I himmelsk lys
Hans bøn bliver hørt. Mens han bøjer sig dybt og ydmygt på klippegrunden, åbnes Himmelen pludselig, portene til Gud står vidt åbne, og en hellig stråleglans daler ned over bjerget og indhyller Frelserens skikkelse. Den indre guddommelighed stråler ud gennem menneskeskikkelsen og møder herligheden, der kommer ovenfra. Kristus rejser sig fra sin bøjede stilling og står i guddommelig majestæt. Sjælekvalen er forbi. Nu stråler hans ansigt “som solen”, og hans klæder er “hvide som lyset”.JSL 305.1
Disciplene vågner og ser det væld af herlighed, der oplyser bjerget. Med frygt og forbavselse stirrer de på deres Mesters strålende skikkelse. Da de bliver i stand til at tåle det vidunderlige lys, ser de, at Jesus ikke er alene. Ved siden af ham er to himmelske skikkelser i fortrolig samtale med ham. Det er Moses, der på Sinaj havde talt med Gud, og Elias, som fik det høje privilegium — der kun var tildelt én mere af Adams efterkommere — aldrig at komme under dødens magt.JSL 305.2
På bjerget Pisga havde Moses for femten hundrede år siden stået og stirret ind i Det forjættede Land. Men på grund af hans synd ved Meriba fik han ikke lov til at komme derind. Det var ikke ham, der skulle have glæden af at føre Israels folk ind til deres fædres arv. Hans fortvivlede bøn, “Lad mig få lov at komme over og se det herlige land på den anden side af Jordan, dette herlige bjergland og Libanon,” blev afslået. Det håb, som gennem fyrre år havde lyst op i ørkenvandringens mørke, skulle fratages ham. En grav i ødemarken blev afslutningen på alle disse års møje og bekymringer. Men han, “som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår,” havde på denne måde opfyldt sin tjeners bøn. Moses kom under dødens herredømme, men han skulle ikke forblive i graven. Kristus selv kaldte ham frem til livet. Fristeren Satan havde gjort fordring på Moses’ legeme på grund af hans synd; men Frelseren Kristus kaldte ham frem fra graven (se Jud 9).JSL 305.3
På Forklarelsens bjerg var Moses vidne til Kristi sejr over synd og død. Han var et symbol på dem, der skal stige op fra graven ved de retfærdiges opstandelse. Elias, der var blevet optaget til Himmelen uden at have set døden, repræsenterede dem, der ville leve på jorden ved Kristi genkomst, og som “skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed.” Jesus var iklædt Himmelens lys, sådan som han vil vise sig, for han “vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse.” For han vil komme “i sin faders herlighed sammen med de hellige engle” . Nu var Frelserens løfte til disciplene blevet opfyldt. På bjerget blev fremtidens herlighedsrige vist i lille format: Kristus som Kongen, Moses som repræsentant for de opstandne hellige og Elias for dem, som bortrykkes.JSL 306.1
Disciplene forstår endnu ikke, hvad det er, der foregår, men de fryder sig over, at deres tålmodige lærer, den ydmyge og sagtmodige, der har vandret omkring som en hjælpeløs fremmed, nu bliver æret af Himmelens udvalgte. De tror, at Elias er kommet for at bekendtgøre Messias’ regeringstid, og at Kristi rige er ved at blive oprettet på jorden. Mindet om deres frygt og skuffelse kan de glemme for altid. Her, hvor Guds herlighed har åbenbaret sig, vil de gerne blive. Peter udbryder: “Rabbi, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Disciplene er overbeviste om, at Moses og Elias er blevet sendt for at beskytte deres Mester og for at stadfæste hans autoritet som konge.JSL 306.2