Kapitel 21—I fremmede Egne.

TIDEN var kommet, da Evangeliet skulde forkyndes udenfor Lilleasiens Grænser. Vejen var ved at aabnes, saa Paulus og hans Medarbejdere kunde rejse over til Europa. I Troas, paa Middelhavets Kyst, havde Paulus om Natten et Syn. “En makedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: Kom over til Makedonien og hjælp os.” Kaldet var indtrængende og tillod ingen Udsættelse. “Der han havde set det Syn,” skriver Lukas, som ledsagede Paulus og Silas og Timotheus paa Rejsen til Europa, “søgte vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem. Vi for da ud fra Troas, og sejlede lige til Samothracia, og den anden Dag til Neapolis, og derfra til Filippi, hvilken er den fornemste Stad i den Del af Makedonien og en romersk Koloni.”AV 124.1

“Paa Sabbatsdagen,” skriver Lukas videre, “gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der plejede at være et Bedehus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen. Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren.” Lydia modtog Sandheden med Glæde. Hun og hendes Hus blev omvendt og døbt, og hun indbød Apostlene til at tage Ophold i sit Hjem.AV 124.2

Medens disse Korsets Udsendinge var beskjæftiget med sit Arbejde, fulgte en Kvinde. som var besat af en Spaadomsaand, efter dem og raabte: “Disse Mennesker er den højeste Guds Tjenere, som forkynder eder Saliggjørelsens Vej. Dette gjorde hun mange Dage.”AV 124.3

Denne Kvinde var et særskilt Satans Redskab og havde ved sin Spaadomsaand skaffet sine Herrer megen Vinding. Hendes Indfly-delse bidrog til at styrke Afguderiet. Satan vidste, at der blev foretaget et Indfald i hans Rige, og han tyede derfor til dette Middel for at modarbejde Guds Værk i Haab om at blande sit spidsfindige Blændværk med de Sandheder, som Evangeliets Forkyndere fremholdt. De rosende Ord. som denne Kvinde talte, var til Skade for Sandhedens Sag, da det ledte Folkets Sind bort fra Apostlenes Lære og bragte Evangeliet i Vanry; og mange blev ved hendes Ord ledet til at tro, at de Mænd, der talte med Guds Aand og Kraft, var ledet af samme Aand som dette Satans Redskab.AV 124.4

I nogen I id taalte Apostlene denne Modstand, hvorpaa Paulus, drevet af Guds Aand, bød den onde Aand fare ud af Kvinden. At hun øjeblikkelig blev taus, var et Vidnesbyrd om, at Apostlene var Guds Tjenere, og at den onde Aand havde anerkjendt dem som saadanne og adlydt deres Befaling.AV 124.5

Kvinden, der nu var befriet for den onde Aand og havde faaet sin Forstand igjen, blev en Kristi Efter følger. Hendes Herrer begyndte da at frygte for sin Beskjæftigelse. De saa. at alt Haab om at tjene Penge ved hendes Spaadom var ude, og at denne deres Indtægtskilde snart vilde være helt ødelagt, dersom Apostlene fik Lov til at fortsætte med at virke for Evangeliets Udbredelse.AV 125.1

Der var mange andre i Byen, som var interesseret i at tjene Penge ved sataniske Forførelser, og disse, frygtende for Indflydelsen af den Kraft, der paa en saa eftertrykkelig Maade kunde standse deres Virksomhed, opløftede et mægtigt Skrig imod Guds Tjenere. De førte Apostlene for Øvrigheden med denne Anklage; “Disse Mennesker, som er Jøder, forvirrer slet vor Stad, og de forkynder Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller øve, efterdi vi er Romere.”AV 125.2

Fuld af Raseri vendte Mængden sig imod Disciplene Det Røre, som opstod iblandt Hoben, blev billiget af Øvrigheden, der rev Klædeme af Apostlene og befalede, at de skulde hudstryges. “Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befol Stokmesteren at forvare dem nøje. Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.”AV 125.3

Apostlene led store Kvaler paa Grund af den smertefulde Stilling, hvori de var blevet anbragt, men klagede ikke. I det mørke, triste Fængsel opmuntrede de derimod hinanden ved Bøn og sang Gud Lovsange, fordi de blev agtet værdige til at lide Forsmædelse for hans Skyld. Deres Hjerter opmuntredes ved en dyb og inderlig Kjærlighed til Frelserens Sag. Paulus tænkte paa den Forfølgelse, han havde været Redskab til at paaføre Kristi Disciple, og glædede sig over, at hans Øjne var blevet opladte til at se og hans Hjerte til at kjende den Kraft, der laa i de herlige Sandheder, han engang havde foragtet.AV 125.4

Med Forbauselse hørte de andre Fanger Lyden af Bøn og Sang fra det inderste Fængsel. De havde været vant til at høre Skrig og Stønnen, Eder og Forbandelser afbryde Nattens Stilhed; men aldrig før havde de hørt Bøn og Lovsang fra hin mørke Celle. Baade Vogterne og Fangerne undrede sig og bespurgte sig om, hvem disse Mænd kunde være, der paa Trods af Kulde. Sult og Smerte dog kunde glæde sig.AV 125.5

Imidlertid vendte Øvrighedspersonerne tilbage til sit Hjem, vel tilfredse ved Tanken om, at de ved hurtige og bestemte Forholdsregler havde standset Røret. Men paa Vejen fik de mere at vide angaaende de Mænds Karakter og Arbejde, hvem de havde dømt til Hudstrygelse og Fængsel. De saa Kvinden, som var blevet befriet for den sataniske Indflydelse, og blev slaaet af den Forandring, som viste sig baade i hendes Ansigt og Optræden. Tidligere havde hun voldt meget Bryderi i Byen; men nu var hun stille og fredelig. Da de nu indsaa, at de efter al Sandsynlighed havde idømt to uskyldige Mænd den strenge Straf, som Romer lovens paabød, harmedes de paa sig selv og besluttede, at de den næste Morgen vilde befale, at Apostlene skulde løses i al Stilhed og føres ud af Byen, hvor de ikke længere var udsatte for Mængdens Vrede.AV 125.6

Men skjønt Menneskene var grusomme og hævngjerrige eller i højeste Grad forsømmelige overfor det højtidelige Ansvar, der paahvilede dem, havde Gud ikke glemt at være sine Tjenere naadig. Hele Himlen nærede Interesse for de Mand, der led for Kristi Skyld, og Engle blev sendte til Fængslet. Deres Trin fik Jorden til at ryste De fastlukkede Fængselsporte aabnedes, Lænker og Baand faldt af Fangernes Hænder og F’ ødder, og et klart Lys skinnede i Fængslet.AV 126.1

Fængselsvogteren havde med Forbauselse hørt de indespærrede Apostles Bønner og Sang. Da de blev ført ind, havde han set deres ophovnede, blødende Saar, og han havde selv sat deres Fødder fast i Stokken. Han havde ventet at høre bitre Sukke og Forbandelser fra dem, men i Stedet hørte han Lovsang og Taksigelse. Under Lyden heraf var Fangevogteren falden i Søvn, men blev nu vækket ved Jordskjælvet og Fængslets Rystelse.AV 126.2

Forfærdet sprang han op og blev med Rædsel var, at alle Fængslets Døre stod aabne, og han betoges af Frygt for, at Fangerne skulde være flygtet. Han huskede den strænge Befaling, han Aftenen i Forvejen havde faaet til at tage Paulus og Silas nøje i Forvaring, og var overbevist om, at Dødsstraf vilde blive Følgen af hans tilsyneladende Upaapasselighed. I sin Sjæls Bitterhed mente han, det var bedre at tage sig selv af Dage end at blive udsat for en forsmædelig Henrettelse. Han trak sit Sværd og vilde dræbe sig, da Paulus’s opmuntrende Ord lød: “Gjør dig selv intet ondt; thi vi er her alle.” Hver Mand var paa sin Plads, holdt tilbage ved Guds Kraft, virksom gjennem en Medfange.AV 126.3

Den Haardhed, hvormed Fangevogterne havde behandlet Apostlene, havde ikke vakt Nag hos dem. Paulus og Silas var besjælet af Kristi Aand, ikke af Hævngjerrighed. Deres Hjerte var fyldt med Frelserens Kjærlighed, og de nærede ingen Harme imod sine Forfølgere.AV 126.4

Fangevogteren lod Sværdet falde, begjærede et Lys og ilede ind i det inderste Fængsel. Han vilde se disse Mennesker, der betalte Grusomhed med Venlighed. Da han kom til det Sted, hvor Apostlene var, kastede han sig ned for dem og bad dem om Tilgivelse. Derpaa førte han dem ud i den aabne Fængselsgaard og spurgte: “Herrer! hvad skal jeg gjøre for at blive frelst?”AV 126.5

Fangevogteren havde bævet, da han saa Guds Vrede aabenbaret i Jordskjælvet; da han troede, at Fangerne var flygtet, stod han færdig til at tage sig selv af Dage; men nu forekom alt dette ham som noget af mindre Betydning i Sammenligning med den nye ejendommelige Frygt, der greb hans Sind. og Ønsket om at eje den Sindsro og Glæde. som Apostlene udviste under Lidelse og Mishandling Han saa deres Aasyn straale med et himmelsk Lys; han vidste, at Gud havde grebet ind paa en forunderlig Maade for at redde deres Liv, og med en ejendommelig Kraft kom den besatte Kvindes Ord ham i Tanke: “Disse Mennesker er den højeste Guds Tjenere, som forkynder eder Saliggjørelsens Vej.”AV 126.6

I dyb Ydmyghed bad han Apostlene vise ham Livets Vej. “Tro paa den Herre Jesus Kristus, saa skal du vorde salig, og dit Hus.” svarede de. “Og de talede Herrens Ord til ham og til alle dem, som var i hans Hus.” Fangevogteren aftoede Apostlenes Saar og satte et Bord for dem. hvorefter han blev døbt tilligemed hele hans Hus. En hellig Indflydelse gjorde sig gjældende iblandt Fængslets Beboere, og alles Sind blev opladt, saa de hørte de Sandheder, Apostlene talte. De var overbeviste om, at den Gud, som disse Mænd tjente, havde udfriet dem af Fængslet ved et MirakelAV 127.1

Folket i Filippi var blevet i høj Grad opskræmt ved Jordskjælvet, og da Fængselsvogterne om Morgenen fortalte Høvedsmændene, hvad der var sket om Natten, blev de forfærdet og sendte Bytjenerne for at løslade Apostlene. “Men Paulus sagde til dem: De har hudstrøget os offentlig udømte, vi, som dog er romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jager de os hemmelig bort! Ikke saa! men lad dem selv komme og føre os ud.”AV 127.2

Apostlene var romerske Borgere, og det var ulovligt at hudstryge en Romer undtagen for de værste Forbrydelser eller at berøve ham Friheden uden et lovligt Forhør, Paulus og Silas var offentlig blevet fængslet, og nu nægtede de at blive løsladte hemmelig uden en tilbørlig Forklaring fra Høvedsmændenes Side.AV 127.3

Da dette blev meddelt Myndighederne, blev de forfærdede af Frygt for, at Apostlene skulde indsende Klage til Kejseren. De gik derfor øjeblikkelig til Fængslet og gav Paulus og Silas en Undskyldning for den Uretfærdighed og Grusomhed, der var øvet imod dem, og førte dem personlig ud af Fængslet og anmodede dem om at forlade Byen. Høvedsmændene nærede Frygt for Apostlenes Indflydelse over Folket: og de frygtede ogsaa for den Guddomsmagt. som var aabenbaret til Hjælp for de uskyldige Mænd.AV 127.4

Overensstemmende med den Undervisning, Kristus havde givet, vilde Apostlene ikke forblive paa Stedet, naar det ikke ønskedes. “De gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde set Brødrene, formanede de dem og drog bort.”AV 127.5

Apostlene betragtede ikke sit Arbejde i Filippi som frugtesløst De havde mødt megen Modstand og Forfølgelse, men Guds Mellemkomst til deres Fordel og Fangevogterens og hans paarørendes Omvendelse var mere end Belønning for den Vanære og Lidelse, som de havde udholdt. Rygtet om deres uretfærdige Fængsling og vidunderlige Befrielse gik over hele Landet, hvilket medførte, at Apostlenes Arbejde blev bekjendt for et stort Antal Mennesker, som ikke kunde være blevet naaet paa noget anden Maade.AV 127.6

Paulus’s Virksomhed i Filippi havde til Følge, at der blev opret- tet en Menighed, hvis Medlemsantal stadig voksede. Hans Nidkjærhed og Hengivenhed og fremfor alt hans Villighed til at lide for Kristi Skyld øvede en dyb og varig Indflydelse paa de omvendte. De skattede de dyrebare Sandheder, som Apostlene havde opofret saa meget for, og sluttede sig af hele sit Hjerte til Frelserens Sag.AV 127.7

At denne Menighed ikke undgik Forfølgelse, fremgaar af en Udtalelse i Pauli Brev til dem. Han siger: “Thi eder er det forundt, for Kristi Skyld, ikke alene at tro paa ham, men og at lide for hans Skyld, idet I har den samme Kamp, som I har set paa mig.” Men saa stor var deres Standhaftighed i Troen, at han skriver: “Jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa eder, idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde, for eders Deltagelse i Evangelium, fra den første Dag indtil nu” Fil. 1 : 29, 30, 3-5.AV 128.1

Forfærdelig er den Kamp, der foregaar mellem det gode og onde paa vigtige Steder, hvor Sandhedens Budbærere kaldes til at virke. “Vi har ikke Kamp mod Kjød og Blod,” erklærer Paulus, “men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjerer i denne Tids Mørke.” Ef. 6: 12. Til Tidens Ende vil der være Kamp mellem Guds Menighed og dem, der staar under de onde Engles Paavirkning.AV 128.2

De første Kristne maatte ofte møde Mørkets Magter Ansigt til Ansigt. Ved spidsfindigt Blændværk og ved Forførelser vilde Fienden lede dem bort fra den sande Tro I vor Tid, da alt jordisk hurtigt nærmer sig sin Afslutning, anstrenger Satan sig til det yderste for at besnære Verden. Han udklækker mange Planer for at beskjæftige Sindene og lede Opmærksomheden bort fra de Sandheder, som er nødvendige til Frelse I enhver By er hans Redskaber virksomme med at organisere dem i Partier, som strider imod Guds Lov. Ærkeforføreren beflitter sig paa at skabe Forvirring og Oprør, og Menneskene fyldes med Nidkjærhed, dog uden Skjønsomhed.AV 128.3

Ugudeligheden er ved at naa en hidtil ukjendt Udvikling; og dog er der mange Ordets Forkyndere, som raaber: “Fred og Tryghed!” Men Guds trofaste Sendebud maa standhaftig fortsætte med sit Arbejde. Iførte Himlens Rustning maa de frygtløst gaa fremad til Sejer og aldrig ophøre med Kampen, før hver eneste Sjæl indenfor deres Rækkevidde har modtaget Sandhedens Budskab for denne Tid.AV 128.4