Judas Iskariot

Mens Jesus forberedte disciplene til deres indvielse, var der en, som ikke var kaldet, der indtrængende bad om at få en plads iblandt dem. Det var Judas Iskariot, en mand, der foregav at være Jesu discipel. Nu trådte han frem og bad om en plads i disciplenes inderkreds. Med stor alvor og tilsyneladende oprigtigt erklærede han: “Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.” Jesus hverken afviste ham eller bød ham velkommen, men sagde blot disse sørgelige ord: “Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.” ^{6Matt 8,19-20} Judas troede på, at Jesus var Messias, og han håbede ved at slutte sig til apostlene at kunne sikre sig en høj stilling i det kommende rige. Dette håb ville Jesus fratage ham ved at tilkendegive sin fattigdom.JSL 204.2

Disciplene ønskede meget, at Judas skulle være med i deres kreds. Han havde en respektindgydende fremtræden og var en handlekraftig mand med en skarp dømmekraft, og de anbefalede ham til Jesus som en mand, der ville være ham til stor hjælp i arbejdet. De var overraskede over, at Jesus modtog ham så køligt.JSL 204.3

Det havde været en stor skuffelse for disciplene, at Jesus ikke havde forsøgt at sikre sig samarbejde med ledende mænd i Israel. De følte, at det var en fejl ikke at styrke hans sag ved at sikre sig disse indflydelsesrige mænds støtte. Hvis han havde afvist Judas, ville de i deres stille sind have draget deres Mesters klogskab i tvivl. Judas’ senere historie skulle komme til at lære dem, hvor farligt det er at tillade verdslige hensyn, når man skal afgøre, hvor egnede mennesker er til Guds arbejde. En medvirken af den slags mænd, som disciplene var ivrige efter at sikre sig, ville have forrådt gerningen over i hænderne på dens værste fjender.JSL 205.1

Dog var Judas, da han sluttede sig til disciplene, ikke ufølsom overfor skønheden i Kristi personlighed. Han følte påvirkningen fra den guddommelige kraft, som drog menneskene til Frelseren. Han, som ikke kom for at bryde det knækkede rør eller slukke den osende væge, ville ikke afvise denne mand, hvis blot der var et eneste ønske om at nå frem til lyset. Frelseren læste i Judas’ hjerte som i en åben bog; han vidste, til hvilken dybde af synd Judas ville synke, hvis han ikke blev frigjort ved Guds nåde. Da Jesus knyttede denne mand til sig, gav han ham en plads, hvor han dag efter dag kunne komme i kontakt med hans egen uselviske kærligheds rigdom. Hvis han ville åbne sit hjerte for Kristus, ville Guds nåde uddrive selviskhedens ånd, og selv Judas kunne komme til at høre med i Guds rige.JSL 205.2

Gud tager imod mennesker, som de er med deres menneskelige karakteregenskaber, og oplærer dem så til sin tjeneste, hvis de vil lade sig lede og belære af ham. De er ikke udvalgt, fordi de er fuldkomne, men på trods af deres ufuldkommenheder, for at de gennem kendskab til og udøvelse af sandheden ved Kristi nåde kan forvandles til at ligne ham.JSL 205.3

Judas havde de samme muligheder som de andre disciple. Han lyttede til de samme værdifulde lærdomme. Men den udøvelse af sandheden, som Kristus fordrede, stemte ikke overens med Judas’ ønsker og hensigter, og han ville ikke opgive sine egne ideer for at kunne tage imod visdom fra Himmelen.JSL 205.4

Hvor var Frelseren dog mild over for ham, som skulle blive hans forræder! Når Jesus underviste, gjorde han meget ud af pligten til godgørenhed, som ramte griskheden i selve roden. Mens Judas hørte på det, talte han om begærlighedens hæslige væsen, og mange gange var disciplen klar over, at hans karakter var blevet skildret og hans synd udpeget; men han ville ikke bekende og opgive sin syndighed. Han var selvsikker, og i stedet for at modstå fristelsen fortsatte han med sine svigagtige handlemåder. Kristus stod for ham som et levende eksempel på, hvordan han kunne blive, hvis han høstede frugten af den guddommelige hjælp og tjeneste; men den ene lære efter den anden gik upåagtet hen over hovedet på Judas.JSL 205.5

Jesus irettesatte ham ikke strengt for hans begærlighed, men bar med guddommelig tålmodighed over med denne vildfarne mand, selv mens han gav ham bevis for, at han læste hans tanker som en åben bog. Han viste ham de højeste motiver til at handle rigtigt, og hvis Judas forkastede Himmelens lys, ville han ikke have nogen undskyldning.JSL 205.6

Judas valgte at beholde sine fejl i stedet for at vandre i lyset. Onde ønsker, hævngerrighed og mørke og utilfredse tanker blev dyrket, indtil Satan havde denne mand helt i sin magt. Judas blev repræsentant for Kristi fjende.JSL 206.1

Dengang han kom i forbindelse med Jesus, havde han nogle værdifulde karakteregenskaber, som kunne være blevet til velsignelse for menigheden. Hvis han havde været villig til at bære Kristi åg, kunne han være blevet en af de betydeligste apostle; men han forhærdede sit hjerte, når han blev gjort opmærksom på sine fejl, og i hovmod og oprørsånd valgte han sin egen ærgerrighed og gjorde sig på denne måde uskikket til den opgave, som Gud ville have betroet ham.JSL 206.2