Samaritanerne møder Jesus

Kvinden var blevet fyldt med glæde, mens hun lyttede til Kristi ord. Den vidunderlige åbenbaring var næsten overvældende. Hun lod sin vandkrukke blive stående og vendte tilbage til byen for at bringe budskabet videre til andre. Jesus vidste, hvorfor hun var gået bort. At hun lod vandkrukken blive stående, talte umiskendeligt om virkningen af hans ord. Det var hendes inderligste ønske at opnå at få det levende vand, og hun glemte sit ærinde ved brønden; hun glemte Frelserens tørst, som det havde været hendes hensigt at slukke. Med hjertet fuldt af overstrømmende glæde skyndte hun sig af sted for at lade andre få del i det vidunderlige lys, som hun havde modtaget.JSL 126.3

“Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort,” sagde hun til byens beboere. “Måske er det ham, der er Kristus?” Hendes ord virkede betagende på dem. Hendes ansigt havde fået et andet udtryk, hele hendes fremtoning var forandret. De fik lyst til at se Jesus. “De forlod byen for at gå ud til ham.”JSL 126.4

Mens Jesus stadig sad ved brønden, så han ud over kornmarkerne, der lå udbredt for hans øjne med blide grønne farver i skæret af det gyldne solskin. Han henledte disciplenes opmærksomhed på landskabet og anvendte det som symbol: “Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten?JSL 126.5

Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst.” Og mens han talte, betragtede han de skarer, der var på vej ud til brønden. Der var fire måneder til, at kornet skulle høstes, men her var en høst, som var klar til høstfolkene.JSL 127.1

“Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen. For her gælder det ord: ‘Én sår, og en anden høster.’” Her henviser Kristus til den hellige tjeneste, som de, der tager imod evangeliet, skylder Gud. De skal være hans levende repræsentanter. Han kræver deres personlige tjeneste, og hvad enten vi sår eller høster, så arbejder vi for Gud. Den ene spreder sæden, og den anden samler høsten i lade; og både den, som sår, og den, som høster, får deres løn. De glæder sig sammen over belønningen for deres arbejde.JSL 127.2

Jesus sagde til disciplene: “Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.” Her refererede Frelseren til den store høst på pinsedagen. Disciplene skulle ikke betragte denne som resultatet af deres egne anstrengelser. De fortsatte andre menneskers arbejde. Lige siden Adams syndefald havde Kristus overgivet forpligtelsen med ordets sædekorn til sine udvalgte tjenere, for at det kunne blive sået i menneskers hjerter. Og et usynligt virke, en almægtig kraft, havde arbejdet stille men effektivt for at frembringe høsten. Guds nådes dug, regn og solskin var blevet givet for at opfriske og nære sandhedens sæd. Kristus skulle snart vande sæden med sit eget blod. Disciplene var privilegerede ved at arbejde sammen med Gud. De arbejdede sammen med Kristus og fortidens hellige mænd. Da Helligånden blev udgydt på pinsedagen, blev tusinder omvendt på en dag. Dette var resultatet af, hvad Kristus havde sået, høsten af hans gerning.JSL 127.3

Ved de ord, der var blevet sagt til kvinden ved brønden, var den gode sæd blevet sået, og hvor hurtigt fulgte høsten ikke efter! Samaritanerne kom og hørte Jesus og troede på ham. De flokkedes om ham ved brønden, bestormede ham med spørgsmål og modtog ivrigt hans forklaringer på mange ting, som havde været uklare for dem. Mens de lyttede, begyndte deres rådvildhed at forsvinde. De var som et folk, der i dybt mørke følger sporet af en pludselig lysstråle, indtil de finder dagens lys. Men de lod sig ikke stille tilfreds med denne korte sammenkomst. De var ivrige efter at høre mere og ønskede, at deres venner også skulle lytte til denne vidunderlige lærer. De inviterede ham til deres by og bad ham indtrængende om at blive hos dem. I to dage blev han boende i Samaria, og der blev mange flere, som troede på ham.JSL 127.4

Farisæerne ringeagtede Jesu ligefremhed. De ænsede ikke hans mirakler og krævede et tegn på, at han var Guds Søn. Men samaritanerne forlangte ikke noget tegn, og Jesus lavede ingen mirakler blandt dem med undtagelse af, at han over for kvinden ved brønden afslørede hemmelighederne i hendes liv. Alligevel var der mange, som tog imod ham. I deres nye glæde sagde de til kvinden: “Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.”JSL 127.5

Samaritanerne troede, at Messias skulle komme som en Frelser, ikke blot for jøderne, men for hele verden. Helligånden havde ved Moses forudsagt, at han skulle være en profet, der var udsendt af Gud. Ved Jakob var det blevet forkyndt, at alle folkeslag skulle samles om ham, og ved Abraham, at i ham skulle alle jordens folk velsignes. Disse skrifter dannede grundlaget for samaritanernes tro på Messias. Den kendsgerning, at jøderne havde misfortolket de senere profeter og havde tillagt Kristi første komme herligheden ved hans andet komme, havde fået samaritanerne til at forkaste alle de hellige Skrifter med undtagelse af dem, der var givet ved Moses. Men da Frelseren fejede disse falske fortolkninger bort, var der mange, der accepterede de senere profetier og Kristi egne ord vedrørende Guds rige.JSL 128.1