Befaling: “Og du, Salomo, min Søn! kjend din Faders Gud. og tjen ham af et retskaffent Hjerte og med en villig Sjæl; thi Herren ransager alle Hjerter og forstaar alle Tankers Digten; dersom du søger ham, skal han findes af dig, og dersom du forlader ham, skal han forkaste dig i Evighed. Se nu til. thi Herren har udvalgt dig; . . . vær frimodig.” 1 Krøn. 28: 9, 10.AV 55.2

    De samme Grundsætninger for Fromhed og Retfærdighed, som skulde tjene til Vejledning for de styrende paa Moses’ og Davids Tid. skulde ogsaa følges af dem, der fik Opsyn med den nylig organiserede Menighed i den evangeliske Tidsalder. I Arbejdet med at sætte alle Ting tilrette i Menigheden og indsætte dertil skikkede Mænd til at gjøre Tjeneste som Embedsmænd holdt Apostlene sig til de ophøjede Forskrifter for Ledelsen, som findes i det gamle Testamente. De hævdede, at den, som kaldes til at beklæde en ledende Stilling i Menigheden, bør “være ustraffelig, som en Guds Husholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding; men gjæstfri, elskende det gode, sindig, retfærdig, hellig, kysk; som holder fast ved det sande Ord efter Undervisningen, at han kan være mægtig til, baade at formane ved den sunde Lærdom, og at overbevise dem, som siger imod”. Tit. 1 : 7-9.AV 55.3

    Den Orden, som fulgtes i den første kristne Menighed, gjorde det muligt for dem at gaa frem i sluttet Trop, som en vel indøvet Hær, iført Guds Rustning. Skjønt de troende var samlet i Grupper, der laa spredt over et stort Omraade, var de alle Lemmer paa ét Legeme, de handlede alle i Samdrægtighed og Enighed. Naar der opstod Splid i en enkelt Menighed, saaledes som senere skete i Antiokia og paa andre Steder, og de troende ikke selv kunde komme til indbyrdes Forstaaelse, tillod man ikke saadanne Sager at skabe Splittelse i Menigheden, men henviste dem til et Raad, der var sammensat af udnævnte Delegerede fra de forskjellige Menigheder, sammen med Apostlene og de Ældste, som beklædte de ansvarsfulde Stillinger. Satans Bestræbelser for at angribe Menigheden paa ensomt beliggende Steder blev saaledes imødegaaet ved forenet Optræden fra alles Side; og Fiendens Forsøg paa at splitte og ødelægge mislykkedes.AV 55.4

    “Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud.” 1 Kor. 14: 33. Han forlanger, at Plan og Orden skal overholdes i Menighedens Anliggender i vor Tid ligesaa fuldt som i Fortiden. Han vil, at hans Værk skal føres frem med Grundighed og Nøjagtighed, for at han kan besegle det med sit Bifald. Den ene Kristne skal være forenet med den anden, Menighed med Menighed, idet menneskelige Redskaber samarbejder med guddommelige, allesammen under den Helligaands Ledelse og allesammen forenet for at bringe Verden det glade Budskab om Guds Naade.AV 56.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents