Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 15—Udfriet af Fængsel.

    “MEN, ved den samme Tid lagde Kong Herodes Haand paa nogle af Menigheden for at mishandle dem.”AV 85.1

    Judæa styredes den Gang af Herodes Agrippa under den romerske Kejser Claudius. Herodes beklædte ogsaa Stillingen som Fjerdingsfyrste i Galilæa. Han bekjendte sig til at have antaget den jødiske Tro og var tilsyneladende meget nidkjær for Overholdelsen af de jødiske Ceremonier. Begjærlig efter at opnaa Gunst hos Jøderne, i Haab om saaledes at befæste sit Embede og sin Anseelse, begyndte han at efterkomme deres Ønsker ved at forfølge Kristi Menighed. fratage de troende deres Huse og Gods og sætte Menighedens ledende Medlemmer i Fængsel. Han kastede Jakob. Johannes’s Broder, i Fængsel og lod ham henrette med Sværd, ligesom en anden Herodes havde ladet Profeten Johannes halshugge. Da han saa. at dette behagede Jøderne, lod han ogsaa Peter sætte i Fængsel.AV 85.2

    Det var i Paasken, at disse Grusomheder blev forøvet. Uagtet Jøderne fejrede Mindet om Befrielsen fra Ægypten og foregav at have stor Nidkjærhed for Guds Lov, overtraadte de samtidig hver eneste Grundsætning i denne Lov ved at forfølge og dræbe dem. som troede paa Kristus.AV 85.3

    Jakobs Død vakte stor Sorg og Bestyrtelse blandt de troende. Da nu ogsaa Peter blev sat i Fængsel. hengav hele Menigheden sig til Faste og Bøn.AV 85.4

    Da Herodes lod Jakob henrette, vakte det Jødernes Bifald, skjønt enkelte klagede over, at det ikke skete mere offentligt, idet de fastholdt, at en offentlig Henrettelse vilde have indjaget større Skræk i de troende og dem, som stillede sig paa deres Side. Herodes holdt derfor Peter i Forvaring i den Hensigt at behage Jøderne endnu mere ved at lade ham offentlig henrette. Man mente imidlertid, at det ikke vilde være bedst at henrette den gamle Apostel i alle de Menneskers Paasyn, som da var samlet i Jerusalem. Man frygtede for, at det kunde vække Medlidenhed hos Folkemængden, naar de saa ham blive ført ud for at dø.AV 85.5

    Præsterne og de Ældste frygtede ogsaa for, at Peter maaske kunde holde en af disse kraftige Taler, der ofte havde vækket Folk op og ledet dem til at granske Jesu Liv og Karakter — Taler, som de med alle sine Argumenter ikke havde været i Stand til at gjen- drive. Peters nidkjære Forfægtelse af Kristi Sag havde bevæget mange til at antage Evangeliet; og de Øverste frygtede for, at hvis han fik Lejlighed til at forsvare sin Tro i Paahør af de Skarer, som var kommet til Staden for at tilbede, kunde der muligvis blive rettet Henvendelser til Kongen med Krav paa hans Løsladelse.AV 85.6

    Medens Peters Henrettelse under forskjellige Paaskud blev udsat til efter Paasken, havde Menighedens Medlemmer Tid til dyb Hjerteransagelse og alvorlig Bøn. De bad uden Afladelse for Peter; thi de mente ikke. at Evangeliets Sag kunde undvære ham. De forstod, at de var naaet til et Punkt, hvor Kristi Menighed vilde blive ødelagt, om ikke Gud paa særskilt Maade kom den til Hjælp.AV 86.1

    I Mellemtiden søgte Folk af alle Nationer hen til Templet, som var blevet indviet til Guds Tjeneste. Skinnende af Guld og dyrebare Stene udgjorde Templet et smukt og pragfuldt Skue. Men Jehovah var ikke længere at finde i dette smukke Palads. Israel som en Nation havde skilt sig fra Gud. Da Kristus nær ved Slutningen af sin jordiske Virksomhed for sidste Gang betragtede Templets Indre, sagde han: “Se, eders Hus skal lades eder øde.” Matt. 23: 38. Hidindtil havde han kaldt Templet sin Faders Hus; men da Guds Søn gik ud derfra, blev det Tempel, som var bygget til hans Ære, ikke Iænger Guds Bolig.AV 86.2

    Dagen for Peters Henrettelse var endelig bestemt; men endnu opsteg de troendes Bønner til Himlen; og medens de opsendte sine inderlige og brændende Begjæringer til Gud om Hjælp, vaagede hans Engle over Apostelen i Fængslet.AV 86.3

    Herodes, som huskede, hvorledes Apostlene før var undveget fra Fængslet, havde ved denne Lejlighed truffet dobbelte Sikkerhedsforanstaltninger. For at forebygge enhver Mulighed for Undvigelse var Peter blevet sat under Opsyn af seksten Stridsmænd, der i forskjellige Vagthold vaagede over ham Dag og Nat. I Cellen var han anbragt mellem to Stridsmænd og bundet med to Lænker, saaledes at hver Lænke var fæstet til en af Stridsmændenes Haandled. Han kunde ikke bevæge sig uden deres Vidende. Fængslets Døre var omhyggelig fastgjorte, og foran dem stod en stærk Vagt. saaledes at enhver Mulighed for Befrielse eller Flugt ved menneskelige Midler var udelukket. Men naar Mennesket er i sin yderste Nød, er det Guds Anledning til at hjælpe.AV 86.4

    Peter var indelukket i en Celle udhugget i en Klippe, og hvis Døre var tillukket med stærke Slaaer og Bolte; og Stridsmændene. som holdt Vagt, bar Ansvaret for Fangens Sikkerhed. Men Bolte og Slaaer og den romerske Vagt, som fuldstændig udelukkede al Mulighed for menneskelig Hjælp, skulde blot tjene til at gjøre Guds Sejer ved Peters Befrielse end mere fuldstændig. Herodes havde opløftet sin Haand imod Almagten, og han skulde lide et fuldstændigt Nederlag. Gud stod i Begreb med at bringe sin Magt I An- vendelse for at befri det dyrebare Liv, som Jøderne havde lagt Raad op om at ødelægge.AV 86.5

    Det er Natten forud for den paatænkte Henrettelse. En mægtig Engel sendes fra Himlen for at udfri Peter. De stærke Porte. bag hvilke en af Guds hellige sidder indespærret, aabnes uden Menneskehænder. Den Højestes Engel gaar ind gjennem dem. og de lukker sig lydløst efter ham. Han træder ind i Cellen, hvor Peter ligger og sover Tillidsfuldhedens uforstyrrede Søvn.AV 87.1

    Det Lys, som omgiver Engelen, fylder Cellen, men vækker ikke Apostelen. Ikke før Engelens Haand rører ved ham, og han hører en Stemme, der siger: “Staa hastig op!” vaagner han tilstrækkelig til at se Cellen oplyst af Lyset fra Himmelen og en Engel i stor Herlighed staaende foran ham. Ganske mekanisk adlyder han de Ord, som blev talt til ham, og idet han rører sin Haand, under det han staar op. har han en dunkel Fornemmelse af, at Lænkerne er faldt af hans Haandled.AV 87.2

    Atter byder det himmelske Sendebud: “Bind op om dig og paabind sine Saaler!” Og atter adlyder Peter mekanisk, idet han fæster sit undrende Blik paa den besøgende og tror, at han drømmer eller har et Syn. Endnu engang byder Engelen : “Kast din Kjortel om dig og følg mig!” Han bevæger sig henimod Døren, fulgt af den ellers saa snaksoinme Peter, der nu er stum af Forbauselse. De gaar gjennem Vagten og naar hen til den stærkt tillukkede Dør, som gaar op af sig selv og derpaa øjeblikkelig atter lukker sig, medens Vægterne baade indenfor og udenfor staar ubevægelige paa sin Post.AV 87.3

    De kommer hen til den anden Port, hvor der ogsaa staar Vagt indenfor og udenfor. Den gaar op ligesom den første, uden at der høres nogen Lyd af knirkende Hængsler eller raslende Jernbolte. De gaar igjennem, og den lukkes atter ligesaa lydløst. Paa samme Maade gaar de igjennem den tredje Port og befinder sig nu ude paa den aabne Gade. Ikke et Ord bliver talt, og der høres ingen Lyd af Fodtrin. Engelen svæver foran, omgivet af et Lys af blændende Klarhed. og Peter, der er forvirret og endnu tror, det er en Drøm, følger efter sin Befrier. Saaledes gaar de igjennem en Gade, hvorpaa Engelen, hvis Hverv nu er fuldført, pludselig forsvinder.AV 87.4

    Det himmelske Lys svandt hen, og Peter befandt sig i dybt Mørke. Men efterhaanden som hans Øjne vænnedes til det, syntes Mørket lidt efter lidt at blive mindre, og han befandt sig alene paa den stille Gade, hvor den kjølige Vind blæste paa ham. Han forstod nu, at han var fri og var paa et Sted i Byen. hvor han ofte havde været, og hvor han havde ventet, at han om Morgenen skulde gaa forbi for sidste Gang.AV 87.5

    Han forsøgte at gjenkaldte i Erindringen, hvad der var sket i de sidste faa Øjeblikke. Han kunde huske, at han faldt i Søvn, bundet mellem to Stridsmænd, afført sine Sandaler og sin Overkjortel. Ved nærmere Undersøgelse af sin Person fandt han nu, at han var fuldt paaklædt og omgjordet. Hans Haandled, der var ophovnede efter Lænkerne, var befriede for Haandjernene. Han forstod, at hans Frihed ikke var et Bedrag eller en Drøm eller et Syn, men en herlig Virkelighed Om Morgenen skulde han have været ført ud for at dø; men se. Herrens Engel havde udfriet ham af Fængslet og fra Døden! “Da kom Peter til sig selv og sagde; Nu ved jeg forvist, at Herren har udsendt sin Engel og friet mig ud af Herodes’s Haand og af alt det, som Jødefolket havde ventet paa.”AV 87.6

    Apostelen gik øjeblikkelig hen til det Hus, hvor hans Brødre var forsamlet, og hvor de i det Øjeblik opsendte inderlige Bønner til Gud for ham. “Da Peter bankede paa Forstuens Dør, kom en Pige, ved Navn Rhode, frem, for at høre, hvo der var. Og da hun kjendte Peters Røst, aabnede hun af Glæde ikke Døren, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod for Døren. Da sagde de til hende: Du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes Men de sagde: Det er hans Engel.”AV 88.1

    “Men Peter blev ved at banke paa, og der de lod op, saa de ham og blev saare forfærdede. Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie; og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet.” Og Peter “gik ud og drog til et andet Sted”. Glæde og Taknemmelighed fyldte de troendes Hjerter, fordi Gud havde hørt og besvaret deres Bønner og udfriet Peter af Herodes’s Haand.AV 88.2

    Om Morgenen samledes en stor Skare Mennesker for at være Vidne til Apostelens Henrettelse. Herodes sendte Mænd til Fængslet for at hente Peter, som skulde føres frem under en stor Opvisning af Vaaben og Vagtparade, ikke alene for at sikre sig mod, at han skulde undslippe, men ogsaa for at indgyde Frygt hos alle ligesindede og vise Kongens Magt tilskue.AV 88.3

    Da Vægterne foran Døren fandt, at Peter var undsluppet, grebes de af Forfærdelse. Det var udtrykkelig blevet sagt, at deres Liv vilde blive krævet for det Liv, som var i deres Varetægt; og paa Grund heraf havde de været særskilt paapasselige. Da Mændene kom efter Peter, stod Stridsmændene fremdeles ved Fængslets Port, Slaaer og Bolte var fremdeles faste, og Lænkerne var endnu fæstet til de to Stridsmænds Hænder; men Fangen var borteAV 88.4

    Da Herodes modtog Meddelelsen om. at Peter var undsluppet. blev han forbitret og rasende. Han beskyldte Fængselsvagten for Utroskab og befalede, at de skulde dø. Herodes vidste godt, at ingen menneskelig Magt havde reddet Peter; men han vilde ikke anerkjende, at en guddommelig Magt havde gjort hans Hensigt til intet, han satte sig i fræk Trodsighed op imod Gud.AV 88.5

    Ikke længe efter Peters Udfrielse af Fængslet rejste Herodes til Cæsarea. Under sit Ophold der gjorde han en stor Fest, der var beregnet paa at vække Folks Beundring og vinde deres Bifald. Denne Fest blev overværet af forlystelsessyge Mennesker allevegne fra, og der blev spist og drukket meget. Med megen Bram og pragtfulde Cercmonier viste Herodes sig for Folket og holdt en smuk Tale til dem. I ført en Dragt skinnende af Sølv og Guld, der opfangede Solens Straaler i de pragtfulde Folder og blændede Tilskuernes Øjne, frembød han en glimrende Skikkelse. Hans majestætiske Udseende og hans velformede Tale øvede en mægtig Indflydelse over de forsamlede Deres Sanser var allerede paavirket af Vinen og Festen og lod sig derfor blænde af hans pragtfulde Dragt og henrive af hans Optræden og Tale Vilde af Begejstring hyldede de ham og erklærede, at intet Menneske kunde fremtræde i en slig Skikkelse eller raade over en saa overstrømmende Veltalenhed. De erklærede videre, at medens de altid havde næret Agtelse for ham som Hersker, vilde de herefter tilbede ham som Gud.AV 89.1

    Enkelte af dem, som man nu hørte ære en ussel Synder, havde for blot nogle faa Aar siden deltaget i det vanvittige Raab: Bort med Jesus! Korsfæst ham, korsfæst ham! Jøderne havde nægtet at anerkjende Kristus, hvis tarvelige Dragt, ofte plettet efter hans Vandringer. skjulte et Hjerte, hvori guddommelig Kjærlighed boede. Under det uanselige Ydre kunde de ikke se Livets og Herlighedens Herre, selv naar Kristi Kraft aabenbaredes iblandt dem i Gjerninger, som intet Menneske kunde udføre. Men de stod færdige til at tilbede som en Gud den stolte Konge, hvis pragtfulde Dragt af Sølv og Guld skjulte et fordærvet, grusomt HjerteAV 89.2

    Herodes vidste, at han ikke fortjente noget af den Ros og Hyldest, hvormed han blev mødt, men han modtog alligevel Folkets afgudiske Tillbedelse som noget selvfølgeligt. Hans Hjerte bankede triumferende, og Stolthedens Tilfredshed stod malet paa hans Ansigt, da han hørte Raabet: “Det er Guds Røst, og ikke et Menneskes!”AV 89.3

    Men pludselig indtraadte der en frygtelig Forandring. Hans Ansigt blev blegt som Døden og fordrejet af Angest. Store Sveddraaber trængte sig frem af hans Porer. Et Øjeblik stod han der som stivnet af Smerte og Rædsel, hvorpaa han vendte sit blege, askegraa Ansigt mod sine rædselsslagne Venner og raabte med en hul. fortvivlet Stemme: Den, I har ophøjet som en Gud, er rammet af Døden!AV 89.4

    Under de mest ulidelige Smerter blev han ført bort fra Stedet med dets støjende Lystighed og store Pragtudfoldelse. For et Øjeblik siden modtog han i Stolthed den uhyre Skares Bifaldsytringer og Tilbedelse: nu indsaa han, at han var i en Herskers Vold, som var mægtigere end han selv Han blev grebet af Samvittighedsnag: han erindrede sin ubarmhjertige Forfølgelse af Kristi Di-sciple; han erindrede sin grusomme Befaling cm at ihjelslaa den uskyldige Jakob og sit Forsæt om at aflive Apostelen Peter; han erindrede, hvorledes han i sit Raseri over den Ydmygelse, han havde lidt, havde øvet en urimelig Hævn over Fængselsvagten. Han forstod, at han som den ubarmhjertige Forfølger nu havde at gjøre med Gud. Han fandt ingen Lindring for sine legemlige Smerter eller for sine aandelige Kvaler og ventede heller ingen.AV 89.5

    Herodes kjendte Guds Lov, som siger: “Du skal ikke have andre Guder for mig;” og han vidste, at han ved at modtage Folkets Tilbedelse havde fyldt sin Ugudeligheds Maal og paaført sig Jehovahs retfærdige Vrede.AV 90.1

    Den samme Engel, som blev sendt fra Himlen for at udfri Peter, havde været Vredens og Dommens Sendebud til Herodes. Engelen slog Peter for at vække ham af Søvne; men det var et Slag af en anden Art, han gav den ugudelige Konge, da han kastede hans Stolthed i Støvet og førte den Almægtiges Straffedom over ham Herodes døde under svære legemlige og aandelige Smerter som Følge af Gjengjældelsens Straffedom fra Gud.AV 90.2

    Denne Aabenbarelse af Guds Retfærdighed havde en kraftig Virkning paa Folket. Beretningen om, at Kristi Apostel paa en vidunderlig Maade var blevet befriet fra Fængsel og Død, medens hans Forfølger var blevet ramt af Guds Forbandelse, udbredtes til mange Lande og blev et Middel til at lede mange til Troen paa Kristus.AV 90.3

    Filip, der af en Engel fra Himlen fik Befaling om at gaa til det Sted, hvor han traf en Mand, som søgte efter Sandhed; Kornelius. som fik Besøg af en Engel med et Budskab fra Gud; Peter, der sad i Fængsel, dømt til Døden, og af en Engel blev ført ud i Frihed: alle disse Eksempler viser, hvilken Forbindelse der bestaar mellem Himlen og Jorden.AV 90.4

    Beretningen om disse Englebesøg bør bringe Styrke og Opmuntring til enhver Arbejder for Gud. Himmelske Sendebud gaar i vor Tid ligesaa vist som i Apostlenes Dage gjennem Landet i dets Længde og Bredde og søger at opmuntre de sørgende, beskytte de ubodfærdige og vinde Menneskenes Hjerter for Kristus. Vi kan ikke se dem personlig; men de er alligevel med os for at føre, vejlede og beskytte os.AV 90.5

    Himlen staar i nær Forbindelse med Jorden ved hin hemmelighedsfulde Stige, hvis nederste Ende staar fast paa Jorden, medens det øverste Trin naar til den Eviges Trone. Englene stiger uafladelig op og ned ad denne herlige Stige for at bringe de nødlidendes og betrængtes Bønner op til Faderen hisset og for at bringe Velsignelse og Haab, Mod og Hjælp til Menneskene. Disse Lysets Engle omgiver Sjælen med en himmelsk Luftning og løfter os opad mod det usynlige og evige. Vi kan ikke se deres Skikkelse med vore naturlige Øjne; kun med det opladte aandelige Blik kan vi skue de himmelske Ting. Det aandelige Øre alene kan opfange Harmonien af de himmelske Stemmer.AV 90.6

    “Herrens Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygter ham, og frier dem.” Sal. 34: 8. Gud udsender sine Engle til at frelse sine udvalgte fra Ulykke, beskytte dem for “Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen”. Sal. 91 : 6. Atter og atter har Engle talt med Mennesker, ligesom en Mand taler med en Ven, og bragt dem i Sikkerhed. Atter og atter har Englenes opmuntrende Ord bragt Frimodighed til de mismodige troende og løftet deres Sind op over de jordiske Ting og ledet dem til i Troen at se de hvide Klæder, Kronen og Sejerspalmen, som de sejrende vil faa, naar de samles omkring den store hvide Trone.AV 91.1

    Det er Englenes Hverv at komme de lidende, de prøvede og de fristede nær. De virker utrættelig for dem. for hvem Kristus døde. Naar Syndere overgiver sig til Frelseren, bringer Englene Beretning herom til Himlen, og der er stor Glæde hos den himmelske Hærskare. Der “skal være Glæde i Himlen over én Synder, som omvender sig, mere end over 99 retfærdige. hvilke ikke har Omvendelse behov.” Luk. 15: 7. Hver Gang det lykkes os at adsprede Mørket og udbrede Kundskaben om Kristus, bliver Beretningen derom bragt til Himlen, og idet Meddelelsen om denne Handling fremlægges for Faderen, gaar der en Strøm af Glæde gjennem hele den himmelske SkareAV 91.2

    Fyrstendømmerne og Magterne i Himlen følger agtpaagivende med i den Strid, som Guds Tjenere under tilsyneladende ugunstige Forhold udkjæmper. Idet de Kristne samler sig omkring Frelserens Banner og gaar ud for at stride Troens gode Strid, vindes der nye Sejre. Alle de himmelske Engle staar til Guds ydmyge, troende Folks Tjeneste, og naar Herrens Arbejderskare hernede synger sine Sejerssange, forener det himmelske Kor sig hisset med den i at tilskrive Gud og hans Søn ÆreAV 91.3

    Vi trænger til at faa en bedre Forstaaelse af Englenes Mission, end vi har. Det vilde være vel at erindre, at ethvert sandt Guds Barn nyder himmelske Engles Bistand. Usynlige, mægtige Hære fra Lysets Rige ledsager de ydmyge og uanselige, der tror og fastholder Guds Løfter Keruber, Serafer og Engle, der er vældige i Magt. staar ved Guds højre Haand, og de er alle “tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skal arve Salighed” Heb. 1 : 14.AV 91.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents