Kapitel 7—En Advarsel imod Hykleri.

IDET Disciplene kundgjorde Evangeliets Sandheder i Jerusalem, bar Gud Vidnesbyrd gjennem deres Tale, og en Mængde troede. Mange af disse tidlige troende blev straks skilt fra Familie og Venner paa Grund af Jødernes Nidkjærhed, og det blev nødvendigt at skaffe dem Føde og Husly.AV 42.1

Skriften vidner: “Der var ej heller nogen trængende iblandt dem,” og fortæller, hvordan Trangen blev afhjulpet. De iblandt de troende, som havde Penge og Ejendomme, ydede frivillig af sit eget for at afhjælpe Behovet. De solgte Huse og Agre og bragte Værdien af det solgte og lagde det for Disciplenes Fødder, og “der blev uddelt til enhver, eftersom han havde behov”.AV 42.2

Denne Godgjørenhed fra de troendes Side var en Følge af Aandens Udgydelse. De troendes Mængde “havde ét Hjerte og én Sjæl”. En Ting fælles for dem alle laa dem paa Hjerte: det at den Mission, der var dem betroet, maatte lykkes; og egen Begjærlighed var dem fremmed. Deres Kjærlighed til Brødrene og den Sag. de havde antaget sig, var større end Kjærligheden til Penge og Ejendom. Deres Gjerninger vidnede om, at de vurderede Menneskesjæle højere end jordisk Rigdom.AV 42.3

Saaledes vil det blive, naar Guds Aand faar raade i Livet. De, hvis Hjerte er fyldt med Kristi Kjærlighed, vil følge hans Eksempel, der for vor Skyld blev fattig, for at vi ved hans Fattigdom skulde blive rige. Penge, Tid, Indflydelse — alle de Gaver, som de har faaet af Gud, vil de vurdere kun som et Middel til Fremme af Evangeliets Værk. Saaledes var det i den første Menighed; og naar man ser, at Menighedens Medlemmer i vor Tid har løsrevet sig fra Hangen til jordiske Ting, og at de er villige til at gjøre Opofrelser. for at deres Medmennesker maa høre Evangeliet, vil de Sandheder, der forkyndes, have en mægtig Indflydelse over dem. som hører.AV 42.4

I skarp Modsætning til det Eksempel paa Godgjørenhed. som de troende udviste, staar Ananias’s og Safiras Handlemaade. Deres Erfaring, som den skildres af den inspirerede Forfatter, har sat en mørk Plet paa den første Menigheds Historie. De kaldte sig Disciple og havde ligesom de andre havt det Fortrin at høre Apostlene forkynde Evangeliet. De havde været sammen med de andre troende. da Stedet bevægedes, efter at de havde holdt Bøn, og de var alle blevet “fyldt med den Helligaand”. En dyb Overbevisning havde grebet alle de tilstedeværende, og under Guds Aands Indfly- delse havde Ananias og Safira aflagt Løfte om at give Herren, hvad der indkom ved Salget af en vis Ejendom.AV 42.5

Bagefter havde Ananias og Safira bedrøvet den Helligaand ved at give efter for Begjærlighed. De begyndte at angre sit Løfte og mistede snart den liflige Indflydelse og den Velsignelse, der havde vakt en Længsel i deres Hjerte efter at gjøre store Ting for Kristi Sag. De mente, at de havde handlet overilet, og at de paany burde overveje den Beslutning, de havde fattet. De talte sammen om Sagen og bestemte sig til ikke at indfri sit Løfte. De saa imidlertid. at de, der skilte sig af med sin Ejendom til Bedste for sine fattigere Brødre, stod i høj Anseelse blandt de troende; og da de skammede sig ved at lade Brødrene vide. at deres egenkjærlige Hjerte misundte andre det, som de højtidelig havde skjænket Gud, besluttede de forsætlig at sælge sin Ejendom og give det Udseende af, at de skjænkede alt, hvad Salget indbragte, til den fælles Kasse, medens de i Virkeligheden holdt en stor Del tilbage til eget Brug. Paa den Maade kunde de sikre sig sit Livsophold af det fælles Forraad og samtidig vinde Brødrenes Højagtelse.AV 43.1

Men Gud hader Hykleri og Løgn. Ananias og Safira gjorde sig skyldige i Bedrageri i sin Handlemaade overfor Gud; de løj for den Helligaand, og deres Synd blev hurtig efterfulgt af en frygtelig Straf. Da Ananias bragte sin Gave, sagde Peter: “ Ananias! Hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Helligaand. og forbeholde dig noget af Agerens Værdi? Var den ikke din, der du ejede den, og det. den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Menneskene, men for Gud.”AV 43.2

“Men der Ananias hørte disse Ord. faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over alle. som det hørte.”AV 43.3

“Var den ikke din. der du ejede den?” spurgte Peter. Intet uberettiget Tryk var blevet øvet paa Ananias for at tvinge ham til at skjænke sin Ejendom til det fælles Bedste. Han havde handlet efter eget Valg. Men idet han forsøgte at føre Disciplene bag Lyset, havde han løjet for den Almægtige.AV 43.4

“Men det skete ved tre Timer derefter. da kom hans Hustru ind, og vidste ikke, hvad sket var. Men Peter sagde til hende: Sig mig, om I solgte Ageren til den Pris? Men hun sagde: Ja, til den Pris. Men Peter sagde til hende: Hvorledes er I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? Se. deres Fødder, som begrov din Mand, er for Døren, og de skal udbære dig. Men hun faldt straks om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bar hende ud og begrov hende hos hendes Mand. Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte.”AV 43.5

Gud saa i sin Visdom, at denne tydelige Aabenbarelse af guddommelig Vrede var nødvendig for at bevare den nye Menighed fra Fordærvelse. Deres Antal voksede hurtigt. Menigheden vilde være blevet stillet i Fare, dersom den i den hurtige Tilgang af nye troende optog Mænd og Kvinder, som, mens de udgav sig for at tjene Gud, i Virkeligheden tjente Mammon. Denne Straf viste, at Mennesket ikke kan bedrage Gud, at han opdager Hjertets skjulte Synder, og at han ikke lader sig spotte. Den skulde tjene de troende til Advarsel, lede dem til at afholde sig fra Forstillelse og Hykleri og tage sig i Vare for at bedrage Gud.AV 43.6

Dette Eksempel paa guddommelig Vrede overfor Begjærlighed, Bedrageri og Hykleri blev ikke givet som en Advarsel for den første Menighed alene, men for alle efterfølgende Slægter. Det var Begjærlighed, Ananias og Safira først havde næret. Ønsket om at holde en Del tilbage af det, de havde lovet Gud, forledte dem til Svig og Hykleri.AV 44.1

Gud har gjort Evangeliets Forkyndelse afhængig af sit Folks Arbejde og Gaver. Tienden og frivillige Gaver udgjør Indtægtskilden i Herrens Værk. Af de Midler, som er Menneskene betroet, kræver Gud en vis Del — Tienden. Han overlader det til enhver at bestemme, hvorvidt han vil give mere end det eller ikke. Men naar Hjertet paavirkes af Guds Aand, og man aflægger et Løfte om at give et vist Beløb, saa har den, der gjør Løftet, ikke længere Ret til at raade over den saaledes helligede Sum. Løfter af denne Art til Mennesker bliver betragtet som bindende. Er da ikke de Løfter, man giver Gud, endnu mere bindende? Er de Løfter, der staar for Samvittighedens Domstol, mindre bindende end Menneskers skriftlige Overenskomster?AV 44.2

Naar Guddomslyset skinner ind i Hjertet med større end sædvanlig Klarhed og Kraft, mister den naturlige Egenkjærlighed sit Greb paa vedkommende, og han føler sig tilskyndet til at yde af sit til Guds Sag. Men ingen maa tro. at han vil faa Lov til at opfylde et saaledes givet Løfte uden Invdsigelse fra Satans Side. Det behager ikke Satan at se Frelserens Rige paa Jorden blive opbygget. Han indskyder den Tanke, at Løftet var for stort, og at det kan komme til at hindre vedkommende i hans Arbejde for at samle sig en Formue eller for at tilfredsstille sin Families Ønsker.AV 44.3

Det er Gud, som velsigner Menneskene med Ejendom; og det gjør han. for at de maa kunne skjænke af sine Midler til hans Sags Fremme. Han sender Solskin og Regn. Han giver Planteriget Vækst. Han giver Sandhed og Evne til at samle Midler. Alle vore Velsignelser kommer fra hans gavmilde Haand. Til Gjengjæld vil ban. at Menneskene skal vise sin Taknemmelighed ved at give ham en Del tilbage som Tiende og Gaver — som Takofre, Syndofre og frivillige Gaver. Dersom Midlerne strømmede ind i Overensstemmelse med denne guddommelige Plan — en Tiende af al Fortjeneste tilligemed rigelige Gaver — saa vilde der være en Overflod af Midler til Fremskyndelse af Herrens Værk.AV 44.4

Men Menneskenes Hjerter er blevet forhærdet ved Egenkjærlighed, og som Ananias og Safira fristes de til at holde en Del tilbage. mens de foregiver at efterkomme Guds Fordringer. Mange ødsler Penge bort til Selvtilfredsstillelse. Mange raadspørger sine egne Ønsker og føjer sin egen Smag, medens de næsten modstræbende bringer Gud et karrigt Offer. De glemmer, at Gud engang vil afkræve dem et strengt Regnskab for. hvorkdes hans Gods er blevet anvendt, og at han lige saa lidt vil vedkjende sig den Smule, de bringer til Forraadshuset, som han vedkjendte sig Ananias’ og Safiras Offer.AV 45.1

Af den strenge Straf, der blev tilmaalt disse Menedere. vil Gud ogsaa lære os, hvor dybt han hader og foragter alt Hykleri cg al Svig. Da Ananias og Safira foregav at have skjænket alt. løj de for den Helligaand. og som Følge deraf gik de glip baade af dette Liv og det tilkommende. Den samme Gud. som straffede dem, fordømmer endnu al Løgn. Løgnens Læber er ham en Vederstyggelighed. Han siger om den hellige Stad: “Og intet urent skal komme ind i den. ej heller nogen. som øver Vederstyggelighed og Løgn.” Aab. 21 : 27. Lad Sandfærdigheden blive hævdet og fastholdt med sikker Haand Lad den blive en Del af vort Liv. At lege med Sandheden, at hykle og forstille sig for at fremme sine egennyttige personlige Planer vil fore til Skibbrud paa Troen. “Saa staar da omgjordede om eders Lænder med Sandhed.” Ef. 6: 14. Den, der taler Usandhed, sælger sin Sjæl for en billig Penge. Hans Løgn kan tilsyneladende hjælpe ham i Øjeblikket; han kan saaledes synes at gjøre en heldig Forretning, som han ikke kunde have gjort ved en hæderlig Fremgangsmaade; men han naar tilsidst derhen, hvor han ikke kan stole paa nogen. Da han selv er usandtærdig, har han ingen Tillid til andres Ord.AV 45.2

Hvad Ananias og Safira angik blev Besvigelsen mod Gud hurtig straffet. Den samme Synd blev ofte gjentaget i Menighedens senere Historie, og den øves af mange i vor Tid Men omend den maaske ikke ledsages af nogen synlig Aabenbarelse af Guds Mishag, er den dog ikke mindre afskyelig i hans Øjne nu end paa Apostlenes Tid. Advarslen er givet. Gud har tydelig tilkjendegivet sin Afsky for Synden, og alle. som hengiver sig til Hykleri og Begjærlighed. kan være forvisset om, at de fordærver sin egen Sjæl.AV 45.3