“Hold dig fra denne retfærdige mand”
Selv nu blev det ikke overladt Pilatus at handle i blinde. Et budskab fra Gud advarede ham mod den handling, han var i færd med at udføre. Som svar på Kristi bøn havde en engel fra Himmelen været hos Pilatus’ hustru, og i en drøm havde hun set Frelseren og havde talt med ham. Pilatus’ hustru var ikke jøde, men da hun havde set Jesus i sin drøm, nærede hun ingen tvivl om hans karakter eller mission. Hun vidste, at han var den guddommelige Konge. Hun så ham ved forhøret i retssalen. Hun så, at hans hænder var bundet stramt som hænderne på en forbryder. Hun så Herodes og hans soldater gøre deres rædselsfulde arbejde. Hun hørte præsterne og rådsherrerne anklage ham i deres vanvittige skinsyge og ondskab. Hun hørte ordene: “Vi har en lov, og efter den lov skal han dø.” Hun så Pilatus lade Jesus piske efter først at have erklæret: “Jeg finder ham ikke skyldig.” Hun hørte dommen blive afsagt af Pilatus, og så ham overgive Kristus til sine bødler. Hun så korset rejst på Golgata. Hun så jorden indhyllet i mørke og hørte det forunderlige råb: “Det er fuldbragt.” Og endnu et syn mødte hendes blik! Hun så Kristus siddende på den store hvide sky, mens jorden vaklede i himmelrummet, og hans mordere flygtede bort ved mødet med hans herlighed. Med et skrig af rædsel vågnede hun op og skrev straks nogle advarende ord til Pilatus.JSL 532.4
Mens Pilatus tøvede, og overvejede hvad han skulle gøre, banede et sendebud sig vej gennem mængden og rakte ham brevet fra hans hustru. Det lød således:JSL 533.1
“Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.”JSL 533.2
Pilatus blegnede. Han var forvirret over sine egne modstridende følelser. Men mens han tøvede med at handle, ophidsede præsterne og rådsherrerne folkestemningen endnu mere. Pilatus var tvunget til at handle. Nu kom han i tanker om en skik, der måske kunne sikre Kristi frigivelse. Det var skik ved denne højtid at frigive en fange efter folkets eget valg. Denne skik var af hedensk oprindelse. Der fandtes ikke skygge af retfærdighed i den, men den blev meget påskønnet af jøderne. De romerske myndigheder havde på dette tidspunkt en fange i deres varetægt ved navn Barabbas, som var dømt til døden. Denne mand havde hævdet at være Messias. Han hævdede at have myndighed til at oprette en ny tingenes orden for at bringe verden på fode igen. I satanisk selvbedrag hævdede han også, at alt, hvad han kunne opnå ved tyveri og røveri, tilhørte ham. Han havde udrettet store ting ved djævelske kræfters medvirken, han havde vundet tilhængere blandt folket og havde ophidset til oprør mod det romerske styre. Under dække af religiøs begejstring var han en forhærdet og samvittighedsløs skurk, der var opsat på oprør og grusomhed. Ved at give folket valget mellem dette menneske og den skyldfri Frelser troede Pilatus, at han ville kunne vække deres retfærdighedsfølelse. Han håbede at vinde deres sympati for Jesus trods modstand fra præsterne og rådsherrerne. Derfor vendte han sig til mængden og sagde meget alvorligt: “Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?”JSL 533.3
Svaret fra mængden lød som vilde dyrs brølen: “Løslad os Barabbas!” Højere og højere lød råbet: Barabbas! Barabbas! Pilatus mente, at folket ikke havde forstået spørgsmålet, og han spurgte atter: “Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?” Men de skreg atter: “Bort med ham! Løslad os Barabbas!” “Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” spurgte Pilatus. Atter brølede det sydende menneskehav som djævle. Der var også djævle i menneskeskikkelse blandt mængden, og hvad kunne forventes andet end svaret: “Han skal korsfæstes!”JSL 533.4
Pilatus var presset. Han havde ikke troet, at det skulle komme så vidt. Han veg tilbage for at udlevere en uskyldig mand til den mest vanærende og grusomme død, der kunne overgå nogen. Da larmen fra de mange stemmer var stilnet af, henvendte han sig til folket og sagde: “Hvad ondt har han da gjort?” Men nu var sagen gået så vidt, at der ikke mere kunne argumenteres. Det var ikke beviser for Kristi uskyld, de ville have, men hans domfældelse.JSL 534.1