Disciplene sejler ud på søen

Disciplene var ikke straks sejlet ud, som Jesus havde bedt dem om. De ventede en tid i håb om, at han ville komme ned til dem. Men da de så, at mørket hurtigt sænkede sig, gik de “om bord i en båd for at tage over til Kapernaum.” De havde forladt Jesus med stor utilfredshed og mere utålmodige over for ham end nogen sinde, siden de havde anerkendt ham som deres Herre. De brokkede sig, fordi de ikke havde fået lov til at udråbe ham til konge. De bebrejdede sig selv, fordi de så hurtigt havde givet efter for hans befaling. De forestillede sig, at hvis de havde været lidt mere vedholdende, kunne de måske have fået deres vilje ført igennem.JSL 269.1

Vantroen var ved at gribe dem fuldstændigt. Ærgerrigheden havde forblindet dem. De vidste, at Jesus var forhadt af farisæerne, men de var ivrige efter at se ham ophøjet, sådan som de mente han burde være. At være knyttet til en lærer, som kunne udføre mægtige mirakler, og dog blive hånet som bedragere var en prøvelse, som de næsten ikke kunne klare. Skulle de da altid blive regnet for at følge en falsk profet? Ville Kristus mon aldrig hævde sin myndighed som konge? Når han havde så stor en magt, hvorfor åbenbarede han sig så ikke i sin sande karakter og gjorde deres tilværelse mindre pinefuld? Hvorfor havde han ikke frelst Johannes Døber fra en voldsom død? Sådan ræsonnerede disciplene, indtil de havde bragt sig selv ud i et stort åndeligt mørke. De spurgte sig selv: Kunne Jesus være en bedrager, som farisæerne hævdede?JSL 269.2

Disciplene havde samme dag været vidne til Jesu underfulde gerninger. Det havde været, som om Himmelen var kommet ned til jorden. Erindringen om denne dyrebare, vidunderlige dag burde have fyldt dem med tro og håb. Havde de talt om disse ting, mens hjertet var fyldt til overflod med dem, var de ikke faldet i fristelse. Men skuffelsen dominerede helt deres tanker. Kristi ord: “Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde,” ^{1Joh 6,12} forblev upåagtede. Det havde for disciplene været timer med rig velsignelse, men nu var det glemt alt sammen. De var ude på dybt vand. Deres tanker var i oprør og urimelige, og Herren gav dem noget andet til at forurolige deres sind og beskæftige deres tanker med. Dette gør Gud ofte, når mennesker selv skaber sig byrder og vanskeligheder. Disciplene behøvede ikke at skabe sig vanskeligheder. Faren nærmede sig allerede hastigt.JSL 269.3