Hvad den Hellige Ånd gør
Disciplene kunne stadig ikke forstå den åndelige betydning af Kristi ord, og igen forklarede han, hvad han mente. Han sagde, at han ville åbenbare sig for dem gennem Ånden. “Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt.” Så vil I ikke mere sige: Jeg forstår det ikke! Så skal I ikke mere se utydeligt som i et spejl. For I får “sammen med alle de hellige … styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse” .JSL 488.2
Disciplene skulle vidne om Kristi liv og gerning. Gennem deres ord skulle han tale til alle mennesker på hele jorden. Men ved Kristi lidelse og død ville de komme til at gennemgå store prøvelser og skuffelser. For at deres ord efter disse erfaringer skulle være fejlfri, lovede Jesus dem, at Talsmanden skulle “minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer”.JSL 488.3
“Jeg har endnu meget at sige jer,” fortsatte han, “men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” Jesus havde givet disciplene adgang til en enorm kilde af sandhed; men det var særdeles vanskeligt for dem at holde hans lære adskilt fra de skriftkloges og farisæernes overleveringer og læresætninger. De var blevet oplært til at anerkende rabbinernes lærdomme som Guds egen røst, og det påvirkede dem stadig og prægede deres følelser. Verdslige opfattelser og jordiske ting fyldte stadig meget i deres tanker. De forstod ikke Kristi riges åndelige natur, skønt han så ofte havde forklaret dem det. Der var forvirring i deres tanker. De fattede ikke værdien af de skriftord, som Kristus forkyndte. En stor del af hans lære syntes næsten spildt på dem. Jesus så, at de ikke havde fået fat på den virkelige betydning af hans ord. Medfølende lovede han dem, at Helligånden skulle få dem til at huske hans ord, og alt det, han havde undladt at sige, fordi disciplene ikke kunne fatte det, ville også blive åbenbaret for dem af Ånden. Ånden skulle styrke deres forståelse af det himmelske. “Når han kommer, sandhedens ånd,” sagde Jesus, “skal han vejlede jer i hele sandheden.”JSL 488.4
Talsmanden kaldes “sandhedens ånd”. Hans opgave er at definere og opretholde sandheden. Han er først i hjertet som sandhedens ånd og bliver således til trøstens ånd. I sandheden er der nemlig trøst og fred, mens der i løgnen ikke er nogen virkelig fred eller trøst at finde. Gennem falske teorier og traditioner får Satan magt over sindet. Ved at lede mennesker mod falske normer ødelægger han karakteren. Gennem Skriften taler Helligånden til os og indprenter os sandheden. På denne måde afslører og udrydder den fejltagelser. Ved sandhedens Ånd, der virker gennem Guds ord, underlægger Kristus sig sit udvalgte folk.JSL 489.1
Ved at beskrive Helligåndens virkeområde for sine disciple søgte Jesus at indgyde dem den glæde og det håb, som han selv var opfyldt af. Han frydede sig over at have sørget for rigelig hjælp til sin menighed. Helligånden var den største af alle gaver, han kunne bede sin Fader om til ophøjelse af sit folk. Ånden skulle gives som en genskabende kraft, og uden den ville Kristi offer have været forgæves. Ondskabens magt havde gennem århundreder vokset sig stærkere, og mængden af mennesker, der havde overgivet sig dertil, var forbløffende. Synden kunne kun modstås og overvindes ved den mægtige hjælp fra guddommens tredje person, der ikke ville komme med en begrænset kraft, men i guddomskraftens fylde. Det er Ånden, der gør det virkningsfuldt, der er udrettet er verdens Frelser. Ved hjælp af Ånden bliver hjertet rent, og den troende får del i den guddommelige natur. Kristus har givet Ånden som en guddommelig styrke til at overvinde alle nedarvede og udviklede onde tilbøjeligheder og til at præge menigheden med sin karakter.JSL 489.2
Jesus sagde om Ånden: “Han skal herliggøre mig.” Frelseren kom for at herliggøre Faderen ved at åbenbare hans kærlighed. På samme måde skulle Ånden herliggøre Kristus ved at åbenbare hans nåde for verden. Guds eget billede skulle atter genskabes i menneskeslægten gennem fuldkommengørelsen af hans folks karakter.JSL 489.3
“Og når han”, sandhedens Ånd, “kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.” Forkyndelsen af ordet vil være virkningsløst uden Helligåndens vedvarende tilstedeværelse og hjælp. Den er den eneste effektive lærer i den guddommelige sandhed. Kun når Ånden leder sandheden på vej, vil samvittigheden blive aktiv og livet forvandlet. Man kan være nok så velbevandret i Guds ord med alle dets bud og løfter, men hvis ikke Ånden leder sandheden på vej, vil ikke en eneste “falde på klippen og blive knust”. Uanset hvad man end måtte have af kvalifikationer, kan man ikke formidle lyset fra Gud uden Guds Ånds medvirken. Helligånden kom over de bedende apostle, før bøgerne i Det Nye Testamente blev skrevet, og før evangeliet var blevet prædiket en eneste gang efter Kristi himmelfart. Derefter var deres fjenders vidnesbyrd: Nu “har I fyldt Jerusalem med jeres lære.” JSL 489.4
Kristus havde lovet Helligånden som gave til sin menighed, og dette løfte gælder lige så meget os som de første disciple. Men som ethvert andet løfte blev det givet på visse betingelser. Mange tror og foregiver at tro, at de er berettigede til Herrens løfter. De taler om Kristus og om Helligånden, men får alligevel intet ud af det. De overgiver ikke sig selv til Kristus og Gud. Vi kan ikke gøre brug af Helligånden. Ånden skal gøre brug af os. Gud virker gennem sin Ånd i sit folk, “at virke for hans gode vilje.” Men mange vil ikke bøje sig for dette. De vil styre sig selv, og det er grunden til, at de ikke får den himmelske gave. Ånden er kun til dem, der i ydmyghed venter på Gud og søger hans vejledning og nåde. De skal bede og være modtagelige. Hvis man i tro beder om den lovede velsignelse, får man alt, hvad man er i stand til at modtage.JSL 490.1
I sin tale til disciplene kom Jesus ikke med sørgelige hentydninger til sin egen lidelse og død. Hans sidste testamentariske gave til dem var fredens gave. Han sagde “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”JSL 490.2
Før Frelseren forlod salen ovenpå, sang han en lovsang sammen med sine disciple. Hans stemme lød, ikke med klagende toner, men med påskelovsangens frydefulde klang:JSL 490.3
“Halleluja. Lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed mod os er stor, Herrens troskab varer til evig tid.” JSL 490.4