Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 48—Paulus stilles for Nero.

    DA Paulus blev anmodet om at fremstille sig for Kejser Nero til Forhør, var det med sikker Udsigt til en nær forestaaende Død. Den alvorlige Art af den Forbrydelse, han var beskyldt for. og det herskende Fiendskab imod de Kristne gav kun lidet Haab om et heldigt Udfald.AV 284.1

    Blandt Grækerne og Romerne var det Skik at tilstaa en anklaget Retten til at faa en Sagfører til at tale sin Sag for Domstolene. Ved Vægten af sin Bevisførelse, ved ildfuld Veltalenhed eller ved Henstillinger, Bønner og Taarer kunde en saadan Talsmand ofte hidføre en Kjendelse i den anklagedes Favør eller, om dette ikke lykkedes, faa Dommen formildet. Men da Paulus blev indkaldt for Nero, var der ingen, som vovede at optræde som hans Raadgiver eller Talsmand; ingen Ven var tilstede for endog blot at faa at vide, hvilke Anklager der blev rettet mod ham. eller hvilke Beviser han fremførte til sit Forsvar. Blandt de Kristne i Rom var der ikke en eneste, som i hin prøvende Time optraadte for at staa ham bi.AV 284.2

    Den eneste paalidelige Beretning om. hvad der indtraf, blev givet af Paulus selv i hans andet Brev til Timotheus. “Ved mit første Forsvar,” skrev Apostelen, “mødte ingen med mig, men alle forlod mig; (gid det ikke tilregnes dem!) men Herren stod med mig og styrkede mig, at Ordets Prædiken skulde ved mig have fuld Fremgang, og alle Hedninger høre det; og jeg blev friet fra Løvens Strube.” 2 Tim. 4: 16, 17.AV 284.3

    Paulus staaende for Nero — hvilken slaaende Modsætning! Den stolte Monark, for hvem den Guds Mand skulde svare for sin Tro. havde naaet til den højeste Tinde af jordisk Magt,” Myndighed og Rigdom saavel som til de laveste Dybder af Forbrydelse og Ugudelighed. I Magt og Storhed stod han uden Lige. Der var ingen, som kunde drage hans Autoritet i Tvivl, ingen som kunde modsætte sig hans Vilje. Konger lagde sine Kroner for hans Fødder. Mægtige Hære drog ud og paa hans Befaling, hans Krigsflaaders Faner varslede om Sejer. Hans Statue stod opstillet i Retssalene, og Senatorernes Love og Dommernes Kjendelser var kun et Ekko af hans Vilje. Millioner bøjede sig i Lydighed for hans Befalinger. Navnet Nero bragte Verden til at skjælve. At paadrage sig hans Mishag var at miste Ejendom, Frihed og Liv; hans Vrede var mere at frygte end Pesten.AV 284.4

    Uden Penge, uden Venner, uden Raadgiver stod den alderstegne Fange foran Nero. I Kejserens Ansigtstræk stod malet den skam- melige Beretning om de Lidenskaber. som rasede indenfor; den anklagedes Ansigt talte om et Hjerte, der havde Fred med Gud. Paulus havde levet et Liv i Fattigdom, Selvfornægtelse og Lidelse. Uagtet han stadig havde været Gjenstand for Bagtalelse, Forsmædelse og Mishandling, hvorved hans Fiender søgte at gjøre ham frygtagtig, havde han dog uforfærdet holdt Korsets Banner oppe. I Lighed med sin Mester havde han været en hjemløs Vandringsmand, og ligesom denne havde han levet for at være Menneskene til Velsignelse. Hvorledes kunde Nero, den lunefulde, lidenskabelige, tøjlesløse Tyran. forstaa eller skatte denne Guds Mands Karakter eller Bevæggrunde?AV 284.5

    Den store Sal var fyldt med en begjærlig, urolig Skare, som trængte sig frem for at se og høre, hvad der vilde foregaa. Der var høje og lave, rige og fattige, lærde og ulærde, stolte og uanselige — alle lige blottede for sand Kundskab om Livets og Frelsens Vej.AV 285.1

    Jøderne fremførte imod Paulus de gamle Beskyldninger om Tilskyndelse til Oprør og Kjætteri, og baade Jøder og Romere anklagede ham for at have anstiftet Branden i Rom. Medens disse Anklager blev rettet imod ham, bevarede Paulus en uforstyrret Ro. Folket og Dommerne betragtede ham med Forundring. De havde været tilstede ved mange Forhør og betragtet mangen Forbryder; men aldrig havde de set en Mand, der bevarede en saa ophøjet Sindsro som den Fange, der nu stod for dem. Dommerne, som med sit skarpe Blik var vant til at læse Fangernes Ansigtsudtryk, søgte forgjæves efter et eller andet i hans Træk, som kunde tyde paa Skyld. Da det blev ham tilstaaet at tale for sig, lyttede alle til med stor Interesse.AV 285.2

    Endnu en Gang har Paulus Anledning til at opløfte Korsets Banner for en forundret Forsamling. Idet han betragter den store Skare foran sig — Jøder. Grækere, Romere tilligemed fremmede fra mange Lande — er der i hans Sjæl et inderligt Ønske om, at de maa blive frelst. Øjeblikkets Alvor, de Farer, som omgiver ham, den frygtelige Skjæbne, der synes at være saa nær: alt dette forsvinder for hans Blik. Han ser kun Jesus, Forbederen, som staar for Gud og taler syndige Menneskers Sag. Med mere end menneskelig Veltalenhed og Kraft fremholder Paulus Evangeliets Sandheder. Han henviser sine Tilhørere til det Offer, som blev bragt for en falden Slægt. Han erklærer, at der for Menneskenes Gjenløsning er betalt en Pris, som ikke kan beregnes. Der er gjort Forstanstaltninger til, at de kan komme til at sidde paa Guds Trone. Med Englene som Sendebud er Jorden forenet med Himlen. og alle Menneskers Gjerninger, hvad enten de er onde eller gode, er aabenbare for den evige, retfærdige Dommers Blik.AV 285.3

    Saaledes taler Sandhedens Forkjæmper. Trofast iblandt de troløse, tro iblandt de utro staar han der som en Guds Repræsentant, og hans Røst er som en Røst fra Himlen. Der findes ingen Frygt, ingen Sorg. ingen Forsagthed I hans Ord eller Blik. Stærk i Overbevisningen om sin Uskyld og iført Sandhedens Rustning glæder han sig over, at han er et Guds Barn. Hans Ord er som et Sejrsraab, der lyder over Slagets Tummel. Han erklærer, at den Sag, han var viet sit Liv til, er den eneste Sag, som aldrig kan mislykkes. Om han omkommer, vil Evangeliet dog ikke omkomme. Gud lever, og hans Sandhed vil sejre.AV 285.4

    Mange, som den Dag betragtede ham, “saa hans Ansigt som en Engels Ansigt”. Ap. Gj. 6: 15.AV 286.1

    Aldrig før havde denne Forsamling hørt saadanne Ord. De anslog en Streng, som gav Gjenlyd endog i de mest forhærdedes Hjerter. Den klare, overbevisende Sandhed kuldkastede Vildfarelsen. Lys skinnede ind i manges Sind der senere med Glæde fulgte dets Straaler. De Sandheder, som den Dag blev talt, var bestemt til at ryste Nationer og leve gjennem alle Tider“de skulde paavirke Men-neskehjerter, naar de Læber, som havde udtalt dem. var bragt til Taushed i en Martyrs Grav.AV 286.2

    Aldrig før havde Nero hørt Sandheden, som han hørte den ved denne Lejlighed. Aldrig før havde hans eget brødefulde Liv staaet for ham i en saa frygtelig Klarhed. Lyset fra Himlen trængte ind i hans syndbesmittede Sjæl, og han bævede ved Tanken om en Domstol, som han, Verdens Hersker, engang vilde blive fremstillet for, og hvor han skulde faa en retfærdig Løn for sine Gjerninger. Han frygtede for Apostelens Gud og vovede ikke at afsige Dom over Paulus, som ikke var blevet fundet skyldig i nogen Skyld. En Følelse af Ærefrygt holdt en Stund hans blodtørstige Aand i Tøjler.AV 286.3

    Et Øjeblik blev Himlen aabnet for den brødefulde. forhærdede Nero; og dens Fred og Renhed forekom ham ønskelig. I dette Øjeblik lød Naadens Indbydelse ogsaa til ham. Men kun et Øjeblik var Tanken om Syndsforladelse velkommen. Derpaa udgik Befaling om, at Paulus skulde føres tilbage til Fængslet; og idet Porten lukkedes bag Guds Sendebud, blev Omvendelsens Port for evigt lukket for Kejseren i Rom. Ingen Lysstraale fra Himlen skulde mere trænge igjennem det Mørke, som omgav ham. Snart skulde han rammes af Gjengjældelsens Straffedom fra Gud.AV 286.4

    Ikke længe derefter hejste Nero Sejl og begav sig paa sin berygtede Færd til Grækenland, hvor han vanærede sig og sit Rige ved foragtelig og nedværdigende Letsindighed. Han kom med stor Pomp tilbage til Rom, omgav sig med sine Hoffolk og hengav sig til oprørende Udsvævelser. Midt i denne Sus og Dus hørtes der støjende Stemmer fra Gaden. En Udsending, der skulde undersøge Aarsagen, kom tilbage med den forfærdelige Meddelelse, at Galba i Spidsen for en Hær marscherede hurtig frem mod Rom. at der allerede var udbrudt Oprør i Byen, og at Gaderne var fyldt med en rasende Hob. som med Trusler om Død over Kejseren og alle hans Tilhængere hurtig nærmede sig Slottet.AV 286.5

    I dette farefulde Øjeblik havde Nero ikke som den trofaste Paulus en mægtig og barmhjertig Gud at forlade sig paa. Af Frygt for den Lidelse og maaske Tortur, som han kunde blive nødt til at udstaa ved Mængdens Haand, tænkte den elendige Tyran paa selv at gjøre Ende paa sit Liv; men i det kritiske Øjeblik svigtede Modet ham. Fuldstændig nedslaaet flygtede han i Vanære bort fra Byen og søgte Ly paa et Landsted nogle faa Mil borte; men forgjæves. Hans Skjulested blev snart opdaget, og idet Rytterne, som forfulgte ham. nærmede sig. kaldte han en Slave til Hjælp og bibragte sig et dødeligt Saar. Saaledes omkom Tyrannen Nero i den unge Alder af 32 Aar.AV 287.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents