Værdien af ægte venlighed

Kristus værdsætter handlinger af oprigtig ærefrygt. Når nogen gjorde ham en tjeneste, velsignede han kærligt den pågældende. Han afviste ikke den mindste blomst, plukket af barnehånd, og givet ham i kærlighed. I Skriften omtales Marias salvelse af Jesus som noget, der udmærker hende frem for de andre, der hedder Maria. Gerninger i kærlighed og ærefrygt over for Jesus er vidnesbyrd om tro på ham som Guds Søn, og Helligånden angiver som vidnesbyrd om en kvindes troskab mod Kristus, at hun har “vasket de helliges fødder, taget sig af nødlidende, ja, stræbt efter at gøre gode gerninger.” ^{31 Tim 5,10}JSL 405.1

Kristus glædede sig over Marias oprigtige ønske om at gøre sin Herres vilje. Han tog imod denne store, rene hengivenhed, som hans disciple hverken ville eller kunne forstå. Marias store ønske om at tjene sin Herre på denne måde betød mere for Kristus end alverdens kostbare salver, fordi det udtrykte hendes påskønnelse af verdens Frelser. Det var Kristi kærlighed, som var drivkraften. Den enestående ophøjethed i Kristi karakter opfyldte hende. Olien var et symbol på giverens hjerte. Den var den ydre tilkendegivelse af en kærlighed, der opfyldtes af himmelske kilder, indtil den flød over.JSL 405.2

Marias handling var for disciplene netop den lektie, de trængte til for at vise dem, at det ville glæde Kristus, hvis de gav udtryk for deres kærlighed til ham. Han havde været alt for dem, og de gjorde sig ikke klart, at de snart ville være uden hans tilstedeværelse, at de snart ikke ville kunne give ham noget bevis på deres taknemlighed over hans store kærlighed. Kristi ensomhed, mens han var adskilt fra de himmelske boliger og levede et menneskes liv, blev aldrig forstået eller påskønnet af disciplene, som den burde have været det. Han var ofte bedrøvet, fordi hans disciple ikke gav ham det, som han burde have fået af dem. Han vidste, at hvis de havde været under indflydelse af de himmelske engle, som ledsagede ham, ville de heller ikke have fundet noget offer for stort til at tilkendegive hjertets åndelige hengivenhed.JSL 405.3

Deres viden senere hen gav dem den sande følelse af, hvor meget de kunne have gjort for Jesus som udtryk for deres taknemmelighed og kærlighed, mens de var ham nær. Da Jesus ikke mere var hos dem, og de virkelig følte sig som får uden hyrde, begyndte de at indse, hvordan de kunne have vist ham opmærksomhed, som ville have glædet ham. De bebrejdede ikke mere Maria, men kun sig selv. Å, hvis de dog bare havde kunnet tilbagekalde deres kritik, deres hævdelse af at de fattige var mere værdige til gaven end Kristus! De følte bebrejdelsen meget stærkt, da de løftede deres Herres mishandlede legeme ned fra korset.JSL 405.4