Til gæstebud hos tolderen

Kaldelsen af Matthæus til en af Jesu disciple vakte stor indignation. Det var en krænkelse af de religiøse, sociale og nationale skikke, at en religiøs lærer valgte en tolder som en af sine nærmeste hjælpere. Ved at appellere til folkets fordomme håbede farisæerne at kunne vende folkestemningen mod Jesus.JSL 188.3

Blandt tolderne skabte det en udbredt interesse. De følte sig tiltrukket af den guddommelige lærer. I sin glæde over at være blevet discipel længtes Matthæus efter at føre sine tidligere kolleger til Jesus. Derfor holdt han et gæstebud i sit eget hus og sammenkaldte sine slægtninge og venner. Blandt dem var der ikke blot toldere, men mange med tvivlsomt omdømme, som blev fordømt af deres mere nøjeregnende naboer.JSL 188.4

Festen blev givet til ære for Jesus, og han tøvede ikke med at tage imod venligheden. Han vidste udmærket, at dette ville virke anstødeligt på farisæerne og også ville kompromittere ham i folkets øjne. Men intet spørgsmål om sædvane kunne få indflydelse på, hvad han foretog sig. For ham betød de ydre omstændigheder intet. Det, som talte til hans hjerte var, at et menneske tørstede efter livets vand.JSL 188.5

Jesus sad som hædersgæst ved toldernes bord og viste ved sin forståelse og selskabelige venlighed, at han anerkendte menneskets værdighed, og menneskene længtes efter at blive værdige til hans tillid. Hans ord faldt på deres tørstige hjerter med en velsignet livgivende kraft. Nye impulser vågnede, og muligheden for et nyt liv åbnede sig for disse udstødte i samfundet.JSL 188.6

Ved sammenkomster som denne var der ganske mange af dem, der lod sig bevæge af Frelserens lære, som først anerkendte ham efter hans optagelse til Himmelen. Da Helligånden blev udgydt og tretusinde blev omvendt på en eneste dag, var der blandt dem mange, som første gang havde hørt sandheden ved toldernes bord, og nogle af dem blev evangeliets sendebud.JSL 188.7

For Matthæus selv blev Jesu tilstedeværelse ved gæstebudet en bestandig lære. Den foragtede tolder blev en af de frommeste evangelister, og i sin egen gerning fulgte han nøje sin Mesters fodspor.JSL 189.1

Da de skriftkloge hørte om Jesu nærværelse ved Matthæus’ gæstebud, greb de straks anledningen til at anklage ham. Men de valgte at virke gennem disciplene. Ved at vække deres fordomme håbede de at støde dem bort fra deres mester. Deres fremgangsmåde bestod i at anklage Kristus over for disciplene og disciplene over for Kristus, idet de rettede deres våben imod det sted, hvor de havde størst sandsynlighed for at såre. Det er på denne måde, Satan har arbejdet lige siden oprøret i Himmelen; og alle, der forsøger at skabe disharmoni og fjendskab, drives af hans ånd.JSL 189.2

“Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?” spurgte de misundelige skriftkloge.JSL 189.3

Jesus ventede ikke på at hans disciple skulle besvare anklagen, men svarede selv: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Gå hen og lær, hvad det vil sige ‘Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” Farisæerne hævdede at være åndeligt sunde, og derfor trængte de ikke til læge; men de betragtede tolderne og hedningerne som mennesker, der var ved at omkomme af syndens sygdomme. Var det så ikke hans pligt som læge at gå til dem, der trængte til hans hjælp?JSL 189.4

Men skønt farisæerne havde så høje tanker om sig selv, var de i virkeligheden i en ringere tilstand end dem, som de foragtede. Tolderne var mindre hykleriske og selvtilfredse og var derfor mere åbne for sandhedens indflydelse. Jesus sagde til de skriftkloge: “Gå hen og lær, hvad det vil sige: ‘Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’” Han viste dem således, at de — til trods for at de hævdede at udlægge Guds ord — var fuldstændigt uvidende om dets ånd.JSL 189.5

Farisæerne blev for en tid bragt til tavshed, men blev kun endnu mere målbevidste i deres fjendskab. Som det næste udsøgte de sig Johannes Døbers disciple og prøvede at sætte dem op mod Frelseren. Farisæerne havde ikke anerkendt Døberens gerning. De havde med foragt peget fingre ad hans mådeholdne tilværelse, hans enkle vaner, hans grove klæder, og havde kaldt ham fanatiker. Fordi han fordømte deres hykleri, havde de modstået hans ord og forsøgt at ophidse folket imod ham. Guds Ånd havde talt til disse spotteres hjerter og overbevist dem om synd, men de havde forkastet Guds råd og havde erklæret, at Johannes var besat af Djævelen.JSL 189.6

Nu, hvor Jesus blandede sig med folket og spiste og drak ved deres bord, beskyldte de ham for at være en frådser og vindranker. Netop de mennesker, som fremkom med denne anklage, var selv skyldige. Ligesom Gud fremstilles forkert og af Satan iklædes onde egenskaber, således blev Guds sendebud forfalsket af disse onde mennesker.JSL 189.7

Farisæerne ville ikke indse, at Jesus spiste sammen med toldere og syndere for at bringe Himmelens lys til dem i deres mørke. De ville ikke se, at hvert ord, der lød fra den guddommelige lærer, var et levende sædekorn, som ville spire og bære frugt til Guds ære. De havde besluttet ikke at tage imod lyset; og skønt de havde modarbejdet Døberens gerning, var de nu parat til at dyrke hans disciples venskab i håb om at sikre sig deres medvirken mod Jesus. De hævdede, at Jesus ringeagtede de gamle traditioner, og de fremhævede Døberens strenge fromhed som kontrast til Jesus, som sad til bords med toldere og syndere.JSL 190.1

Johannes’ disciple var på dette tidspunkt opfyldt af stor sorg. Det var før, de besøgte Jesus med Johannes’ budskab. Deres elskede lærer var kastet i fængsel, og deres dage gik med at sørge. Og Jesus gjorde intet for at udfri Johannes og syntes endog næsten at bringe hans lære i miskredit. Hvis Johannes var blevet sendt af Gud, hvorfor fulgte så Jesus og hans disciple en så vidt forskellig fremgangsmåde?JSL 190.2