.Myndighed til at holde dom
Den beskedne nazaræer gør nu sin sande storhed gældende. Han hæver sig op over menneskeheden, kaster syndens og skammens klædning af sig og åbenbarer sig som den, englene ærer, som Guds Søn, der er ét med universets Skaber. Hans tilhørere er som tryllebundne. Aldrig har noget menneske talt ord som disse eller optrådt med en sådan kongelig værdighed. Hans udtalelser er klare og tydelige og forkynder fuldt ud hans mission og verdens forpligtelser. “Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. … For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.JSL 142.5
Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” Præsterne og rådsherrerne havde gjort sig til dommere for at fordømme Kristi gerning, men han erklærede at være deres dommer og hele verdens dommer. Verden er blevet overgivet til Kristus, og enhver velsignelse fra Gud kommer gennem ham til den faldne slægt. Han var genløseren både før og efter, at han blev menneske. Så snart der var synd, var der også en Frelser. Han har skænket lys og liv til alle, og enhver skal dømmes efter det mål af lys, han har fået. Han som er verdens lys, og som har fulgt hver enkelt med det mest indtrængende kald i forsøg på at vinde ham fra synd til hellighed, han er på én gang både talsmand og dommer. Lige siden starten på den store strid i Himmelen, har Satan opretholdt sin sag gennem bedrag, og Kristus har arbejdet for at afsløre hans planer og bryde hans magt. Han, som har oplevet bedrageren og gennem alle tider har søgt at vriste de fangne ud af hans hånd, han skal fælde dommen over hvert eneste menneske.JSL 143.1
Og Gud “har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” Fordi han har smagt bærmen af menneskelige lidelser og fristelser og forstår menneskers svagheder og synder; fordi han for vor skyld sejrrigt modstod Satans fristelser og vil handle retfærdigt og mildt med dem, som hans eget blod er blevet udgydt for at frelse. Derfor er Menneskesønnen udpeget til at afsige dommen!JSL 143.2
Kristi mission var dog ikke dom, men frelse. “Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” Og over for Sanhedrin erklærede Jesus: “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”JSL 143.3
Kristus bød sine tilhørere ikke at undres og forklarede dem i endnu større omfang fremtidens mysterier. “Den time kommer,” sagde han, “da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem — de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.”JSL 143.4
Det var denne forsikring om det fremtidige liv, som Israel så længe havde ventet på, og som de havde håbet på at modtage ved Messias’ komme. Det eneste lys, som kan oplyse gravens mørke, skinnede for dem. Men egenrådighed er blind. Jesus havde krænket de skriftkloges traditioner og tilsidesat deres autoritet, og de ville ikke tro på ham.JSL 143.5