Omgivet af de svage og fattige

Folket trængte sig nærmere hen til Kristus med indtrængende og bedrøvelige bønner: Mester, velsign mig! Hans øre opfangede ethvert råb. Mere medlidende end en kærlig moder bøjede han sig over de lidende stakler. Han tog sig af alle. Enhver blev helbredt, uanset hvilken sygdom han led af. De stumme læber åbnedes til lov og pris; de blinde så deres Forløsers ansigt. Alle de nødlidendes hjerter glædede sig.JSL 106.2

Da præsterne og tempeltjenerne blev vidne til dette store under, var de lyde, der mødte deres øren, en åbenbaring for dem! Folket berettede om de smerter, de havde lidt, om deres skuffede forhåbninger, om smertefyldte dage og søvnløse nætter. Da det sidste glimt af håb syntes at være slukket, havde Kristus helbredt dem. Byrden var så tung, sagde en af dem, men jeg har fundet en hjælper. Han er Guds Kristus, og jeg vil vie mit liv til at tjene ham. Forældre sagde til deres børn: Han har frelst jeres liv; opløft jeres røst og pris ham. Børnenes og de unges stemmer, fædrenes og mødrenes, vennernes og tilskuernes forenede sig i taksigelser og lovprisning. Deres hjerter fyldtes af håb og glæde. De fik fred i sindet. De var blevet helbredt på sind og legeme, og de vendte hjem og forkyndte alle vegne om Jesu mageløse kærlighed.JSL 106.3

Da Kristus blev korsfæstet, tog de, der var blevet helbredt, ikke del i den larmende hobs råben: “Korsfæst ham, korsfæst ham.” ^{10Joh 19,6} De havde medfølelse med Jesus, for de havde selv følt hans store medfølelse og forunderlige magt. De vidste, at han var deres Frelser, for han havde givet dem lægedom for både legeme og sind. De lyttede til apostlenes prædiken, og Guds ord trængte ind i deres hjerter og gav dem forståelse. De blev formidlere af Guds barmhjertighed og redskaber for ham, til frelse for andre.JSL 106.4

Den skare, der var flygtet bort fra tempelgården, vendte efter en tid atter tilbage. De var delvis kommet sig over den rædsel, der havde grebet dem, men deres ansigter gav udtryk for ubeslutsomhed og angst. De så med undren på Jesu undergerninger og følte sig overbeviste om, at profetierne om Messias var gået i opfyldelse ved ham. Skylden for vanhelligelsen af templet hvilede for en stor del på præsterne. Det var efter deres anordninger, at forgården var blevet til en markedsplads. Folket var forholdsvis uskyldigt heri. Jesu guddommelige myndighed gjorde indtryk på dem, men for dem var præsternes og rådsherrernes indflydelse altoverskyggende. De betragtede Kristi gerning som en indførelse af nye metoder og betvivlede hans ret til at blande sig i det, som tempeløvrigheden gav sin tilladelse til. De følte sig krænket, fordi forretningerne var blevet afbrudt, og de undertrykte Helligåndens tilskyndelser.JSL 106.5

Først af alle burde præsterne og rådsherrerne have set Herrens Salvede i Jesus, for de hellige bogruller, som beskrev hans kald, var overgivet i deres hænder, og de vidste, at tempelrensningen var en manifestation af mere end menneskelig magt. Hvor meget de end hadede Jesus, kunne de ikke frigøre sig for den tanke, at han måske var en profet, der var udsendt af Gud for at genoprette templets hellighed. Med en ærbødighed, der stammede fra frygt, gik de til ham med dette spørgsmål: “Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?”JSL 107.1