Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 19—Jøder og Hedninger.

    EFTER Ankomsten til Antiokia i Syrien, hvorfra de var blevet udsendt paa sin Missionsrejse, benyttede Paulus og Barnabas den første Lejlighed til at samle de troende og berette for dem, “hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde opladt Hedningerne Troens Dør”. Ap Gj. 14: 27. Menigheden i Antiokia var stor og vokste stærkt. Da den var et Centrum for Missionsvirksomheden, udgjorde den en af de vigtigste Forsamlinger af troende Kristne. Dens Medlemmer bestod af mange forskjellige Klasser Mennesker, baade Jøder og Hedninger.AV 110.1

    Medens Apostlene forenede sig med Ordets Forkyndere og Medlemmerne i Antiokia i en alvorlig Bestræbelse for at vinde mange Sjæle for Kristus, lykkedes det nogle jødiske troende fra Judæa “af Farisæernes Sekt” at rejse et Spørgsmaal, der snart førte til en omfattende Strid i Menigheden og bragte Forfærdelse over de troende Hedninger. Med stor Bestemthed hævdede disse jødisksindede Lærere, at for at blive salig maatte man lade sig omskjære og holde hele Ceremoniloven.AV 110.2

    Paulus og Barnabas imødegik øjeblikkelig denne falske Lære og holdt paa, at Sagen ikke burde komme frem for Hedningerne. Mange af de troende Jøder i Antiokia derimod billigede det Standpunkt, som de fra Judæa nylig ankomne Brødre indtog.AV 110.3

    De omvendte Jøder var ikke oplagt til at gaa saa hurtig frem, som Guds Forsyn aabnede Vejen for dem. Frugterne af Apostlenes Virksomhed blandt Hedningerne viste klart, at de omvendte blandt denne sidstnævnte Klasse vilde komme til langt at overgaa de jødiske omvendte i Antal. Jøderne frygtede for, at dersom de i deres Love bestemte Begrænsninger og Ceremonier ikke blev paalagt Hedningerne som Betingelse for Optagelse i Menigheden, saa vilde Jødernes nationale Ejendommeligheder, der hidtil havde adskilt dem fra alle andre Folk, tilsidst forsvinde blandt dem, som antog Evangeliet.AV 110.4

    Jøderne havde altid rost sig af sin af Gud anordnede Tempeltjeneste, og mange af dem, der var blevet omvendt til Troen paa Kristus, troede fremdeles, at eftersom Gud engang havde foreskrevet den hebraiske Form for Gudsdyrkelse, saa var det usandsynligt, at han nogensinde vilde bemyndige en Forandring i nogen af dens Bestemmelser. De fastholdt, at de jødiske Love og Ceremonier burde indgaa i den kristne Religions Forskrifter. Det gik langsomt med at faa dem til at indse, at deres Ofringer kun havde været et Forbillede paa Guds Søns Død, hvori Forbillede mødte Modbillede, og at den mosaiske Husholdnings Forskrifter og Ceremonier ikke længer var bindende.AV 110.5

    Forud for sin Omvendelse havde Paulus betragtet sig som ustraffelig “efter Lovens Retfærdighed”. Fil. 3: 6. Men efter at have gjennemgaaet en Hjerteforandring havde han faaet en klar Forstaaelse af Frelserens Mission som en Gjenløser for hele Menneskeslægten, Hedninger saavel som Jøder, og lært at forstaa Forskjellen mellem en levende Tro og et dødt Formvæsen. I Lyset af Evangeliet havde de gamle Forskrifter og Ceremonier, der var givet Israeliterne, faaet en ny og dybere Betydning. Det, som disse Ting havde været en Skygge af, var blevet fyldbyrdet; og de, som levede under den evangeliske Husholdning, var blevet fritaget for deres Overholdelse. Guds uforanderlige Lov, de ti Bud, holdt Paulus derimod fremdeles i Aand saavel som i Bogstav.AV 111.1

    I Menigheden i Antiokia fremkaldte Spørgsmaalet om Omskjærelsen megen Strid og Diskussion. Af Frygt for, at en fortsat Diskussion skulde hidføre en Splittelse i Menigheden, besluttede Menighedens Medlemmer tilsidst at sende Paulus og Barnabas tilligemed nogle ansvarlige Mænd indenfor Menigheden til Jerusalem for at fremlægge Sagen for Apostlene og de Ældste. De skulde der træffe sammen med Udsendinge fra de forskjellige Menigheder og med dem, der var kommet til Jerusalem for at overvære den forestaaende Højtid. I Mellemtiden skulde al Strid bilægges, indtil et almindeligt Raad havde afgivet en endelig Kjendelse. Denne Kjendelse skulde saa godkjendes overalt af de forskjellige Menigheder ud over Landet.AV 111.2

    Paa Vejen til Jerusalem besøgte Apostlene de troende i de Byer, som de rejste igjennem, og opmuntrede dem ved at fortælle om sine Erfaringer i Guds Værk og om Hedningernes Omvendelse.AV 111.3

    I Jerusalem traf de Delegerede fra Antiokia sammen med Brødrene fra de forskjellige Menigheder, som var samlet til et almindeligt Møde; og for disse berettede de om den Fremgang, de havde haft i sin Virksomhed blandt Hedningerne. Derefter gav de en klar Fremstilling af den Forvirring, der var opstaaet som en Følge af, at visse omvendte Farisæere var rejst til Antiokia og der havde fremholdt, at de omvendte Hedninger maatte lade sig omskjære og holde Moseloven, dersom de skulde blive frelst.AV 111.4

    Dette Spørgsmaal blev Gjenstand for en ivrig Drøftelse i Forsamlingen. I umiddelbar Forbindelse med Spørgsmaalet om Omskjærelsen var der ogsaa flere andre Punkter, som krævede omhyggelig Overvejelse. Et af disse var Spørgsmaalet om, hvilken Stilling man skulde indtage til Brugen af Kjød, der havde været ofret til Afguder. Mange af de omvendte Hedninger boede blandt uvidende og overtroiske Mennesker, som hyppigt frembar Ofre for Afguder. Præsterne i denne hedenske Gudsdyrkelse drev en omfattende Handel med de Ofre, som blev bragt til dem; og Jøderne frygtede for, at de omvendte Hedninger vilde bringe Kristendommen i Vanry ved at kjøbe det, som blev ofret til Afguderne, og der-ved i nogen Grad bifalde de hedenske Skikke.AV 111.5

    Hedningerne havde endvidere for Skik at spise Kjødet af Dyr, som var blevet kvalt, medens Jøderne havde faaet guddommeligt Paabud om, at naar Dyr blev slagtet til Spise, skulde man drage særskilt Omsorg for, at Blodet flød fra Legemet, da Kjødet ellers vilde blive belragtet som usundt. Gud havde givet Jøderne disse Bestemmelser til Sundhedens Bevarelse. Jøderne ansaa det som Synd at benytte Blodet til Spise; de troede, at Blodet var Livet, og at Udgydelse af Blod var en Følge af Synden.AV 112.1

    Hedningerne derimod havde for Skik at opbevare det Blod, der flød fra Offerdyret, og benytte det ved Tilberedelsen af Føde. Jøderne kunde ikke tro, at der burde gjøres nogen Forandring i de Skikke, som de havde antaget ifølge Guds særskilte Vejledning. Hvis en Jøde og en Hedning under de bestaaende Forhold skulde spise ved samme Bord, saa vilde den sidste blive til Anstød og Forargelse for den første.AV 112.2

    Hedningerne, og da navnlig Grækerne, var overordentlig ryggesløse, og der var Fare for, at der kunde være dem, som, endnu uomvendte i Hjertet, vilde bekjende sig til Troen uden at aflægge sine syndige Vaner. De jødiske Kristne kunde ikke taale denne Umoralskhed, der af Hedningerne ikke engang blev betragtet som en Forbrydelse. Jøderne fandt det derfor i høj Grad passende, at Omskjærelse og Overholdelse af Ceremoniloven skulde paalægges de fra Hedenskabet omvendte som en Garanti for deres Oprigtighed og Gudsfrygt. Dette, mente man, vilde forebygge, at saadanne blev lagt til Menigheden, som antog Troen uden sand Omvendelse, og som siden kunde bringe Skam over Sagen ved et umoralsk og udskejende Liv.AV 112.3

    De forskjellige Punkter, som Afgjørelsen af det foreliggende Hovedspørgsmaal berørte, syntes at frembyde uoverstigelige Vanskeligheder. Men den Helligaand havde i Virkeligheden allerede afgjort dette Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse den kristne Menigheds Fremgang, om ikke selve dens Bestaaen, syntes at bero.AV 112.4

    “Der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I ved, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og tro.” Han fremholdt, at den Helligaand havde afgjort det omstridte Spørgsmaal ved at komme over de uomskaarne Hedninger med samme Kraft som over de omskaarne Jøder. Han berettede om sit Syn, hvori Gud havde vist ham en Dug fyldt med alle Slags firføddede Dyr og befalet ham at slagte og æde. Og da han nægtede at gjøre dette under Henvisning til, at han aldrig havde spist noget vanhelligt eller urent, var der blevet svaret: “Hvad Gud har renset, holde du ikke for urent!” Ap. Gj. 10: 15.AV 112.5

    Peter omtalte dernæst den tydelige Forklaring, han havde faaet paa disse Ord næsten umiddelbart derefter, da han blev anmodet om at gaa til Høvedsmanden og undervise ham om Troen paa Kristus. Denne Befaling viste, at Gud ikke anser Personer, men antager og anerkjender alle, som frygter ham. Peter talte om, hvor forbauset han var blevet, da han under Forkyndelsen af Sandhedens Ord til dem, som var forsamlet i Kornelius’s Hus, blev Vidne til, at den Helligaand kom over Tilhørerne, Hedninger saavel som Jøder. Det samme Lys og den samme Herlighed, der straalede over de omskaarne Jøder, kastede ogsaa sin Glans over de uomskaarne Hedningers Ansigter. Dette var Guds Meddelelse til Peter om, at han ikke skulde agte den ene ringere end den anden; thi Kristi Blod kunde rense fra al Urenhed.AV 112.6

    Peter havde engang tidligere talt med sine Brødre angaaende Kornelius’s og hans Venners Omvendelse og om sin Omgang med dem. Idet han ved hin Lejlighed berettede, hvorledes den Helligaand var falden paa Hedningerne, udtalte han: “Dersom Gud da har givet dem lige Gave med os, der de troede paa den Herre Jesus Kristus, hvo var da jeg. at jeg skulde kunne hindre Gud?” Ap. Gj. 11: 17. Med ligesaa stor Varme og Kraft udtalte han nu: “Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Helligaand ligesom og os. Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres Hjerter ved Troen. Hvi frister I da nu Gud, at I vil lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ej heller vi har formaaet at bære?” Dette Aag var ikke de ti Bud, saaledes som nogle paastaar, der benægter Lovens bindende Krav. Peter hentydede her til Ceremoniloven, der var blevet sat ud af Kraft ved Kristi Korsfæstelse.AV 113.1

    Peters Tale bragte Forsamlingen til et Punkt, hvor den med Taalmodighed kunde høre paa Paulus og Barnabas, der berettede om sit Arbejde iblandt Hedningerne. “Da tiede hele Mængden, og de hørte paa Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort blandt Hedningerne ved dem.”AV 113.2

    Jakob afgav ogsaa sit bestemte Vidnesbyrd og erklærede, at det var Guds Hensigt at give Hedningerne de samme Rettigheder og Velsignelser, som blev tilstaaet Jøderne.AV 113.3

    Den Helligaand fandt det rigtigt ikke at paatvinge de omvendte Hedninger den ceremonialske Lov. og Apostlenes Mening om denne Sag var Guds Aands Mening. Jakob førte Ordet ved Mødet, og hans endelige Kjendelse var: “Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvender sig til Gud.”AV 113.4

    Dermed var Drøftelsen til Ende. I dette Tilfælde har vi en Gjendrivelse af den Lære, som forfægtes af den romersk-katolske Kirke, at Peter var Menighedens Hoved. De, der som Paver har givet sig ud for at være hans Efterfølgere, har intet bibelsk Grundlag for sine Paastande. Intet i Peters Liv berettiger den Antagelse, at han blev ophøjet over sine Brødre som den Højestes Stedfortræder. Dersom de, der har erklæret sig for at være Peters Efterføl- gere, havde fulgt hans Eksempel, vilde de altid have ladet sig nøje med at staa paa samme Trin som sine Brødre.AV 113.5

    I dette Tilfælde synes det, som om Jakob var valgt til at udtale den Kjendelse, man var blevet enig om i Raadet. Hans Kjendelse var, at Ceremoniloven, og da navnlig Omskjærelsens Anordning, ikke skulde paanødes Hedningerne og ikke engang anbefales dem. Jakob søgte at indprente den Kjendsgjerning i Brødrenes Sind, at Hedningerne ved at vende sig til Gud havde gjort en stor Forandring i sit Liv, og at man skulde være meget forsigtig med at besvære dem med indviklede og tvivlsomme Spørgsmaal af underordnet Betydning, for at de ikke skulde blive mismodige, naar de fulgte Kristus.AV 114.1

    De omvendte Hedninger skulde dog give Slip paa Skikke, som var uforenelige med Kristendommens Grundsætninger. Apostlene og de Ældste enedes derfor om at paalægge Hedningerne at afstaa fra Kjød, som havde været ofret til Afguder, fra Horeri, fra det kvalte og fra Blod. Det skulde paalægges dem at holde Budene og leve et helligt Liv. Det skulde ogsaa forsikres dem, at de, som havde paastaaet, at Omskjærelsen var bindende, ikke havde erholdt Myndighed dertil af Apostlene.AV 114.2

    Paulus og Barnabas blev dem anbefalet som Mænd, der havde vovet sit Liv for Herren. Judas og Silas blev sendt med disse Brødre for mundtlig at overbringe Menigheden Raadets Beslutning: “Det er den Helligaands Beslutning og vor, ingen videre Byrde at paalægge eder, uden disse nødvendige Ting: at I skal holde eder fra Afgudsoffer, og fra Blod, og fra det kvalte, og fra Horeri. Naar I holder eder derfra, gjør I ret.” Disse fire Herrens Tjenere blev sendt til Antiokia med Brevet og Budskabet, som skulde gjøre Ende paa al Tvist; thi denne Beslutning kom fra den højeste Myndighed paa Jorden.AV 114.3

    Raadet, som afgjorde denne Sag, var saminensat af Apostle og Lærere, der havde taget en fremtrædende Del i at oprejse Menigheder af Jøder og Hedningekristne, i Forbindelse med Delegerede fra de forskjellige Steder. Ældste fra Jerusalem og Udsendinge fra Antiokia var nærværende, og de mest indflydelsesrige Menigheder var repræsenteret. Raadet handlede i Overensstemmelse med, hvad Indsigt og Forstand foreskrev, og med den Værdighed, som den Menighed ejer, der er oprettet efter Guds Vilje. Under Forhandlingerne kom de alle til at se, at Gud selv havde besvaret det foreliggende Spørgsmaal ved at lade den Helligaand komme over Hedningerne, og de indsaa, at det paalaa dem at følge Aandens Vej ledning.AV 114.4

    Det blev ikke krævet, at samtlige Kristne alle skulde afgive sin Stemme i Sagen. “Apostlene og de Ældste,” Mænd med Indflydelse og Dømmekraft, affattede og udstedte Beslutningen, som derpaa tiltraadtes af alle de kristne Menigheder. Det var imidlertid ikke alle, som var tilfreds med Kjendelsen; der var enkelte ærgjerrige, selvkloge Brødre, som tog Afstand fra den. Disse Mænd paatog sig at optage Virksomhed paa eget Ansvar. De havde meget at klage over og fandt Fejl ved mange Ting, foreslog nye Planer og søgte at nedbryde det Arbejde, som blev udført af de Mænd, Gud havde beskikket til at forkynde Evangeliet. Helt fra Begyndelsen af har Menigheden maattet mode saadanne Hindringer, og saaledes vil det vedblive til Tidens Ende.AV 114.5

    Jerusalem var Jødernes Hovedstad, og der var den største Afsondring og religiøse Forblindelse at finde. De jødiske Kristne, der til Stadighed saa Templet, var ganske naturligt udsat for at lade Sindet dvæle ved Jødernes særskilte Privilegier som et Folk. Da de saa den kristne Menighed afvige fra Jødedommens Ceremonier og Overleveringer og forstod, at den særskilte Herlighed, som var tillagt de jødiske Skikke, snart vilde gaa tabt i den nye Lære, harmedes mange paa Paulus, der for en stor Del havde hidført denne Forandring. Ikke engang alle blandt Disciplene kunde godt anerkjende Raadets Beslutning. Enkelte var nidkjære for Ceremoniloven, og de betragtede Paulus med umilde Blikke, fordi de mente, at hans Principper vedrørende Forpligtelserne overfor den jødiske Lov var for slappe.AV 115.1

    De vidromfattende Bestemmelser, som blev fattet i dette Raad, skabte Tillid blandt de troende Hedninger, og Guds Sag havde Fremgang. I Antiokia nød Menigheden godt af Judas’s og Silas’s Nærværelse, de særskilte Udsendinge, der fulgte med Apostlene fra Modet i Jerusalem. “Judas og Silas, som og selv var Profeter, formanede Brødrene med megen Tale og bestyrkede dem.” Disse gudfrygtige Mænd blev i Antiokia i nogen Tid. “Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia og lærte og forkyndte tilligemed mange andre Herrens Ord.”AV 115.2

    Da Peter senere hen besøgte Antiokia, vandt han manges Tillid ved sin forstandige og kloge Optræden overfor de omvendte Hedninger. I nogen Tid handlede han i Overensstemmelse med det Lys, han havde modtaget fra Himlen. Han overvandt sin naturlige Fordom saa vidt, at han kunde sidde tilbords med de omvendte Hedninger. Men da Jøder, som var nidkjære for Ceremoniloven, kom fra Jerusalem, var Peter uklog nok til at forandre sin Optræden overfor de omvendte fra Hedenskabet. Flere Jøder hyklede ogsaa med ham. “saa at endog Barnabas blev henrevet af deres Hykleri.” Gal. 2: 13, 14. Denne Aabenbarelse af Svaghed hos dem, der var blevet agtet og elsket som Ledere, efterlod et meget pinligt Indtryk paa de troende Hedningers Sind. og der truede med at opstaa Splittelse i Menigheden. Men Paulus, som forstod, hvilken uheldig Indflydelse denne dobbelte Optræden fra Peters Side vilde have paa Menigheden, irettesatte ham aabenbart for hans Forsøg paa at skjule sin virkelige Opfattelse. I Menighedens Paahør stillede Paulus Peter det Spørgsmaal: “Dersom du, som er en Jøde, lever paa hedensk Vis og ikke paa j disk Vis, hvorfor tvinger du da Hedningerne til at leve paa jødisk Vis?” Gal. 2: 13, 14.AV 115.3

    Peler indsaa det Fejlgreb, han havde begaaet, og gik straks til- værks med at gjøre det onde godt igjen, saa vidt som det stod i hans Magt. Gud, der kjender Enden fra Begyndelsen, tillod, at denne Karaktersvaghed hos Peter blev aabenbaret, for at den prøvede Apostel maatte forstaa, at der ikke hos ham selv var noget, som han kunde rose sig af. Selv de bedste Mænd vil tage fejl, naar de overlades til sig selv. Gud saa ogsaa, at den Tid vilde komme, da nogle i sin Blindhed vilde tillægge Peter og hans foregivne Efterfølgere de ophøjede Prærogativer, som tilhører Gud alene. Og denne Beretning om Apostelens Svaghed skulde blive staaende som et Bevis paa hans Fejlbarhed og paa den Kjendsgjerning, at han i ingen Henseende stod paa et højere Trin end de øvrige Apostle.AV 115.4

    Beretningen om denne Afvigelse fra rigtige Principper staar som en højtidelig Advarsel til Mænd i betroede Stillinger i Guds Sag, at de ikke maa afvige fra Troskabens Vej, men fast holde sig til Principper. Jo større Ansvar der lægges paa en Person, og jo større hans Anledning er til at foreskrive og styre, desto større Skade vil han visselig gjøre, dersom han ikke omhyggelig følger Herrens Vej og virker i Overensstemmelse med de Beslutninger, der fattes, naar de troende er samlet til fælles Raadslagning.AV 116.1

    Efter alle Peters Fejlgreb. efter hans Fald og Oprejsning, hans lange Tjenestetid, hans indgaaende Kjendskab til Kristus og til Frelserens retlinjede Overholdelse af rigtige Principper, efter al den Undervisning, han havde modtaget, og alle de Gaver, den Indflydelse og den Kundskab, han havde erhvervet sig ved at prædike og lære Ordet, — er det mærkeligt, at han efter alt dette skulde hengive sig til Hykleri og omgaa Evangeliets Grundsætninger af Frygt for Mennesker eller for at vinde Agtelse? Er det ikke mærkeligt, at han skulde vakle i sin Fastholdelse af, hvad der var Ret? Maatte Gud hjælpe enhver til at indse sin egen Hjælpeløshed og sin Udygtighed til at styre sit eget Skib trygt i Havn!AV 116.2

    I sin Virksomhed maatte Paulus ofte staa alene. Han havde modtaget særskilt Undervisning af Gud og vovede ikke at vige i mindste Maade, naar Principper stod paa Spil. Til Tider var Byrden svær, men han holdt urokkelig fast ved, hvad der var Ret. Han indsaa, at Menigheden aldrig maatte komme ind under menneskelig Kontrol. Menneskers Traditioner og Grundsætninger maatte ikke træde i Stedet for aabenbarede Sandheder. Evangeliets Fremgang maatte ikke hindres af Menneskers Fordomme og Begunstigelser, uanset hvilken Stilling vedkommende end maatte beklæde i Menigheden.AV 116.3

    Paulus havde viet sig selv og alle sine Kræfter til Guds Tjeneste. Han havde modtaget Evangeliets Sandheder direkte fra Herren, og gjennem hele sin Virksomhed vedligeholdt han en levende Forbindelse med de himmelske Kræfter. Han var blevet undervist af Gud om ikke at lægge unødvendige Byrder paa de Hedningekristne, og da jødisksindede Kristne i Menigheden i Antiokia fremholdt Spørgsmaalet om Omskjærelsen, vidste Paulus derfor, hvad den Hellig- ands Beslutning var angaaende en saadan Lære, og han indtog et fast og urokkeligt Standpunkt, som medførte, at Menigheden blev fritaget for jødiske Ceremonier og Kirkeskikke.AV 116.4

    Til Trods for at Paulus var blevet personlig undervist af Gud. nærede han ingen opskruede Anskuelser angaaende den enkeltes Ansvar. Samtidig med at han søgte direkte Vejledning hos Gud, var han altid rede til at anerkjende den Myndighed, som var nedlagt hos de troende, der var forenet ved Menighedslivets Baand. Han vidste, det var nødvendigt at modtage Raad, og naar der opstod vigtige Spørgsmaal, var det ham en Glæde at fremlægge disse for Menigheden og forene sig med sine Brødre i at søge Gud om Visdom til at træffe de rigtige Afgjørelser. Selv “Profeters Aander”, sagde han. “er Profeter underdanige. Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud “ 1 Kor. 14: 32, 33. Med Peter lærte han, at alle. som hører Menigheden til, bør være “hverandre underdanige”. 1 Pet. 5: 5.AV 117.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents