De dødes opstandelse

Ikke så snart var farisæerne blevet bragt til tavshed, før saddukæerne kom frem med deres snedige spørgsmål. Disse to partier stod i bitter opposition til hinanden. Farisæerne holdt sig strengt til overleveringerne. De overholdt nøjagtigt de ydre ceremonier, var flittige med afvaskninger, faste og lange bønner og meget demonstrative, når de gav almisser. Men Kristus erklærede, at de satte Guds lov ud af kraft ved at undervise med læresætninger, som var menneskeskabte. Som helhed var de fanatiske og hykleriske; dog fandtes der oprigtigt fromme mennesker iblandt dem, der tog imod Kristi lære og blev hans disciple. Saddukæerne forkastede farisæernes overleveringer.JSL 435.5

De hævdede at tro på størsteparten af Skrifterne og at betragte dem som rettesnor for deres handlinger; men i virkeligheden var de skeptikere og materialistiske.JSL 436.1

Saddukæerne benægtede eksistensen af engle, de dødes opstandelse og læren om et fremtidigt liv med løn eller straf. På alle disse punkter var de forskellige fra farisæerne. Særlig opstandelsen var genstand for strid mellem de to partier. Farisæerne havde troet fast på opstandelsen, men gennem disse diskussioner var deres synspunkter med hensyn til det fremtidige liv blevet forvirrede. Døden blev for dem et uforklarligt mysterium. Deres manglende evne til at imødegå saddukæernes argumenter var årsag til konstant irritation. Diskussionerne mellem de to partier resulterede som regel i højrøstede skænderier, som førte dem endnu længere bort fra hinanden.JSL 436.2

Saddukæerne stod i antal langt under deres modstandere, og de havde ikke så stærkt et greb om den jævne befolkning; men mange af dem var rige, og de havde den indflydelse, som rigdom fører med sig. De fleste af præsterne hørte til inden for deres rækker, og i reglen blev ypperstepræsten valgt blandt dem. Dette skete imidlertid på den udtrykkelige betingelse, at deres skeptiske synspunkter ikke måtte virke iøjnefaldende. På grund af farisæernes antal og popularitet var det nødvendigt for saddukæerne udadtil at indvillige i deres lærdomme, hvis de beklædte et præsteembede; men selve den kendsgerning, at de kunne vælges til en sådan stilling, gav deres vildfarelser større indflydelse.JSL 436.3

Saddukæerne afviste Jesu lære. Han var besjælet af en ånd, som de ikke ville anerkende, således som den manifesterede sig, og hans lære med hensyn til Gud og det fremtidige liv modsagde deres teorier. De troede på Gud som den eneste, der stod over mennesket; men de hævdede, at et altdominerende, guddommeligt forsyn ville berøve mennesket moralsk handlefrihed og degradere det til en slave. Det var deres tro, at Gud, da han havde skabt mennesket, havde overladt det til sig selv, uafhængigt af højere påvirkning. De holdt på, at mennesket var frit til at kunne kontrollere sit liv og forme begivenhederne i verden; mennesket var selv herre over sin skæbne. De benægtede, at Guds Ånd virker gennem menneskelige handlinger eller naturlige virkemidler. Dog holdt de stadig fast ved, at mennesket ved den rigtige brug af sine medfødte evner kunne blive højnet og oplyst; at dets liv kunne blive lutret gennem strenge og hårde krav.JSL 436.4

Deres opfattelse af Gud udformede deres egen karakter. Ligesom han efter deres opfattelse ikke interesserede sig for mennesket, havde de heller ikke megen respekt for hinanden. Der var ikke meget sammenhold blandt dem. Da de nægtede at anerkende Helligåndens indflydelse på menneskers handlinger, manglede de dens kraft i deres liv. Ligesom de øvrige jøder pralede de meget af deres medfødte rettighed som Abrahams børn og af deres strikte overholdelse af lovens krav; men de havde fuldstændigt mistet lovens sande ånd og Abrahams tro og menneskekærlighed. Deres naturlige sympatier gjaldt kun en snæver kreds. De mente, at alle havde mulighed for at sikre sig livets behageligheder og velsignelser, og det rørte dem ikke at se andres nød og lidelser. De levede for sig selv.JSL 436.5

Ved sine ord og gerninger havde Kristus vidnet om en guddommelig kraft, der giver utrolige resultater, om et fremtidigt liv hinsides det nuværende og om Gud som en far for menneskenes børn og med en aldrig svigtende interesse for deres ve og vel. I godgørenhed og medfølelse åbenbarede han den guddommelige krafts gerning, som en irettesættelse af den egoistiske afvisende holdning hos Saddukæerne. Han viste, at Gud ved Helligånden indvirker på sjælen til både jordisk og evig gavn for mennesker. Han påviste det forkerte i at stole på menneskelig kraft til den forvandling af karakteren, som kun kan ske ved Guds Ånd.JSL 437.1

Denne lære var saddukæerne besluttet på at bringe i miskredit. Da de prøvede at komme i diskussion med Jesus, var de overbevist om at kunne miskreditere ham, også selv om de ikke kunne opnå hans domfældelse. Opstandelsen var det emne, som de valgte at udspørge ham om. Hvis han skulle vise sig at være enig med dem, ville han fornærme farisæerne endnu mere. Skulle han være uenig med dem, havde de planlagt at latterliggøre ham.JSL 437.2

Saddukæerne ræsonnerede sådan, at hvis legemet skulle bestå af de samme stoffer i sin udødelige som i sin dødelige tilstand, så måtte det ved sin opstandelse fra døden være af kød og blod og måtte i den evige verden genoptage det liv, som var blevet afbrudt på jorden. De konkluderede således, at jordiske slægtsforhold ville blive genoptaget, mand og hustru ville blive genforenet, ægteskaber ville blive indgået, og alt ville fortsætte som før døden, dette livs svagheder og lidenskaber ville fortsætte uendeligt i livet hinsides døden.JSL 437.3

Som svar på deres spørgsmål løftede Jesus sløret for det fremtidige liv. Han sagde: “I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.” Han påviste, at saddukæerne havde uret i deres tro. Deres forudsætninger var forkerte. “I er på vildspor,” tilføjede han, “for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt.” Han anklagede dem ikke for hykleri, sådan som han havde anklaget farisæerne, men for vildfarelse i troen.JSL 437.4

Saddukæerne havde smigret sig med, at de af alle mennesker var dem, der holdt sig mest strengt til Skrifterne. Men Jesus viste dem, at de ikke havde forstået deres sande betydning. At kendskabet hertil kun kan opnås med hjælp fra Helligånden. Han erklærede, at deres uvidenhed om Skrifterne og om Guds kraft var årsag til deres vildfarelser i troen og deres formørkede forståelse. De forsøgte at bringe Guds mysterier inden for rækkevidde af deres begrænsede forståelse. Kristus opfordrede dem til at være åbne for de hellige sandheder, som ville udvide og styrke deres forståelse. Tusinder bliver vantro, fordi deres begrænsede tankegang ikke kan fatte Guds mysterier. De kan ikke forklare den vidunderlige tilkendegivelse af guddommelig magt i hans forsyn, og derfor afviser de beviserne på en sådan magt og tilskriver dem naturkræfter, som de endnu mindre kan forstå. Den eneste nøgle til de mysterier, der omgiver os, er i dem alle at anerkende Guds tilstedeværelse og magt. Mennesker er nødt til at anerkende Gud som universets Skaber, som den der befaler og udretter alt. De er nødt til at få større indblik i hans karakter og hans skjulte virke.JSL 437.5

Kristus erklærede over for sine tilhørere, at hvis der ikke fandtes nogen opstandelse fra de døde, så ville Skrifterne, som de hævdede at tro på, ikke være til nogen nytte. Han sagde: “Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke Gud for døde, men for levende.” Gud regner de ting, der ikke er, som om de er. Han ser afslutningen lige fra begyndelsen og ser resultatet af sit værk, som om det allerede var fuldført. De dyrebare døde, lige fra Adam og ned til den sidste hellige, der dør, skal høre Guds Søns røst og skal opstå af graven til et evigt liv, hvor der ikke mere skal være død. Gud vil være deres Gud, og de skal være hans folk. Der vil blive et nært og kærligt forhold mellem Gud og de opståede hellige. Denne tilstand, som er forudset efter hans vilje, betragter han, som om den allerede eksisterede. For ham lever de døde.JSL 438.1

Saddukæerne blev bragt til tavshed ved Kristi ord. De kunne ikke give ham noget svar. Der var ikke blevet sagt et ord, der kunne drages den mindste fordel af til hans domfældelse. Hans modstandere havde ikke vundet andet end folkets foragt.JSL 438.2