Lignelsen om hvedekornet

Kristus fortalte om sin fremtid ved hjælp af eksempler fra naturen, for at disciplene skulle kunne forstå det. Det virkelige resultat af hans mission skulle opnås ved hans død. Han sagde: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” Når hvedekornet lægges i jorden og dør, spirer det frem og bærer frugt. På samme måde ville Kristi død blive frugtbringende for Guds rige. I overensstemmelse med lovene for planteriget, skulle livet blive resultatet af hans død.JSL 451.3

De, som dyrker jorden, har altid eksemplet for øje. År efter år bevarer mennesket sin forsyning af korn ved tilsyneladende at kaste den mest udsøgte del deraf bort. En tid må det ligge skjult under plovfuren, overvåget af Herren. Så kommer stråene til syne, derefter akset og så kornet i akset. Men denne udvikling kan ikke finde sted, medmindre kornet er begravet, ude af syne, gemt og tilsyneladende gået tabt.JSL 451.4

Sæden, der er begravet i jorden, frembringer frugt, og når dens tur kommer, bliver den sået. Således vil Kristi død på Golgata bære frugt indtil evigt liv. At tænke på dette offer vil være herligheden for dem, der som frugten heraf skal leve til evige tider.JSL 451.5

Det hvedekorn, som bevarer sit eget liv, kan ikke frembringe nogen frugt. Det bliver kun det ene korn. Kristus kunne, hvis han ville, frelse sig selv fra døden; men hvis han gjorde dette, måtte han blive ved med at være alene. Så kunne han ikke føre sønner og døtre til Gud. Kun ved at give sit liv kunne han skænke menneskeslægten liv. Kun ved at lægges i jorden for at dø kunne han blive sædekornet til den vældige høst — de store skarer, der fra alle folkeslag og stammer og tungemål og folk er genløst til Gud.JSL 452.1

Kristus forbinder denne sandhed med læren om selvopofrelse, som alle bør lære: “Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Alle de, der gerne vil bære frugt som Kristi medarbejdere, må først lægges i jorden og dø. Livet må lægges i den plovfure, som hedder verdens nød. Egenkærlighed og selviskhed skal dø. Selvopofrelsens lov er selvopholdelsens lov. Landmanden bevarer sit korn ved at kaste det fra sig. Således også i menneskelivet. At give er at leve. Det liv, der bliver bevaret, er det, som i udstrakt grad gives til at tjene Gud og mennesker. De, som for Kristi skyld ofrer deres liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.JSL 452.2

Det liv, vi bruger på os selv, er som det korn, der bliver spist. Det forsvinder, men det forøges ikke. Et menneske kan samle alt, hvad det kan til sig selv. Det kan leve, tænke og lægge planer for sig selv; men når livet er forbi, har det intet. At tjene sig selv, er at tilintetgøre sig selv.JSL 452.3

“Den, der tjener mig,” sagde Jesus, “skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.” Alle, der sammen med Jesus har båret opofrelsens kors, skal få del i hans herlighed. Det var Kristi glæde midt i hans ydmygelse og smerte, at hans disciple skulle herliggøres sammen med ham. De er frugten af hans selvopofrelse. Forvandlingen i dem til at opnå hans egen karakter og ånd er hans belønning og vil være hans glæde til evig tid. Denne glæde deler de med ham, når frugten af deres møje og opofrelse viser sig i andres liv. De er arbejdere sammen med Kristus, og Faderen vil ære dem, som han ærer sin Søn.JSL 452.4

Budskabet fra grækerne, der varslede om høsten af hedninger, fik Jesus til at tænke på hele sin mission. Arbejdet med frelsen tegnede sig for ham, lige fra dengang planen blev lagt i Himmelen til den død, der nu var så nær forestående. En hemmelighedsfuld sky syntes at indhylle Guds søn. Dens dystre stemning kunne føles af dem, der var nær ved ham. Han sad hensunket i tanker. Til sidst blev stilheden brudt ved lyden af hans vemodige stemme: “Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time?” På forhånd var Kristus allerede ved at drikke den bitre skål. Hans menneskelighed veg tilbage for opgivelsens time, hvor han efter alt at dømme ville blive svigtet, selv af Gud, hvor alle skulle se ham slået ud, ramt af Gud. Han veg tilbage for at blive fremvist for offentligheden, for at blive behandlet som den værste forbryder, for en skændig og vanærende død. En forudfølelse af hans kamp med mørkets magter, en følelse af den frygtelige byrde af menneskers overtrædelser og af Faderens vrede over synden var årsag til, at Jesu ånd blev svag, og at dødens bleghed bredte sig over hans ansigt.JSL 452.5