De to store bud
Farisæerne opgav imidlertid ikke håbet om at få ham til at sige noget, som de kunne bruge imod ham. De overtalte en lærd skriftklog til at spørge Jesus, hvilket af de ti bud i loven der var det vigtigste.JSL 438.3
Farisæerne havde ophøjet de første fire bud, der påpegede menneskers pligter over for deres Skaber, som værende af langt større vigtighed end de andre seks, som beskriver menneskers pligter over for deres medmennesker. Som følge deraf manglede de i høj grad praktisk gudfrygtighed. Jesus havde vist folket deres store ufuldkommenhed og havde lært dem nødvendigheden af gode gerninger ved at forkynde, at træet kendes på sine frugter. Af denne grund var han blevet beskyldt for at ophøje de sidste seks bud over de fire første.JSL 438.4
Den lovkyndige kom hen til Jesus og spurgte ham lige ud: “Hvad er det største bud i loven?” Kristi svar er direkte og kraftfuldt: “Det første bud er: ‘Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Dernæst kommer: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Intet andet bud er større end disse.” “På de to bud hviler hele loven og profeterne.”JSL 438.5
De første fire af de ti bud er opsummeret i denne ene befaling: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte!” De sidste seks er inkluderet i det andet: “Du skal elske din næste som dig selv!” Begge disse bud er udtryk for kærlighedsprincippet. Man kan ikke holde det første og bryde det andet, og man kan heller ikke holde det andet, mens man bryder det første. Når Gud har den plads i hjertet, der tilkommer ham, vil vi også give vor næste den rigtige plads. Ham skal vi elske som os selv, og kun hvis vi elsker Gud af hele vort hjerte, er det muligt at elske vor næste, som vi skal.JSL 439.1
Og da nu alle budene er opsummeret i kærlighed til Gud og mennesker, er følgen deraf, at man ikke kan bryde et eneste bud uden at overtræde dette princip. Således lærte Kristus sine tilhørere, at Guds lov ikke består af mange forskellige befalinger, af hvilke nogle har stor betydning, mens andre er af ringe betydning og ustraffet kan tilsidesættes. Vor Herre siger, at de fire første og de seks sidste bud er en guddommelig helhed, og at kærlighed til Gud vil vise sig i lydighed over for alle hans bud.JSL 439.2
Den skriftkloge, der havde rettet spørgsmålet til Jesus, var velbevandret i loven, og han undrede sig over hans ord. Han havde ikke ventet, at Jesus ville tilkendegive et så indgående og grundigt kendskab til Skrifterne. Han havde fået et mere klart overblik over de principper, der lå til grund for de hellige bud. I overværelse af de forsamlede præster og ældste erkendte han ærligt, at Kristus havde fortolket loven på den rette måde, og sagde: “Det er rigtigt, Mester. Det er sandt som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end brændofre og slagtofre.”JSL 439.3
Visdommen i Kristi svar havde overbevist denne skriftkloge. Han vidste, at den jødiske gudsdyrkelse mere bestod i ydre ceremonier end i indre fromhed. Han havde en vis forståelse af det værdiløse i de rent ceremonielle ofringer og blodudgydelser til soning af synder. Kærlighed til og lydighed mod Gud og uselvisk hensyntagen til mennesker forekom ham at være af større betydning end alle disse ritualer. Denne mands beredvillighed til at erkende det rigtige i Kristi bevisførelse og hans afgjorte og spontane svar i folkets påhør udtrykte en ånd, der var vidt forskellig fra præsternes og de ældstes. Jesus fik dyb medlidenhed med den ærlige skriftkloge, der havde vovet at udsætte sig for præsternes vrede miner og de ældstes trusler for at tale efter sin inderste overbevisning. Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.”JSL 439.4
Den skriftkloge var nær ved Guds rige, fordi han indså, at Gud hellere tager imod retfærdige gerninger end brændofre og slagtofre. Men han manglede at erkende Kristi sande væsen for ved tro på ham at modtage kraft til at udføre retfærdighedens gerninger. Den rituelle tjeneste var uden værdi, hvis den ikke var forbundet med Kristus ved levende tro. Selv moralloven opnår ikke sin hensigt, hvis ikke den forstås i relation til Frelseren. Kristus havde gentagne gange vist, at hans Fars lov indeholdt andet og mere end blot autoritative befalinger. Loven udtrykker det samme princip, som åbenbares i evangeliet. Loven påpeger menneskets pligt og afslører dets synd. Mennesket kan kun gennem Kristus få tilgivelse og kraft til at gøre, hvad loven pålægger det.JSL 439.5