Jesu første mirakel — og hvad det illustrerer

Da gæsterne ved bryllupsfesten gjorde bemærkninger om vinens kvalitet, blev der stillet forespørgsler, som pressede tjenerne til at berette om miraklet. I et stykke tid var forsamlingen alt for forundret til at tænke på ham, som havde gjort denne undergerning. Da de til sidst så sig om efter ham, havde han trukket sig tilbage så stille, at ikke engang hans disciple havde lagt mærke til det.JSL 97.5

Forsamlingens opmærksomhed rettede sig nu mod disciplene.. For første gang havde de lejlighed til at bekende deres tro på Jesus. De fortalte, hvad de havde set og hørt ved Jordan, og i mange hjerter vaktes håb om, at Gud havde oprejst en befrier for sit folk. Rygtet om underet bredte sig i hele egnen, og det nåede også til Jerusalem. Med fornyet interesse gennemgik præsterne og de ældste profetierne, der viste hen til Kristi komme. Man ønskede intenst at finde ud af hvilken mission denne lærer havde — han, som færdedes blandt folk på en så fordringsløs måde.JSL 97.6

Kristi gerning var i markant modsætning til de jødiske rådsherrer. Deres hensyntagen til traditioner og formalisme havde ødelagt al frihed for tanke eller handling. De levede i en bestandig rædsel for besmittelse. For at undgå berøring med “de urene” ^{10Es 35,8} holdt de sig på afstand af ikke blot hedninger, men af størstedelen af deres eget folk, idet de hverken søgte at hjælpe dem eller vinde deres venskab. Ved konstant at beskæftige sig med sådanne ting, havde de forkrøblet deres sind og indskrænket deres livs virkefelt. Deres eksempel tilskyndede til egenkærlighed og utålmodighed inden for alle samfundsklasser.JSL 98.1

Jesus begyndte sin reformerende gerning ved at vise dyb medfølelse med alle mennesker. Mens han udviste den dybeste ærbødighed over for Guds lov, dadlede han farisæernes prangende fromhed og forsøgte at befri folket fra de meningsløse forskrifter, de var bundet af. Han søgte at nedbryde de skranker, der adskilte de forskellige samfundsklasser, for at kunne føre mennesker sammen som børn af den samme familie. Hans nærværelse ved bryllupsfesten skulle være et skridt hen imod virkeliggørelsen af dette.JSL 98.2

Gud havde sendt Johannes Døber ud i ørkenen, for at han kunne være skærmet mod præsternes og de skriftkloges indflydelse og blive forberedt til en særlig mission. Men hans strenge og isolerede tilværelse skulle ikke være et forbillede for folket. Johannes havde ikke selv påbudt sine tilhørere at forlade deres tidligere pligter. Han bød dem give beviser på deres omvendelse ved at være tro mod Gud på det sted, hvor Han havde kaldt på dem.JSL 98.3

Jesus irettesatte enhver form for nydelsessyge, men alligevel var han socialt indstillet. Han tog imod gæstfrihed fra alle samfundsklasser, og ved at besøge både de rige og de fattige, de lærde og de uvidende forsøgte han at løfte deres tankegang fra dagligdags spørgsmål til det åndelige og evige. Han gav ingen frihed til udsvævelser, og ingen skygger af verdslig overfladiskhed skæmmede hans adfærd; men han frydede sig over uskyldige og glade sammenkomster og godkendte dem ved sin tilstedeværelse. Et jødisk bryllup var en storslået begivenhed, og glæden herved havde Jesus intet imod. Jesus havde intet imod den glæde, som omgav det. Gennem sin tilstedeværelse ved festen, ærede Jesus ægteskabet som en guddommelig institution.JSL 98.4

I både Det gamle og Det nye Testamente anvendes ægteskabet som billede på den kærlige og hellige forbindelse, der er mellem Kristus og hans folk. I Jesu tanker pegede glæden ved bryllupsfestlighederne frem til den dag, da han skal hjemføre sin brud til Faderens hus, hvor de frelste sammen med Frelseren skal sidde til bords ved Lammets nadver. Han siger: “Som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig.” ^{11Es 62,5} “Du skal ikke længere hedde Den Forladte”… nej, “du skal kaldes Elsket” … “For Herren elsker dig.” ^{12Es 62,4} “Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny. Han jubler over dig med fryd.” ^13text Da åbenbaringen af det himmelske blev skænket apostlen Johannes, skrev han: “Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede,.” ^{14Zef 3,17} “Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.” ^{15Åb 19,9}JSL 98.5

I ethvert menneske så Jesus en, der skulle kaldes til hans rige. Han nåede ind til folks hjerter ved at vandre iblandt dem som den, der ville deres bedste. Han opsøgte dem på de offentlige gader, i deres egne hjem, på skibene, i synagogen, ved søens bred og ved bryllupsfesten. Han mødte dem i deres daglige gerning og viste interesse for deres verdslige anliggender. Han bragte sin belæring ind i hjemmene og fik hele familier i deres eget hjem under sin guddommelige indflydelse. Hans store personlige medfølelse hjalp med at vinde hjerterne. Ofte trak han sig tilbage til bjergene for at bede i ensomhed, men dette var en forberedelse til hans gerning blandt mennesker i aktivt arbejde. Fra disse stunder vendte han tilbage for at lindre de syges lidelser, undervise de uvidende og udfri Satans fanger af deres trældom.JSL 99.1

Det var gennem personlig kontakt og dagligt samvær at Jesus oplærte sine disciple. Somme tider underviste han siddende iblandt dem på bjergskråninger, somme tider ved søens bred, eller mens han vandrede med dem hen ad vejen. Han åbenbarede Guds riges hemmeligheder for dem. Han prædikede ikke på samme måde, som mennesker gør det i dag. Hvor der fandtes åbne hjerter, der ville modtage det guddommelige budskab, forkyndte han de sandheder, der er vejen til frelse. Han befalede ikke sine disciple at gøre dette eller hint, men sagde: “Følg mig!” ^{16Mark 1,17} På sine vandringer gennem lande og byer tog han dem med sig, for at de kunne se, hvordan han lærte folket. Han forenede deres interesser med sine egne, og de gjorde fælles sag med ham i arbejdet.JSL 99.2

Kristi eksempel ved at gøre menneskehedens interesser til sine burde efterfølges af alle, der prædiker hans ord, og af alle, der har modtaget evangeliet om hans nåde. Vi skal ikke give afkald på fællesskabet med andre. Vi bør ikke lukke os ude fra andre. For at kunne nå alle slags mennesker må vi møde dem der, hvor de findes. De vil sjældent opsøge os af sig selv. Det er ikke blot fra prædikestolen, at mennesker bliver bevæget af de himmelske sandheder. Der findes en anden arbejdsmark. Den er måske mere beskeden, men fuldt ud så lovende. Den findes i de fattiges hjem og i de store palæer, ved det gæstfrie bord og ved sammenkomster, hvor man dyrker uskyldigt selskabeligt samvær.JSL 99.3

Som Kristi disciple skal vi ikke blande os med verden af lyst til fornøjelser og deltage i tåbeligheder. Den slags forvolder kun skade. Vi bør aldrig bifalde synd, hverken med ord eller gerning, med tavshed eller ved vor tilstedeværelse. Hvor vi end går hen, skal vi have Jesus med os og åbenbare for andre, hvor dyrebar vor Frelser er for os. Men de, der prøver at bevare deres gudsfrygt ved at skjule den inden for stenmure, går glip af dyrebare muligheder for at gøre godt. Gennem sociale relationer kommer kristendommen i kontakt med verden. Enhver, som har modtaget det himmelske lys, skal oplyse vejen for dem, der ikke kender livets lys.JSL 99.4

Vi bør alle blive vidner for Jesus. Selskabelige evner, som er helliggjort ved Kristi nåde, bør udnyttes til at vinde mennesker for Frelseren. Lad verden få at se, at vi ikke er egoistisk optaget af vore egne interesser, men at vi ønsker, at andre skal få del i vore velsignelser og privilegier. Lad dem få at se, at vor gudsfrygt ikke gør os ufølsomme og fordringsfulde. Lad alle, der bekender at have fundet Kristus, tjene, som han gjorde, til menneskenes gavn.JSL 100.1

Vi bør aldrig give verden det falske indtryk, at de kristne er triste og ulykkelige mennesker. Hvis vi har blikket rettet mod Jesus, vil vi se en medlidende Frelser og komme til at genspejle lyset fra hans ansigt. Hvor hans ånd hersker, bor freden. Og der vil også være glæde, for der er der rolig og hellig tillid til Gud.JSL 100.2

Kristus glæder sig over sine disciple, når de viser, at de, skønt de er mennesker, tager del i hans guddommelige natur. De er ikke statuer, men levende mænd og kvinder. Deres hjerter, som er forfriskede ved duggen fra den guddommelige nåde, åbner sig og strækker sig mod Retfærdighedens Sol. Det lys, der skinner over dem, lader de skinne for andre ved gerninger, der lyser af Kristi kærlighed.JSL 100.3