Strid om førstepladsen

“De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største.” Denne strid, der blev ført i Kristi nærværelse, både bedrøvede og sårede ham. Disciplene klamrede sig til deres yndlingstanke, at Kristus skulle hævde sin magt og tage sæde på Davids trone. Og hver især af dem stræbte inderst inde efter den øverste plads i Riget. De havde vurderet sig selv og hinanden, og i stedet for at betragte deres brødre som mere værdige havde de placeret sig selv øverst. Jakobs og Johannes’ anmodning om at måtte sidde på højre og venstre side af Kristi trone havde vakt de andres forargelse. At de to brødre skulle driste sig til at bede om de øverste stillinger, ophidsede i den grad de ti, at en splittelse truede. De følte, at de blev fejlbedømt, at deres trofasthed og evner ikke blev påskønnet. Judas var den, der dømte Jakob og Johannes hårdest.JSL 469.2

Da disciplene kom ind i lokalet, hvor de skulle spise, var deres hjerter fulde af bitre følelser. Judas skyndte sig hen til Kristi venstre side; Johannes var til højre. Hvis der var nogen højeste plads, så havde Judas besluttet at ville have den, og den plads måtte være ved siden af Kristus. Og Judas var en forræder!JSL 469.3

Der var også opstået et andet stridsspørgsmål. Ved et festmåltid var det sædvane, at en tjener vaskede gæsternes fødder, og der var ved denne lejlighed truffet forberedelser til denne tjeneste. Kanden, fadet og håndklædet var der, parat til fodvaskningen; men der var ingen tjener til stede, og det var disciplens pligt at udføre den. Men hver af disciplene gav efter for sin sårede stolthed og besluttede ikke at ville optræde som tjener. Alle udviste de en stivsindet ligegyldighed og syntes ganske uvidende om, at der var noget, de burde gøre. Ved deres tavshed nægtede de at ydmyge sig.JSL 469.4