Forkastet i sin hjemby
Da Jesus omtalte de velsignelser, der var skænket hedningerne, rejstes hans tilhøreres voldsomme, nationale hovmod, og hans ord druknede i en forvirring af stemmer. Disse mennesker havde været stolte af at overholde loven; men nu, hvor deres fordomme blev krænket, var de rede til begå mord. Forsamlingen brød op og de lagde hånd på Jesus og skubbede ham ud af synagogen og ud af byen. Alle syntes ivrige efter at gøre det af med ham. De drev ham hen til randen af en afgrund i den hensigt at styrte ham ned. Luften genlød af råb og forbandelser. Nogle kastede sten efter ham, da han pludselig forsvandt fra dem. De himmelske sendebud, som havde været ved hans side i synagogen, var nu hos ham midt i denne vanvittige skare. De dækkede ham for hans fjender og førte ham til et sikkert sted.JSL 162.6
Sådan beskyttede englene også Lot og førte ham sikkert ud fra Sodoma. Sådan beskyttede de Elisa i den lille bjergby. Da de omkringliggende bjerge var fyldt af den syriske konges heste og vogne, så Elisa, at de nærmeste bjergskråninger var fulde af Herrens hærskarer — heste og ildvogne omgav Herrens tjener.JSL 163.1
Således har engle til alle tider været i nærheden af Guds trofaste disciple. Ondskabens store alliance står rustet mod alle dem, der ønsker at overvinde den, men Kristus vil, at vi skal huske på de ting, som man ikke ser, på de himmelske hære, der er lejret omkring alle dem, der elsker Gud, for at udfri dem. Hvor mange farer, synlige og usynlige, vi ved engles mellemkomst er blevet bevaret for, vil vi aldrig få at vide, før vi ser Guds forsyn i evighedens lys. Da vil vi se, at hele den himmelske familie var interesseret i familien hernede, og at udsendinge fra Guds trone fulgte vore skridt fra dag til dag.JSL 163.2
Da Jesus i synagogen læste højt af profetien, standsede han lige før den sidste beskrivelse af Messias’ gerning. Da han havde læst ordene: “for at udråbe et nådeår fra Herren,” undlod han sætningen: “og en hævndag fra vor Gud.” JSL 163.3
Dette var i lige så høj grad sandhed som den første del af profetien, og ved sin tavshed fornægtede Jesus ikke sandheden. Men denne sidste sætning var den, som hans tilhørere frydede sig over at dvæle ved, og som de higede efter at få opfyldt. De fældede dom over hedningerne og erkendte ikke, at deres egen skyld var endnu større end andres. De havde selv det største behov for den barmhjertighed, som de var parate til at nægte hedningerne. Denne dag i synagogen, hvor Jesus stod iblandt dem, var deres mulighed for at tage imod kaldet fra Himmelen. Han, som “holder af at vise godhed,” ønskede blot at frelse dem fra den ødelæggelse, som deres synder ville forårsage.JSL 163.4
Men han kunne ikke opgive dem uden at give dem endnu en mulighed for omvendelse. Hen imod slutningen af sin virksomhed i Galilæa besøgte han igen sit barndomshjem. Siden han blev afvist der, havde rygterne om hans forkyndelse og hans mirakler bredt sig over hele landet. Nu kunne ingen benægte, at han var i besiddelse af mere end almindelig menneskelig magt. Nazarets beboere vidste, at han drog omkring og gjorde godt og helbredte alle, der var undertrykt af Satan.JSL 163.5
Omkring dem var der hele landsbyer, hvor der ikke var sygdom i noget hus, for han havde været der og havde helbredt alle deres syge. Den barmhjertighed, der åbenbarede sig i alle hans handlinger, vidnede om hans guddommelige salvelse.JSL 163.6
Igen blev nazaræernes hjerte rørt af Helligånden, ved at lytte til hans ord. Men selv nu ville de ikke indrømme, at denne mand, som var vokset op iblandt dem, var noget andet eller større end de selv. Stadig nagedes de af den bitre erindring om, at, mens han selv hævdede at være den Forjættede, havde han faktisk nægtet dem en plads i Israel, for han havde vist dem, at de var mindre værdige til Guds velbehag end en hedensk mand eller kvinde. Skønt de spurgte: “Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger?” ville de ikke tage imod ham som Guds Kristus. På grund af deres vantro kunne Frelseren ikke udrette mange mirakler blandt dem. Kun nogle få var modtagelige for hans velsignelse, og modstræbende drog han derfra for aldrig mere at vende tilbage.JSL 163.7
Vantroen, som én gang var blevet næret, vedblev med at beherske disse mænd fra Nazaret. På samme måde beherskede den Sanhedrin og hele folket. For præsterne og folket blev den første forkastelse af åbenbaringen af Helligåndens kraft begyndelsen til enden. For at bevise, at deres første modstand var rigtig, forsatte de altid senere med at kritisere Kristi ord. Deres afvisning af Ånden kulminerede med korset på Golgata, med ødelæggelsen af deres by og med folkets spredning for alle vinde.JSL 164.1
Hvor Kristus dog længtes efter at åbenbare sandhedens værdifulde skatte for Israel! Men deres åndelige blindhed var så stor, at det var umuligt at åbenbare sandhederne om hans rige for dem. De klamrede sig til deres overbevisning og deres unyttige ceremonier, mens den himmelske sandhed ventede på, at de skulle tage imod den. De brugte deres penge til avner og tomme skaller, mens livets brød var inden for deres rækkevidde. Hvorfor gik de ikke til Guds ord og så nøje efter, om de tog fejl? Det gamle Testamentes skrifter angav helt klart hver eneste detalje af Kristi gerning, og igen og igen gentog han profeternes ord og erklærede: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Hvis de ærligt og redeligt havde studeret Skrifterne og ladet deres teorier efterprøve ved Guds ord, havde Jesus ikke behøvet at græde over deres forhærdelse. Han havde ikke behøvet at sige: “Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!” De var blevet gjort bekendt med beviserne for, at han var Messias, og den ulykke, der lagde deres stolte by i ruiner, kunne have været undgået. Men jøderne var blevet snæversynede på grund af deres stærke fanatisme. Kristi lære afslørede deres karaktersvagheder og krævede omvendelse. Hvis de tog imod hans lære, måtte deres skikke og sædvaner forandres, og de måtte opgive deres kæreste forhåbninger. For at blive æret af Himmelen måtte de give afkald på menneskers ære. Hvis de adlød denne nye rabbiners ord, måtte de gå på tværs af holdningen hos tidens største tænkere og lærere.JSL 164.2
Sandheden var ikke velset på Kristi tid. Den er heller ikke velset i vore dage. Den har været upopulær, lige siden Satan gav mennesker aversion mod den, ved at fortælle opdigtede historier, som førte til selvforherligelse. Møder vi ikke også i dag teorier og læresætninger, som ikke bygger på Guds ord? Mennesker klamrer sig lige så hårdnakket til dem, som jøderne klamrede sig til deres overleveringer.JSL 164.3
De jødiske ledere var opfyldt af åndeligt hovmod. Deres begærlighed efter selvforherligelse kom endog til udtryk under deres tjeneste i helligdommen. De satte pris på at få de fornemste pladser i synagogen. De holdt af at blive hilst på torvene og nød at høre deres titler lyde fra menneskers læber. Efterhånden som den ægte fromhed blev mindre, vogtede de mere skinsygt over deres traditioner og ceremonier.JSL 165.1
Fordi deres forståelse var formørket af egenkærlige fordomme, kunne de ikke få kraften i Kristi overbevisende ord til at stemme overens med hans fattige tilværelse. De værdsatte ikke den kendsgerning, at virkelig storhed ikke behøver ydre pragtudfoldelse. Denne mands fattigdom syntes at være ganske uforenelig med, at han hævdede at være Messias. De spurgte: Hvis han var den, han hævdede at være, hvorfor var han da så fordringsløs? Hvis han var tilfreds med ikke at have nogen våbenmagt, hvad ville der så blive af deres folk? Hvordan kunne den så længe ventede magt og ære så gøre de øvrige folkeslag til den jødiske stats undersåtter? Havde præsterne ikke lært dem, at Israel skulle blive hersker over hele jorden? Og kunne det være muligt, at de store åndelige vejledere havde taget fejl?JSL 165.2
Men det var nu ikke blot den manglende ydre glans over hans liv, der fik jøderne til at forkaste Jesus. Han var den personificerede renhed og de var urene. Han levede blandt mennesker som et eksempel på pletfri retskaffenhed. Hans ulastelige liv kastede lys i deres hjerter. Hans oprigtighed afslørede deres mangel på oprigtighed. Den åbenbarede hulheden i deres pralende fromhed og afdækkede syndighedens afskyelige karakter for dem. Et sådant lys var ikke velkomment.JSL 165.3
Hvis Kristus havde henvendt sig til farisæerne og havde prist deres lære og fromhed, ville de med glæde have tiljublet ham. Men når han talte om Himmeriget som en nådens gave til hele menneskeheden, forkyndte han en side af religionen, som de ikke ville tolerere. Deres eget eksempel og lære havde aldrig fået det til at fremstå som noget attråværdigt at tjene Gud. Når de så Jesus tage sig af netop dem, som de hadede og afskyede, vakte det de værste lidenskaber i deres hovmodige hjerter. Skønt de pralede af, at under “Løven af Judas stamme” skulle Israel ophøjes til at herske over alle folkeslag, kunne de lettere have udholdt at se deres ærgerrige håb blive skuffet, end de kunne tåle Kristi kritik af deres synder og den bebrejdelse, som de følte ved blot at være i nærheden af hans renhed.JSL 165.4