Den anden fristelse

Nu mener Satan, at han møder Jesus på hans egen grund. Den listige fjende fremkommer selv med ord, som er udgået af Guds mund. Han viser sig stadig som en lysets engel, og han gør det indlysende, at han kender Skrifterne og forstår betydningen af det, der står skrevet. Ligesom Jesus før benyttede Guds ord til støtte for sin tro, sådan benytter fristeren det nu til støtte for sit bedrag. Han hævder, at han blot har villet sætte Jesu troskab på prøve, og nu roser han Jesu standhaftighed. Da Frelseren har givet bevis for sin tillid til Gud, tilskynder Satan ham til at give endnu et vidnesbyrd om sin tro.JSL 79.2

Men forud for fristelsen lyder atter denne antydning af mistillid: “Hvis du er Guds Søn.” Kristus følte sig fristet til at besvare dette “hvis,” men han afholdt sig fra i mindste måde at gå ind på tvivlen. Han ville ikke bringe sit liv i fare for at give Satan et bevis.JSL 79.3

Det var fristerens hensigt at benytte sig af, at Kristus var blevet menneske og få ham til at gøre noget forkert. Men skønt Satan kan opfordre til synd, kan han ikke tvinge til synd. Han sagde til Jesus: “Styrt dig ned,” fordi han vidste, at han ikke selv kunne styrte ham ned; thi Gud ville gribe ind for at frelse ham. Satan kunne heller ikke tvinge Jesus til at styrte sig ned. Medmindre Kristus gav efter for fristelsen, ville han ikke kunne besejres. Hele verdens eller helvedes magt kunne ikke tvinge ham til på mindste måde at undlade at gøre Faderens vilje.JSL 79.4

Fristeren kan aldrig tvinge os til at gøre det onde. Han kan ikke herske over menneskene, medmindre de frivilligt accepterer hans herredømme. Viljen må give sit samtykke, troen må slippe sit tag i Kristus, før Satan kan udøve sin magt over os. Men ethvert syndigt begær hos os skaffer ham fodfæste. Hvert punkt, hvor vi ikke lever op til det himmelske forbillede, er en åben dør, hvor han kan gå ind for at friste og ødelægge os. Og ethvert svigt eller nederlag fra vor side giver ham anledning til at tale ondt om Kristus.JSL 79.5

Da Satan henviste til forjættelsen: “Han vil give sine engle befaling,” udelod han ordene: “om at beskytte dig på alle dine veje;” ^{1Sl 19,11-12} det vil sige: på alle de veje, som Gud har valgt. Jesus afslog at vige bort fra lydighedens vej. Skont han gav udtryk for fuldkommen tillid til sin Fader, ville han ikke, uden at det var ham befalet, bringe sig selv i en situation, der ville nødvendiggøre Faderens indgriben for at frelse ham fra døden. Han ville ikke tvinge forsynet til at komme ham til hjælp og således give mennesker et dårligt eksempel på tillid og lydighed.JSL 80.1

Jesus sagde til Satan: “Der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud.” Disse ord blev sagt af Moses til Israels børn, da de led tørst i ørkenen og krævede, at Moses skulle skaffe dem vand, idet de udbrød: “Er Herren hos os eller ej?” ^{22 Mos 17,7} Gud havde gjort ufatteligt meget for dem; alligevel tvivlede de på ham, når der kom vanskeligheder og krævede beviser for, at han var med dem. I deres vantro søgte de at sætte ham på prøve. Satan ville have Kristus til at gøre det samme. Gud havde allerede bekræftet, at Jesus var hans Søn, og nu at bede om beviser for, at han var Guds Søn, ville være at stille Guds ord på prøve: — at friste Gud. Og det samme ville gælde, hvis man bad Gud om noget, han ikke havde lovet. Det ville være tegn på mistillid og i virkeligheden være at prøve eller friste Gud. Vi skal ikke opsende vore bønner til Gud for at få bevis for, at han vil opfylde, hvad han har sagt, men fordi han vil opfylde det: ikke for at bevise at han elsker os, men fordi han elsker os. “Uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.” ^{3Hebr 11,6}JSL 80.2

Men tro er på ingen måde forbundet med tvivl. Kun den, som har den rette tro, er sikret mod at tvivle. For tvivl er Satans modstykke til tro. Troen holder fast ved Guds løfter og bærer frugt i lydighed. Tvivlen gør også krav på løfterne, men anvender dem på samme måde som Satan gjorde: som undskyldning for overtrædelse. Troen kunne have fået vore første forældre til at stole på Guds kærlighed og at adlyde hans befalinger. Tvivlen fik dem til at overtræde hans lov, fordi de troede, at hans store kærlighed ville redde dem fra konsekvensen af deres synd. Det er ikke tro at kræve Himmelens gust uden at rette sig efter de betingelser, hvorefter barmhjertigheden skænkes. Ægte tro bygger på Skriftens løfter og forudsætninger.JSL 80.3

Mange gange, når det ikke er lykkedes for Satan at vække mistillid, har han haft held med at bringe os i tvivl. Hvis han kan få os til unødvendigt at udsætte os for fristelse, ved han, at sejren er hans. Gud vil bevare alle, der vandrer på lydighedens vej; men at vige bort fra den er det samme som at vove sig ind på Satans enemærker. Dér er vi sikre på at falde. Frelseren har befalet os: “Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.” ^{4Mark 14,38} Eftertanke og bøn vil bevare os fra uopfordret at styrte os ud i noget farligt, og således vil vi blive bevaret for mangt et nederlag.JSL 80.4

Alligevel bør vi ikke tabe modet, når vi overfaldes af fristelser. Når vi kommer i en vanskelig situation, tvivler vi ofte på, at det er Guds Ånd, som har ført os. Men det var Ånden, som førte Jesus ud i Ørkenen for at fristes af Djævelen. Når Gud fører os ud i prøvelser, er det hans hensigt at udrette noget godt for os. Jesus forlod sig ikke på Guds løfter ved uopfordret at udsætte sig for fristelser, lige som han heller ikke gav op i modløshed, da fristelserne kom over ham. Det skal vi heller ikke. “Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.” ^{51 Kor 10,13} Han siger: “Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste. Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” ^{6Sl 50,14-15}JSL 81.1