Kapitel 25—“Kom og følg mig”
Kapitlet er bygget op over Matt 4,18-22; Mark 1,16-20; Luk 5,1-11.
Morgenen var ved at gry over Galilæas sø. Disciplene, som var trætte efter en nats frugtesløst slid, var stadig ude på søen i deres fiskerbåde. Jesus var kommet for at tilbringe en stille time ved søens bred. I den tidlige morgen håbede han på at kunne slappe lidt af fra folkeskaren, som fulgte ham dag efter dag. Men snart begyndte folket atter at samles omkring ham. Antallet voksede hurtigt, så der var pres på ham fra alle sider. I mellemtiden var disciplene kommet ind til land. For at undgå presset fra mængden gik Jesus ombord i Peters båd og bad ham om at lægge lidt fra land. Her kunne Jesus bedre ses og høres af alle, og fra båden underviste han folkeskaren på bredden.JSL 166.1
Hvilket syn for englene: Deres herlige fører siddende i en fiskerbåd, som blev vugget hid og did af de urolige bølger, mens han forkyndte frelsens gode budskab for den lyttende skare, som trængtes helt ned til vandkanten! Han, som var Himmelens ærede, forkyndte sit riges storhed under åben himmel for jævne mennesker. Faktisk kunne han ikke have fundet mere passende omgivelser for sin gerning. Søen, bjergene, de vidtstrakte marker og den strålende sol bidrog altsammen til at levendegøre hans lære og få den til at fæstne sig i sindet. Og alle Kristi lærdomme bar frugt. Hvert budskab fra hans mund fandt vej til et menneske som ordet om evigt liv.JSL 166.2
Hele tiden voksede antallet af mennesker på bredden. Gamle mænd, som støttede sig til deres stave, hårdføre bønder fra bjergene, fiskere, som var vendt hjem fra arbejdet på søen, købmænd og rabbinere, rige og lærde, gamle og unge, som medbragte deres syge og lidende, trængtes for at høre den guddommelige lærers ord. Det var sådanne begivenheder, profeterne havde forudset, dengang de skrev:JSL 166.3
“Zebulons land og Naftalis land, Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan og Folkeslagenes Galilæa, det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem.” JSL 166.4
Udover skarerne på Genezarets bredder havde Jesus under sin prædiken ved søen andre tilhørerskarer i sine tanker. Han så frem i tiden og så sine trofaste tilhængere i fængsler og foran domstole, i fristelser, ensomhed og lidelse. Enhver begivenhed med glæde, konflikt eller vanskeligheder var synlig for ham. Med de ord, han sagde til de forsamlede, sagde han også trøstende ord til disse andre mennesker, ord, som ville komme til dem som et budskab om håb i prøvelser, trøst i sorg, og himmelsk lys i mørket. Ved Helligåndens hjælp ville man kunne høre stemmen fra fiskerbåden på Galilæas sø bringe budskab om fred til menneskehjerter indtil tidernes ende.JSL 166.5