En Frelser for alle

Frelseren forsætter stadig den samme gerning, som dengang han tilbød livets vand til den samaritanske kvinde. De, som kalder sig hans disciple, kan muligvis foragte og undgå dem, der er udstødt af samfundet, men ingen omstændigheder vedrørende fødsel eller nationalitet, kan vende hans kærlighed bort fra menneskebørnene. Til hvert eneste menneske, hvor syndigt det end er, siger Jesus: Hvis du havde bedt mig om det, så havde jeg givet dig levende vand.JSL 129.1

Evangeliets indbydelse skal ikke indsnævres og kun tildeles nogle få, som vi formoder vil gøre os ære, hvis de tager imod den. Budskabet skal gives til alle. Hvor som helst hjerterne er åbne for at modtage sandheden, er Kristus klar til at vejlede dem. Han åbenbarer Faderen for dem og lærer dem, hvordan de skal tilbede ham, som læser alle hjerter. Her bruger han ikke lignelser. Her siger han, som til kvinden ved brønden: “Det er mig, den der taler til dig.”JSL 129.2

Dengang Jesus satte sig for at hvile ved Jakobsbrønden, var han kommet fra Judæa, hvor hans gerning kun havde båret lidt frugt. Han var blevet afvist af præsterne og de skriftkloge, og selv de mennesker, der hævdede at være hans disciple, var det ikke lykkedes at fornemme hans guddommelige natur. Han var træt og udmattet; alligevel forsømte han ikke lejligheden til at tale med en kvinde, skønt hun var en fremmed, en udlænding i Israel, og skønt hun levede i åbenlys synd.JSL 129.3

Frelseren ventede ikke på, at der skulle forsamle sig store skarer. Ofte begyndte han sin undervisning, med kun få samlet omkring sig, men en efter en standsede de forbipasserende for at lytte, indtil en mængde mennesker med undren og ærefrygt lyttede til Guds ord fra den himmelsendte lærer. Den, der arbejder for Kristus behøver ikke føle, at han ikke kan tale med samme alvor til nogle få tilhørere som til en større forsamling. Selvom der kun er en enkelt, der hører budskabet, kan ingen sige, hvor vidtrækkende dets indflydelse vil blive. Selv for Frelserens disciple forekom det at være en ringe sag at bruge sin tid til at tale med en samaritansk kvinde. Men han drøftede emnerne mere alvorligt og veltalende med hende end med konger, rådsherrer og ypperstepræster. Det, som han lærte denne kvinde, er gentaget ved jordens fjerneste grænser.JSL 129.4

Så snart den samaritanske kvinde havde fundet Frelseren, førte hun andre til ham. Hun viste sig at være en mere effektiv missionær end hans egne disciple. Disciplene så intet i Samaria, som indikerede, at det var en lovende arbejdsmark. Deres tanker var rettet mod et stort arbejde, som skulle udføres i fremtiden. De så ikke, at der lige rundt omkring dem var en høst, som skulle i hus. Men ved hjælp af denne kvinde, som de ringeagtede, kom en hel by til at høre Frelseren. Hun bragte straks lyset videre til sine landsmænd.JSL 129.5

Denne kvinde er et billede på virkningen af praktisk tro på Kristus. Enhver sand discipel fødes ind i Guds rige som missionær. Den, som drikker af det levende vand, bliver selv til en livets kilde. Modtageren bliver til en giver. Kristi nåde i hjertet er som en kilde i ørkenen, der vælder frem for at forfriske alle, og får dem, der er ved at omkomme, til at hige efter at drikke af livets vand.JSL 130.1