Blindet af selvbedrag

Nu var tidens fylde kommet. Menneskeslægten, der på grund af lange tiders overtrædelser var blevet yderligere fornedret, trængte til Frelserens komme. Satan havde arbejdet for at gøre svælget mellem jorden og Himmelen dybt og ufremkommeligt. Ved sine løgne havde han opmuntret menneskene til at synde. Det var hans hensigt at slide Guds barmhjertighed op og at udslukke hans kærlighed til mennesker, så Han ville overlade verden til Satans herredømme.JSL 19.3

Satan prøvede at udelukke menneskene fra kendskabet til Gud, at bortlede deres opmærksomhed fra Guds tempel og oprette sit eget rige. Hans kamp for at vinde overherredømmet syntes næsten at være lykkedes. Det er sandt, at Gud i hvert slægtled har haft sine hjælpere. Selv blandt hedningerne var der mennesker, gennem hvem Kristus arbejdede for at løfte folket fra synd og nedværdigelse. Men disse mennesker blev foragtet og hadet. Mange af dem led en voldsom død. De mørke skygger, som Satan havde kastet over jorden, blev dybere og dybere.JSL 19.4

Gennem hedenskabet havde Satan i menneskealdre fået vendt mennesker bort fra Gud, men sin største sejr vandt han ved at fordreje Israels tro. Ved kun at værdsætte og tage deres egne forestillinger i betragtning, havde hedningerne mistet kendskabet til Gud og var blevet mere og mere fordærvede. På samme måde var det gået med Israel. Princippet om, at ethvert menneske kan frelse sig selv ved sine gerninger, var grundlaget for enhver hedensk religion. Nu var det også blevet grundlaget for den jødiske religion. Satan havde indpodet dette princip. Overalt, hvor det bliver hævdet, har mennesker intet værn mod synden.JSL 19.5

Frelsens budskab meddeles til mennesker gennem menneskelige formidlere. Men jøderne havde forsøgt at få eneret på sandheden, som er evigt liv. De havde hamstret den levende manna, og den var blevet til fordærv. Den religion, som de søgte at beholde for sig selv, blev til lovbrud. De vanærede Gud og bedrog verden med et forfalsket evangelium. De havde afslået at overgive sig til Gud for at frelse verden, og de blev Satans medhjælpere til dens ødelæggelse.JSL 20.1

Det folk, som Gud havde kaldet til at være sandhedens støtte og grundvold, var blevet repræsentanter for Satan. De udrettede den gerning, som han ville have dem til at gøre, og fulgte kursen med at fordreje Guds karakter og få verden til at betragte ham som en tyran. Selv præsterne, der gjorde tjeneste i templet, havde mistet betydningen af den tjeneste, de udførte, af syne. De var hørt op med at se ud over symbolet til det, det var et billede på. Under udøvelsen af offertjenesten var de som optrædende i et skuespil. De forordninger, som Gud selv havde indstiftet, blev gjort til et middel til at forblinde sindet og forhærde hjertet. Gud kunne ikke gøre mere for mennesket ad disse veje. Hele systemet måtte ryddes bort.JSL 20.2

Syndens bedrag havde nået sit højdepunkt. Alt, hvad der tjente til at nedværdige mennesket, var blevet sat i gang. Når Guds Søn betragtede verden, så han lidelse og elendighed. Med medynk så han, hvordan mennesker var blevet ofre for Satans grusomhed. Han så med medlidenhed på dem, der var ved at blive ødelagt, myrdet og fortabt. De havde valgt sig en hersker, der lænkede dem som fanger til sin stridsvogn. Rådvilde og vildledte drog de fremad i et dystert optog imod evig tilintetgørelse — til en død, hvorfra der ikke findes noget håb om liv, mod en nat, der ikke efterfølges af nogen morgen. Satans hjælpere havde taget bolig i mennesker. Menneskers legemer, der var skabt til bolig for Guds ånd, var blevet opholdsted for onde ånder. Sanserne, nerverne, lidenskaberne, de menneskelige organer blev af overnaturlige kræfter påvirket til at hengive sig til de laveste lyster. De onde ånder havde sat deres eget stempel på menneskers ansigt. De menneskelige træk genspejlede udtrykket hos de hærskarer af djævle, der havde besat dem. Det var et sådant billede, verdens Frelser betragtede. Hvilket syn for den fuldstændigt rene at skue!JSL 20.3

Synden var blevet til en videnskab, og laster var blevet indviet til at være en del af religionen. Oprøret havde slået dybe rødder i hjertet, og menneskets fjendskab mod Himmelen var af den voldsomste art. Det var blevet bevist over for universet, at adskilt fra Gud kunne menneskeslægten aldrig højnes. Der måtte meddeles den et nyt element af liv og kraft fra ham, som havde skabt verden.JSL 20.4

Med største interesse havde de ikke faldne verdener holdt øje for at se Jehova rejse sig og bortrydde jordens beboere. Og hvis Gud ville gøre dette, var Satan rede til at udføre sin plan om at sikre sig forbund med de himmelske væsener. Han havde erklæret, at principperne i Guds herredømme gjorde syndsforladelse til en umulighed. Hvis verden var blevet lagt øde, ville han have hævdet, at hans beskyldninger var sande. Han var rede til at kaste skylden over på Gud og udbrede sit oprør i de himmelske verdener. Men i stedet for at tilintetgøre verden sendte Gud sin Søn ned for at frelse den. Skønt der fandtes fordærv og trods alle vegne på denne fremmede klode, blev der sørget for en udvej til dens redning. Netop i det afgørende øjeblik, hvor det så ud, som om Satan skulle sejre, kom Guds Søn med budskabet om Guds nåde. Gennem alle slægter og til enhver tid har Gud udvist kærlighed over for den faldne slægt. Trods menneskehedens fordærvelse har der ustandselig vist sig tegn på barmhjertighed, og da tidens fylde var kommet, viste guddommen sin herlighed ved at overøse verden med en strøm af nåde, som ikke skulle stoppes eller tilbagetrækkes, før frelsesplanen var fuldført.JSL 21.1

Satan jublede over, at det var lykkedes ham at fornedre Guds billede i mennesket. Da kom Jesus for atter at genoprette Skaberens billede i mennesket. Ingen anden end Kristus kan genskabe den karakter, der er blevet ødelagt af synden. Han kom for at uddrive de onde ånder, der havde kontrolleret viljen. Han kom for at rejse os af støvet, for at omdanne den fordærvede karakter til at ligne hans egen guddommelige karakter og smykke den med sin egen herlighed.JSL 21.2