Kapitel 29—Et Budskab med Advarsel og Formaning.

DET første Brev til Menigheden i Korinth skrev Apostelen Paulus under den sidste Del af sit Ophold i Efesus. For ingen andre havde han følt en dybere Interesse eller gjort sig mere utrættelige Anstrengelser end for de troende i Korinth. I halvandet Aar virkde han iblandt dem, og lærte dem at se hen til den korsfæstede og opstandne Frelser som det eneste Middel til Frelse og formanede dem til at forlade sig ubetinget paa hans Naades forvandlende Kraft. Før han optog i Menigheden dem, som bekjendle sig til Kristendommen, havde han sørget omhyggeligt for at give dem særskilt Undervisning vedrørende den troendes Privilegier og Pligter, og han havde alvorlig bestræbt sig for at hjælpe dem til at være sit Daabsløfte tro.AV 174.1

Paulus havde en dyb Forstaaelse af den Kamp, som enhver enkelt Sjæl maa føre imod Ondskabens Magter, der stadig søger at forføre og besnære, og han havde arbejdet utrættelig for at styrke og befæste dem, som var unge i Troen. Han havde formanet den indtrængende til at overgive sig helt til Gud; thi han vidste, at naar en saadan Overgivelse ikke er tilstede, vil man ikke afstaa fra Synden, Lysterne og Lidenskaberne vil kjæmpe om Herredømmet, og Fristelserne vil besvære Samvittigheden.AV 174.2

Overgivelsen maa være fuldstændig. Den svage, tvivlende, kjæmpende Sjæl, som overgiver sig helt til Herren, bliver stillet i direkte Berøring med Kræfter, som vil sætte ham i Stand til at sejre. Himmelen er ham nær, og Barmhjertighedens Engle vil yde ham Hjælp og Støtte i enhver Prøvens og Nødens Stund.AV 174.3

Medlemmerne i Menigheden i Korinth var omgivet af Afguderi og Sanselighed af den mest besnærende Art. Medens Apostelen endnu var hos dem, havde disse Indflydelser ingen større Magt over dem. Paulus’s faste Tro, hans inderlige Bønner og alvorlige Undervisning og fremfor alt hans gudfrygtige Liv havde hjulpet dem til at fornægte sig for Kristi Skyld hellere end at nyde Syndens Glæder.AV 174.4

Men efter at Paulus var rejst, opstod der ugunstige Tilstande. Ugræsset, som Fienden havde udsaaet, viste sig blandt Hveden, og det varede ikke længe, før det begyndte at bære sine onde Frugter. Dette var en haard Prøve for Menigheden i Korinth. Apostelen var ikke længere hos dem for at opflamme deres Nidkjærhed og staa dem bi i deres Bestræbelser for at leve for Gud. og efterhaanden blev mange sløve og ligegyldige og lod de naturlige Tilbøjeligheder faa Lov til at raade. Den Mand, som saa ofte havde fremholdt for dem de høje Idealer cm Renhed og Retskaffenhed, var ikke længere hos dem; og ikke faa af dem, der ved sin Omvendelse havde aflagt de onde Vaner, faldt atter i Hedenskabets fordærvelige Laster.AV 174.5

Paulus havde i Korthed tilskrevet Menigheden og formanet den til ikke at “have at skaffe med” Medlemmer, som vedblev at være Skjørlevnere; men mange af de troende fordrejede Apostelens Mening. stredes cm hans Ord og undskyldte sig i sin Tilsidesættesle af hans Undervisning.AV 175.1

Menigheden sendte Paulus et Brev og bad om Raad angaaende visse Sager, men nævnte intet om de store Synder, som raadede iblandt dem. Apostelen fik imidlertid gjennem den Helligaands Paavirkning et stærkt Indtryk af, at Menighedens virkelige Tilstand blev holdt hemmelig, og at dette Brev var et Forsøg paa at faa ham til at skrive noget, som Brevskriverne kunde forvende til Støtte for sine egne Formaal.AV 175.2

Omtrent ved denne Tid kom der til Efesus nogle Medlemmer af Chloes Hus, en højt anset kristelig Familie i Korinth. Paulus udspurgte dem angaaende Forholdene, cg de meddelte ham, at Menigheden var splittet. Den Splid, som forefandtes ved Apollos’s Besøg, var blevet i høj Grad forøget. Falske Lærere forledte Medlemmerne til at forkaste Paulus’s Undervisning. Evangeliets Lærdomme og Forordninger var blevet fordrejet. Hovmod, Afguderi og Sanselighed tiltog blandt dem. som engang havde været nidkjære i sit Kristenliv.AV 175.3

Da dette Billede blev tegnet for Paulus, forstod han, at Virkeligheden endog overgik hans værste Frygt. Men det bragte ham ikke til at give Rum for den Tanke, at hans Arbejde havde været forgjæves Med “beklemt Hjerte” og “mange Taarer” søgte han Raad hos Gud. Han vilde gjerne straks have besøgt Korinth, dersom dette havde været det bedste. Men han vidste, at de troende i deres da-værende Stilling ikke vilde høste Gavn af hans Arbejde; derfor sendte han Titus, for at han skulde berede Vejen for et senere Besøg af ham selv. Apcstelen lagde nu alle personlige Følelser for dem, der i sin Vandel aabenbarede en saa mærkelig Forvendthed, tilside, og holdende fast ved Gud i Troen sendte han Menigheden i Korinth et af de kraftigste og mest indholdsrige og belærende af alle sine Breve.AV 175.4

Med en mærkelig Klarhed tog han fat paa at besvare de forskjellige Spørgsmaal, som var blevet fremlagt af Menigheden, og at paapege almeneryldige Principper. som, hvis de vilde give Agt derpaa, vilde føre dem op paa et højere aandeligt Trin. De stod i Fare, og han kunde ikke udholde den Tanke, at det skulde mislykkes for ham paa dette kritiske Tidspunkt at naa deres Hjerter. Trofast advarede han dem om deres Fare og irettesatte dem for deres Synder. Han henviste dem atter til Kristus og søgte paany at vække deres tidli-gere Nidkjærhed.AV 175.5

Apostelens store Kjærlighed til de troende i Korinth ses af hans inderlige Hilsen til Menigheden. Han hentydede til deres Erfaring, da de vendte sig bort fra Afguderiet for at dyrke og tjene den sande Gud. Han mindede dem om den Helligaands Gave, som de havde erholdt, og viste, at det var deres Forret stadig at gjøre Fremgang i det kristelige Liv, indtil de naaede til Kristi Renhed og Hellighed. Ved ham er I “gjorte rige i alt,” skrev han, “i al Lære og al Kundskab, ligesom og det Vidnesbyrd om Kristus er blevet befæstet hos eder, saa at eder ikke fattes paa nogen Naadegave, idet I forventer vor Herres Jesu Kristi Aabenbarelse, som og skal stadfæste eder indtil Enden, ustraffelige paa vor Herres Jesu Kristi Dag”.AV 176.1

Paulus talte tvdeligt om den Tvedragt som var opstaaet i den korinthiske Menighed, og formanede Medlemmerne til at afstaa fra Strid. “Jeg formaner eder, Brødre !” skrev han, “ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle fører den samme Tale, og at der ikke maa findes Splidagtigheder iblandt eder, men at I skal være forenede i det samme Sind og i den samme Mening.”AV 176.2

Apostelen undlod ikke at omtale, hvorledes og af hvem han var blevet underrettet om Splittelsen i Menigheden. “Mig er tilkjendegivet om eder, mine Brødre! af Chloes Husfolk, at der er Trætter iblandt eder”AV 176.3

Paulus var en Apostel inspireret af Guds Aand. De Sandheder, han lærte andre, havde han modtaget “ved Aabenbarelse”; og dog aabenbarede Herren ikke altid direkte for ham, netop hvordan Guds Folks Tilstand var. I det foreliggende Tilfælde havde de, der viste Interesse for Menighedens Fremgang i Korinth og havde set de Onder, som havde indsneget sig, fremlagt Sagen for Apostelen; og paa Grundlag af de guddommelige Aabenbarelser, han tidligere havde faaet. var han beredt til at danne sig en Mening om Arten af de Udviklinger, som havde fundet Sted Uagtet Herren ikke havde givet ham en ny Aabenbarelse ved denne særskilte Lejlighed. var dog de efter Lys søgende Sjæle villige til at antage hans Budskab som et Udtryk for Kristi Vilje. Herren havde vist ham de Vanskeligheder og Farer, som vilde opstaa i Menighederne, og efterhaanden som disse Onder kom til Udvikling, forstod Apostelen deres Betydning. Han var sat til at beskytte Menigheden. Han skulde vaage over Sjæle som den, der maatte aflægge Gud Regnskab. Og var det ikke berettiget og rigtigt af ham at tage Hensyn til Beretningerne cm det Anarki og den Splittelse, som fandtes iblandt dem? Jo visselig; og den Irettesættelse. han sendte dem, blev ligesaa vist givet under Guds Aands Ledelse som noget af, hvad han skrev i sine øvrige Breve.AV 176.4

Apostelen nævner intet om de falske Lærere, som søgte at ødelægge Frugten af hans Arbejde. Paa Grund af det Mørke og den Splittelse, som fandtes i Menigheden, undgik han klogelig at opægge dem ved saadanne Hentydninger, af Frygt for at nogle kunde vende sig helt bort fra Menigheden. Han gjorde dem opmærksom paa sit eget Arbejde iblandt dem “som en vis Bygmester”, der lagde den Grundvold, som andre havde bygget paa Men han ophøjede ikke dermed sig selv; thi han sagde: “Vi er Guds Medarbejdere.” Han gjorde ikke Krav paa selv at besidde nogen Visdom, men erkjendte, at Guds Kraft alene havde sat ham i Stand tii at fremholde Sandheden paa en for Gud velbehagelig Maade. Forenet med Kristus, den største af alle Lærere, havde Paulus kunnet bibringe andre en Un-dervisning, som indeholdt guddommelig Visdom, der var afpasset efter alle Klassers Behov, og som var anvendelig til alle Tider, paa alle Steder og under alle Forhold.AV 176.5

Et andet stort Onde, som var opstaaet i Menigheden, var det, at Brødre førte hverandre for Domstolene. Der var gjort rigelige Foranstaltninger til, at Vanskeligheder mellem de troende indbyrdes kunde blive ordnet Kristus havde selv givet tydelig Undervisning om, hvorledes saadanne Sager skulde afgjøres. “Om din Broder synder imod dig,” havde han sagt. ,.gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. Men hører han dig ikke, da tag endnu en eller to med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund Men hører han dem ikke, da sig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder. Sandelig siger jeg eder: Hvad som helst I binder naa Jorden ,skal være bundet i Himlen; og hvad som helst I løser paa Jorden, skal være løst i Himlen.” Matt. 18: 15-18.AV 177.1

Til de troende i Korinth, som havde glemt dette tydelige Raad, sendte Paulus en utvetydig Formaning og lrettesættelse “Vover nogen af eder.” spurgte han, “naar han har Sag mod sin Næste, da at søge Dom hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme Verden? Og dersom Verden bliver dømt ved eder, er I da uværdige til at dømme i de ringeste Sager? Ved I ikke, at vi skal dømme Engle? hvor meget mere da i timelige Ting! Naar I da har Sager om timelige Ting, saa sætter I dem til Dommere, som ikke agtes for noget i Menigheden ! Til Skam for eder siger jeg det. Saa findes der da ikke nogen vis Mand iblandt eder. ikke en eneste en, som kan skille Trætten for sin Broder? Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantroes Domstol! Det er jo i det hele allerede et Tab for eder. at I har Sager mod hverandre. Hvorfor lider I ikke heller Uret? . . . Men I gjør Uret og Skade, og det mod Brødre! Eller ved I ikke, at de, som gjør Uret, ikke skal arve Guds Rige?”AV 177.2

Satan søger altid at bringe Mistillid, Skilsmisse og Had ind blandt Guds Folk. Vi vil ofte blive fristet til at synes, at der bliver gjort Indgreb i vore Rettigheder, selv naar der ingen virkelig Aarsag er til saadanne Følelser. De, som elsker sig selv mere, end de elsker Kristus og hans Sag, vil stille sine egne Interesser først og ty til næsten et hvilket som helst Middel for at beskytte og hævde disse. Selv mange, som syncs at være sannittighedsfulde Kristne, hindres ved Stolthed og høje Tanker om sig selv fra at gaa personiig til dem, som de mener har Uret, for at tale mod dem i Kristi Aand og bede sammen for hverandre. Naar de mener, at Brødrene har forurettet dem. vil nogle endog bringe Sagen frem for Retten i Stedet for at følge den af Frelseren anviste Fremgangsmaade.AV 177.3

Kristne bør ikke ty til borgerlige Domstole for at faa afgjort Uoverensstemmelser, der maatte opstaa mellem Menighedsmedlemmer. Saadanne Uoverensstemmelser bør ifølge Kristi Undervisning afgjøres enten af dem selv indbyrdes eller af Menigheden. Selv om der kan være sket Uret, vil den ydmyge og sagtmodige Jesu Efterfølger hellere lade sig besvige end aabenbare sine Brødres Synder for Verden.AV 178.1

At Brødre sagsøger hverandre, er en Vanære for Sandhedens Sag. Kristne, som fører hverandre for Domstolene, udsætter Menigheden for Fiendernes Haan og vækker Glæde iblandt Mørkets Magter. De saarer Kristus paany og gjør ham aabenbart til Spot Ved at tilsidesætte Menighedens Myndighed viser de Foragt mod Gud, som gav Menigheden den Myndighed, den besidder.AV 178.2

I dette Brev til Korinthierne søgte Paulus at vise dem Kristi Kraft til at bevare dem fra det onde. Han paavidste, at dersom de vilde gaa med paa de givne Betingelser, saa vilde de blive stærke i den Almægtiges Kraft. Som et Middel til at hjælpe dem til at løsrive sig fra Syndens Trældom og opnaa fuldkommen Hellighed i Herrens Frygt henviste han dem til de Krav, som Gud, hvem de ved sin Omvendelse havde skjænket sit Liv, havde paa dem. “I er Kristi,” sagde han. “Ved I ikke, ... at I ikke er eders egne? Thi I er dyrekjøbte; ær derfor Gud i eders Legeme og i eders Aand, hvilke hører Gud til.”AV 178.3

Apostelen skildrer tydeligt Følgen af at vende sig bort fra et Liv i Renhed og Hellighed og følge Hedningernes fordærvelige Skikke. “Far ikke vild!” skrev han, “hverken Skjørlevnere, ej heller Afgudsdyrkere, ej heller Horkarle, . . . ej heller Tyve, ej heller gjerrige, ej heller Drankere, ej Skjændsgjæste, ej Røvere skal arve Guds Rige” Han bad dem indstændigt om at beherske de lavere Lyster og Lidenskaber. “Ved I ikke,” spurgte han, “at I er Guds Tempel, og Guds Aand bor i eder?”AV 178.4

Samtidig som Paulus besad store aandelige Evner, aabenbarede han i sit Liv en endnu sjældnere Visdom, som gav ham en hurtig Opfattelsesevne og et medlidende Hjerte, saa han havde let for at nærme sig andre, vække det gode hos dem og opflamme dem til at stræbe efter et højere Liv. Hans Hjerte var fyldt med en oprigtig Kjærlighed til de troende i Korinth. Han længtes efter at se dem aabenbare en indvortes Gudsfrygt, der vilde styrke dem mod Fristelsen. Han vidste, at de ved ethvert Skridt paa Kristenlivets Bane vilde møde Modstand hos Satans Synagoge, og at det vilde være nødvendigt for dem at føre en daglig Kamp. De maatte tage sig i Agt for Fiendens listige Tilnærmelse ved at betvinge gamle Vaner og naturlige Tilbøjeligneder og altid være aarvaagne i Bøn. Paulus vidste, at de højere kristelige Dyder kun kan opnaaes ved megen Bøn og stadig Aarvaagenhed, og dette søgte han at indprente i deres Sind. Men han vidste ogsaa. at hos den korsfæstede Kristus fandtes den Kraft, som kunde omvende Sjælen og sætte dem i Stand til at modstaa alle Fristelser til det onde. Med Tro paa Gud som sin Rustning og med hans Ord som sit Stridsvaaben vilde de blive forsynet med en indre Kraft, hvormed de kunde slaa Fiendens Angreb tilbage.AV 178.5

De troende i Korinth behøvede en dybere Erfaring i det, som hører Gud til. De forstod ikke tilfulde, hvad det vilde sige at se hans Herlighed og blive forvandlet efter hans Billede. De havde endnu kun set de første Straaler af denne Herligheds tidlige Morgengry. Apostelens Ønske for dem var, at de maatte blive fyldt med al Guds Fylde og gaa fremad i Kundskab om ham, hvis Opgang er vis som Morgenrøden, og vedblive at lære af ham. indtil de opnaaede Troens fulde Middagsglans.AV 179.1