Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Apostlenes Liv og Virksomhed

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "undefined".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 23—Berøa og Athen.

    IBERØA traf Paulus Jøder, som var villige til at undersøge dc Sandheder, han lærte. Lukas siger om dem: “Men disse var mere veltænkende end de i Thessalonika, de annammede Ordet med al Redebonhed, og ransagede daglig i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes. Saa troede da mange af dem. og af de fornemme grækiske Kvinder og Mænd ikke faa.”AV 135.1

    Berøanernes Sind var ikke blevet fordærvet af Fordom. De var villige til at undersøge Rigtigheden af de Lærdomme. som Apostlene prædikede. De granskede Bibelen, ikke af Nysgjerrighed, men for at lære. hvad der stod skrevet angaaende den lovede Messias. Daglig ransagede de den hellige Skrift, og som de tolkede Skrift med Skrift, var der himmelske Engle tilstede for at oplyse deres Sind og paavirke deres Hjerte.AV 135.2

    Overalt hvor Evangeliets Sandheder forkyndes, vil de, der oprigtig ønsker at gjøre, hvad der er Ret, blive ledet til flittig Granskning af Skriften Om de. der hører de prøvende Sandheder, som fremholdes i denne sidste Tid. vilde følge Berøanernes Eksempel og daglig læse den hellige Skrift og sammenholde det Budskab, de hører, med Guds Ord, saa vilde der i vor Tid være mange, som trofast adlød Guds Lov. hvor der nu er forholdsvis faa. Men naar upopulære bibelske Sandheder fremholdes, er der mange, som ikke vil foretage en saadan Undersøgelse. Omend de ikke er i Stand til at gjendrive Skriftens tydelige Lære. viser de dog den største Uvillighed til at overveje de Beviser, der fremlægges. Nogle mener, at selv om disse Lærdomme virkelig skulde være rigtige, saa gjør det kun lidt til Sagen, hvorvidt man antager det nye Lys eller ej, og de klynger sig til yndede Fabler, som Fienden benytter sig af for at vildlede Sjæle. Derved bliver de forblindet af Vildfarelse, og Samfundet mellem dem og Himlen afbrydes.AV 135.3

    Enhver vil blive dømt efter det Lys, han har faaet. Herren udsender sine Tjenere med et Budskab om Frelse, og Tilhørerne vil han holde ansvarlige for den Maade. hvorpaa de behandler hans Tjeneres Ord. De, der oprigtigt søger efter Sandheden, vil foretage en grundig Undersøgelse i Lyset af Guds Ord af de Lærdomme, som bliver fremholdt for dem.AV 135.4

    De vantro Jøder i Thessalonika var fyldte med Misundelse og Had imod Apostlene, og ikke tilfreds med at have fordrevet dem fra sin egen Stad fulgte de efter dem til Berøa og opæggede de lavere Klasser imod dem. Af Frygt for at der kunde blive øvet Vold mod Paulus, om han blev der længere, sendte Brødrene ham til Athen, ledsaget af nogle Berøanere, som nylig havde antaget Troen.AV 135.5

    Saaledes blev Sandhedens Forfægtere efterstræbte ved Forfølgelse fra Stad til Stad. Kristi Fiender kunde ikke forhindre Evangeliets Fremgang; men det lykkedes dem at gjøre Apostlenes Virksomhed overmaade vanskelig. Trods Modstand og Kamp trængte Paulus dog stadig fremad, besluttet paa at gjennemføre Guds Forsæt, som det var blevet aabenbaret for ham i Synet i Jerusalem: “Jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.” Ap. Gj. 22: 21AV 136.1

    Paulus’s hastige Afrejse fra Berøa berøvede ham den Anledning, han havde ventet at faa til at besøge Brødrene i Thessalonika.AV 136.2

    Efter Ankomsten til Athen sendte Apostelen Brødrene fra Berøa tilbage med et Budskab til Silas og Timotheus om øjeblikkelig at komme til ham. Timotheus var kommet til Berøa før Paulus’s Afrejse, og sammen med Silas var han blevet der for at fortsætte det Arbejde, som var saa vel paabegyndt, og for at undervise de nyomvendte i Troens Grundsætninger.AV 136.3

    Athen var Hedendommens Hovedstad. Her traf Paulus ikke en uvidende, lettroende Befolkning som i Lystra, men et Folk. der var kjendt for sin Oplysning og Dannelse Overalt saa man Statuer af Guder og forgudede Helte, der blev fremhævet i Historie og Digtning, medens pragtfulde Bygningsværker og Malerier vidnede om Nationens Pragt og den almindelig udbredte Dyrkelse af hedenske Guddomme. De skjønne, pragtfulde Kunstværker var egnet til at gribe Folkets Sind. Overalt saa man storslagne Helligdomme og Templer, der havde kostet umaadelige Summer. Vaabendaad og fejrede Mænds Bedrifter blev fremstillet ved Billedhuggerværker. Altere og Tavler. Alt dette gjorde Athen til et uhyre Kunstmuseum.AV 136.4

    Idet Paulus betragtede den Skjønhed og Pragt. som omgav ham. og saa, at Byen var fuldstændig henfaldet til Afgudsdyrkelse, opildnedes han af Nidkjærhed for Gud. som blev vanæret overalt, og hans Hjerte rørtes af Medlidenhed med Folket i Athen, som til Trods for sin Oplysning var uvidende om den sande Gud.AV 136.5

    Apostelen lod sig ikke vildlede af, hvad han saa i dette Oplysningens Sæde. Hans aandelige Natur var saa modtagelig for det tiltrækkende i de himmelske Ting, at den Glæde og Herlighed. som hører sammen med de Rigdomme. der aldrig skal forgaa. gjorde den Pragt og Glans, som omgav ham. værdiløs i hans Øjne Da han saa den pragtfulde Stad, forstod han dens besnærende Magt over dem. som elskede Kunst og Videnskab, og det gav ham et dybt Indtryk af Vigtigheden af det Arbejde, han skulde udføre.AV 136.6

    I denne store By, hvor Gud ikke blev dyrket, følte Paulus sig trykket ai en vis Ensomhed, og han længtes efter sine Medarbejderes Sympati og Hjælp. Hvad menneskeligt Venskab betræffer følte han sig fuldstændig alene. I sit Brev til Thessalonikerne udtrykker han sine Følelser i disse Ord: “Alene tilbage i Athen”. 1 Tim. 3: 1. Hindringer, der tilsyneladende var uoverstigelige, fremstillede sig for ham og gjorde, at det saa næsten haabløst ud at forsøge paa at naa Folkets Hjerter.AV 136.7

    Medens Paulus ventede paa Silas og Timotheus, gik han ikke ledig. Han talte “i Synagogen til Jøderne og de gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa”. Men hans væsentligste Arbejde i Athen var at bringe Frelsens Budskab til dem, som ikke havde nogen rigtig Opfattelse af Gud og af hans Forsæt med den faldne Menneskeslægt. Apostelen skulde snart møde Hedenskabet i dets mest hemmelighedsfulde og besnærende Form.AV 137.1

    Det varede ikke længe, før de store Mænd i Athen kom til Kundskab om, at der til deres By var ankommet en ejendommelig Lærer, der fremholdt nye og mærkelige Lærdomme. Nogle af disse Mænd opsøgte Paulus og begyndte at tale med ham. Snart samlede der sig en Skare af Tilhørere omkring dem. Enkelte stod færdige til at latterliggjøre Apostelen som en, der var dem langt underlegen baade i Rang og Oplysning. og disse sagde spottende til hverandre: “Hvad vil denne Ordgyder sige?” “Fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen,” var der atter andre, som sagde: “Det synes, han vil forkynde fremmede Guder.”AV 137.2

    Blandt dem. der traf sammen med Paulus paa Torvet, var der “nogle af de epikuræiske og stoiske Filosofer”; men de og alle andre, der kom i Berøring med ham, blev snart klar over, at hans Kundskabsforraad var endnu større end deres. Hans Begavelse fremtvang de lærdes Agtelse, mens han med sin alvorlige, logiske Tænkning og kraftige Tale holdt hele Forsamlingen i spændt Opmærksomhed. Hans Tilhørere forstod, at han ikke var nogen Ubetydelighed, men at han kunde møde alle Klasser Mennesker med overbevisende Argumenter til Støtte for de Lærdomme, han forfægtede. Saaledes stod Apostelen uforfærdet og mødte sine Modstandere paa deres egen Grund. Logik med Logik. Filosofi med Filosofi. Veltalenhed med Veltalenhed.AV 137.3

    Hans hedenske Modstandere henledte hans Opmærksomhed paa, hvad der hændte med Sokrates, som, fordi han forkyndte fremmede Guder, var blevet dømt til Døden, og de raadede Paulus til ikke at sætte sit Liv i Fare paa samme Maade. Men Apostelens Tale greb Folket, og hans uskrømtede Visdom vakte deres Agtelse og Beundring. Filosoferne formaaede ikke hverken ved sin Videnskab eller Ironi at lukke hans Mund. og da de forstod, at han var fast besluttet paa at fuldføre sit Ærinde iblandt dem og sige. hvad han havde at sige. ligegyldigt hvad det skulde koste, besluttede de at give ham en rimelig Anledning.AV 137.4

    De ledsagede ham derfor til Mars’s Høj. Dette var et af de helligste Steder i Athen, og de Minder og Omgivelser, som knyttede sig dertil, var af den Art, at Stedet blev betragtet med en overtroisk Ærbødighed, der hos nogle grænsede til Rædsel. Det var paa dette Sted, at religøise Anliggender ofte blev drøftet af Mænd, der stod som de endelige Dommere i alle de vigtigste moralske saavel som borgerlige Spørgsmaal.AV 137.5

    Her, borte fra de støjende, befærdede Gader og al forvirret Diskussion, kunde Apostelen blive hørt uden Forstyrrelse. Omkring ham samledes Digtere, Kunstnere og Filosofer — Athens Vismænd og Lærde — og tiltalte ham som følger: “Kan vi faa vide, hvad dette er for en ny Lære, som du forkynder? Thi underlige Ting fører du frem for vore Øren; vi ønsker derfor at faa vide, hvad dette skal betyde?”AV 138.1

    I denne højst ansvarsfulde Stund var Apostelen rolig og behersket. Hans Hjerte var fyldt med et vigtigt Budskab, og de Ord, der faldt fra hans Læber, overbeviste Tilhørerne om, at han ikke var en intetsigende Ordgyder. “I atheniensiske Mænd!” sagde han, “jeg ser, at I i alle Maader er omhyggelige for eders Gudsdyrkelse. Thi der jeg gik omkring og betragtede eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: For en ukjendt Gud. Denne nu, som I ukjendt dyrker, denne forkynder jeg eder.” Med al deres Oplysning og Kundskab var de uvidende om den Gud, som havde skabt Verdensaltet. Men der var enkelte iblandt dem, som længtes efter Lys. De søgte efter den Evige.AV 138.2

    Med Hænderne udrakt mod Templet, som var fyldt med Afguder, tolkede Paulus, hvad der laa ham paa Hjerte, og afslørede Vildfarelserne i Atheniensernes Religion. De viseste blandt hans Tilhørere blev forbauset, da de hørte hans Fremstilling. Det viste sig, at han var bekjendt med deres Kunst, deres Litteratur og deres Religion. Pegende paa deres Statuer og Afguder erklærede han, at Gud ikke kunde lignes ved Skikkelser dannet af Mennesker. Disse udhugne Billeder kunde ikke i ringeste Forstand fremstille Jehovah i hans Herlighed. Han mindede dem om. at disse Billeder ikke havde Liv, men beherskedes af Mennesker og kun bevægede sig, naar Mennesker flyttede dem; og derfor stod de tilbedende højere end det, de tilbad.AV 138.3

    Paulus førte sine afgudiske Tilhørere udenfor deres egen falske Forestillingskreds og gav dem en troværdig Skildring af den Guddom, som de havde kaldt “en ukjendt Gud”. Denne Gud, som han nu forkyndte for dem, var uafhængig af Mennesker og behøvede ikke, at Mennesker skulde lægge noget til hans Magt og Herlighed.AV 138.4

    Folket blev henrevet af Beundring for Paulus’s alvorlige og logiske Fremstilling af den sande Guds Egenskaber — af hans Skaberkraft og Forsyns Styrelse. Med glødende og alvorlig Veltalenhed erklærede Apostelen, at Gud “har gjort Verden og alle Ting, som er derudi, han, som er Himlens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, han tjenes og ikke af Menneskers Hænder, som den, der har noget behov, efterdi han selv giver alle Liv og Aaude og alle Ting . Himlene var ikke store nok til at rumme Gud, hvor meget mindre da de Templer, som Menneskehænder havde opført!AV 138.5

    Paa et Tidspunkt, da Menneskerettighederne otte blev traadt under Fødder, fremholdt Paulus den store Sandhed om Menneskeslægtens Broderskab og erklærede, at Gud “har gjort, at al Menneskens Slægt bor paa den ganske Jordens Kreds”. I Guds Øjne er alle lige, og ethvert Menneske skylder Skaberen den højeste Lydighed. Dernæst viste han, hvorledes Guds Naade og Miskundhed gaar som en gylden Traad gjennem alle hans Handlinger med Men-neskene. Han “har bestemt dem forordnede Tider, og visse Grænser for deres Bolig, at de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os”.AV 139.1

    Med Ord laant fra en af deres egne Digtere henviste han til de noble Menneskeskikkelser, der befandt sig omkring ham, og skildrede den evige Gud som en Fader, hvis Børn de var. “I ham lever og røres og er \ i,” udtalte han, “som og nogle af eders Digtere har sagt: Vi er jo og hans Slægt. Efterdi vi da er Guds Slægt, skal vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund.”AV 139.2

    “Dog med Vankundighedens Tider har Gud baaret over, men byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig.” I de mørke Tidsaldre, som var gaaet forud for Kristi Komme, havde den guddommelige Hersker baaret over med Hedningernes Afguderi; men nu havde han ved sin Søn sendt Menneskene Sandhedens Lys, og han ventede, at alle skulde omvende sig til Frelse, ikke blot de fattige og uanselige, men ogsaa de stolte Filosofer og Fyrster paa Jorden. “Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det bevisligt for alle. idet han oprejste ham fra de døde.” Da Paulus talte om Opstandelsen fra de døde, “spottede nogle; men andre sagde: Vi vil atter høre dig om dette”.AV 139.3

    Saaledes afsluttede Paulus sin Virksomhed i Athen, dette Midtpunkt for hedensk Lærdom; thi Athenienserne, der haardnakket klyngede sig til sit Afguderi, vendte sig bort fra Lyset og den sande Religion Naar et Folk er fuldt tilfreds med, hvad det har, saa kan der ikke ventes meget mere af det. Uagtet Athenienserne roste sig af sin Lærdom og Dannelse, blev de stadig mere og mere fordærvede og mere tilfredse med Afguderiets dunkle Mysterier.AV 139.4

    Blandt dem, som hørte Paulus’s Tale. var der nogle, som blev overbevist af de Sandheder, der blev fremholdt, men de kunde ikke nedlade sig til at anerkjende Gud og godkjende Frelsens Plan. Ingen Veltalenhed, ingen Argumenter kan omvende en Synder ; Guds Kraft alene kan bringe Sandheden ind i Hjertet. Den, der haardnakket vender sig bort fra denne Kraft, kan ikke paavirkes. Grækerne søgte efter Visdom; men Budskabet om Korset var dem en Daarskab, fordi de satte sin egen Visdom højere end den Visdom, som kommer fra Gud.AV 139.5

    Deres Stolthed over menneskelig Visdom og Forstand forklarer, hvorfor Evangeliet fandt forholdsvis liden Indgang hos Athenienserne. De verdsligvise, der kommer til Kristus som arme, fortabte Syndere, vil blive vise til Salighed; men de, der kommer som fremragende Mænd, stolte af sin egen Visdom, vil ikke vedkjende sig det Lys og den Kundskab, som han alene kan giveAV 140.1

    Saaledes mødte Paulus hin Tids Hedenskab. Hans Virksomned i Athen var ikke helt uden Frugt. Dionysius, en af de mest fremtrædende Borgere, og enkelte andre tog imod Evangeliet og sluttede sig helt til de troende.AV 140.2

    Gud har givet os dette Indblik i Livet blandt Athenienserne, der trods al sin Kundskab, Dannelse og Kunst var nedsunket i Last, for at vi maa kunne se, hvorledes Herren ved sin Tjener straffede Afguderiet og de Synder, som gik i Svang hos et stolt, selvtilfreds Folk. Apostelens Ord og Skildringen af hans Standpunkt og Omgivelser, saaledes som det er nedtegnet af den guddommelige Pen, skulde blive kjendt for alle kommende Slægter og bære Vidnesbyrd om hans urokkelige Tillid, hans Mod i Ensomhed og Modgang og hans Sejer for Kristendommen i selve Hedendommens Midte.AV 140.3

    Paulus’s Ord indeholder en Rigdom af Kundskab for Menigheden. Han var i en Stilling, hvor han let kunde have sagt noget, som kunde have opirret de stolte Tilhørere og bragt ham i Vanskelighed. Havde hans Tale været et direkte Angreb paa deres Guder og paa Byens Stormænd, vilde han have staaet i Fare for at møde samme Skjæbne som Sokrates Men med en Takt, der stammede fra guddommelig Kjærlighed, ledte han omhyggelig deres Tanker bort fra de hedenske Guder ved at aabenbare for dem den sande Gud, som de ikke kjendte.AV 140.4

    I vor Tid skal Skriftens Sandheder fremholdes for de store i Verden, for at de maa vælge mellem Lydighed mod Guds Lov og Troskab mod Mørkets Fyrste. Gud fremstiller evige Sandheder for dem — Sandheder, som vil gjøre dem vise til Frelse; men han tvinger dem ikke til at antage dem. Dersom de vender sig bort fra dem, bliver de overladt til sig selv, til at høste Frugten af sin egen Handlemaade.AV 140.5

    “Thi Ordet om Korset er vel en Daarskab for dem, som gaar fortabt, men for os, som bliver frelste, er det en Guds Kraft; thi der er skrevet: Jeg vil ødelægge de vises Visdom, og de forstandiges Forstand vil jeg gjøre til intet.” “Det, som er daarligt i Verden, det udvalgte Gud sig for at jøre de vise til Skamme, og det, som er svagt i Verden, det udvalgte Gud sig for at gjøre det stærke ti Skamme, og det, som er lavt i Verden, og det, som er ringeagtet, det udvalgte Gud sig, det, som ingen Ting er, for at gjøre til intet det, som er noget. 1 Kor. 1 : 18, 19, 27, 28 Mange af de største Lærde og Statsmænd, de mest fremragende Mænd i Verden, vil i disse sidste Dage vendt sig bort fra Lyset, fordi Verden i sin Visdom ikke kjen- der Gud. Men Guds Tjenere maa benytte enhver Anledning til at bringe disse Mænd Sandheden. Enkelte vil erkjende sin Vankundighed om det, som hører Gud til, og som ydmyge Disciple sætte sig ved Jesu, den store Lærers, Fødder.AV 140.6

    I enhver Bestræbelse for at naa de højere Klasser behøver en Guds Arbejder stærk Tro. Udsigterne kan være ugunstige; men i den mørkeste Time er der Lys foroven. De, som elsker og tjener Gud, deres Styrke vil blive fornyet Dag for Dag. Den Eviges Visdom er stillet til deres Raadighed, for at de ikke skal tage fejl i Udførelsen af hans Hensigter. Lad saadanne Arbejdere bevare sin første Bestandighed fast indtil Enden og erindre, at Sandhedens Lys skal skinne ind i det Mørke, som indhyller Verden. Der maa ingen Modloshed findes i Forbindelse med Guds Værk. Den gudhengivne Arbejders Tro maa bestaa i enhver Prøve, den bliver udsat for. Gud er mægtig og villig til at skjænke sine Tjenere al den Styrke. de behøver, og give dem den Visdom, som de skiftende Omstændigheder kræver. Han vil mere end opfylde de højeste Forventninger hos dem, som sætter sin Lid til ham.AV 141.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents