At kende Gud gennem Kristus

“Tro på Gud, og tro på mig!” sagde han, “I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.” For jeres skyld kom jeg til verden. Jeg arbejder til gavn for jer. Når jeg går bort, vil jeg stadig arbejde for jer. Jeg kom til verden for at åbenbare mig for jer, for at I skulle komme til tro. Nu går jeg til Faderen for at arbejde sammen med ham til jeres bedste. Formålet med Kristi bortgang var det modsatte af, hvad disciplene frygtede. Den betød ikke en endelig adskillelse. Han gik bort for at forberede en plads til dem, så han kunne vende tilbage og tage dem til sig. Mens han byggede boliger til dem, skulle de opbygge karakterer efter det guddommelige forbillede.JSL 483.5

Men disciplene var stadig i vildrede. Thomas, som altid var plaget af tvivl, sagde: “Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Jesus svarer ham: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.”JSL 484.1

Der er ikke mange veje til Himmelen. Enhver kan ikke vælge sin egen vej. Kristus siger “Jeg er vejen, … ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Siden evangeliet første gang blev prædiket, da det i Edens have blev sagt, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved, var Kristus blevet ophøjet til at være vejen, sandheden og livet. Han var vejen, dengang Adam levede, dengang Abel bragte Gud et offer af det slagtede lams blod som et billede på Frelserens blod. Kristus var den vej, hvorved patriarker og profeter blev frelst. Han er den eneste vej, ad hvilken vi kan få adgang til Gud.JSL 484.2

“Kender I mig, vil I også kende min fader,” sagde Kristus, “og fra nu af kender I ham og har set ham.” Men disciplene forstod det ikke endnu. “Herre, vis os Faderen,” sagde Filip, “og det er nok for os.”JSL 484.3

Forbavset over hans træge opfattelsesevne spurgte Kristus bedrøvet og forundret: “Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?” Er det virkelig muligt, at du ikke ser Faderen i de gerninger, han gør gennem mig? Tror du ikke, at jeg kom for at vidne om Faderen? “Hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Den, der har set mig, har set Faderen.” Kristus var ikke ophørt med at være Gud, da han blev menneske. Skønt han nedværdigede sig til menneskelighed, tilhørte guddommeligheden ham stadig. Kun Kristus kunne repræsentere Faderen for mennesker, og dette havde disciplene været så privilegerede at kunne se i mere end tre år.JSL 484.4

“Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.” Deres tro kunne hvile trygt på de beviser, der var givet ved Kristi gerninger — gerninger, som intet menneske ved sin egen kraft nogen sinde havde gjort eller nogen sinde kunne gøre. Kristi gerninger vidnede om hans guddommelige oprindelse. Faderen var blevet åbenbaret gennem ham.JSL 484.5

Hvis disciplene troede på denne levende forbindelse mellem Faderen og Sønnen, ville deres tro ikke svigte, når de så Kristus lide og dø for at frelse den fortabte verden. Kristus forsøgte at lede dem bort fra det lave niveau, deres tro befandt sig på, til den erfaring de kunne få, hvis de virkelig erkendte, hvad han var — Gud i menneskeskikkelse. Han ville have dem til at indse, at deres tro måtte føre op til Gud og finde en sikker havn der. Vor medfølende Frelser forsøgte alvorligt og vedholdende at forberede sine disciple på den storm af fristelser, som snart ville vælte ind over dem. Han ville have dem skjult med sig i Gud.JSL 484.6

Mens Kristus talte, strålede Guds herlighed fra hans ansigt, og alle tilstedeværende blev grebet af en hellig ærefrygt, mens de opmærksomt lyttede til hans ord. I og med at de følte sig draget mod Kristus i større kærlighed, blev de også draget mod hinanden. De følte, at Himmelen var ganske nær, og at ordene, de lyttede til, var et budskab fra deres himmelske Fader.JSL 485.1