Jesu fuldmagt

Han, som selv havde givet disse profetier, gentog nu advarslen for sidste gang. Til opfyldelse af profetien havde folket udråbt Jesus til Israels konge. Han havde taget imod deres hyldest og modtaget kongeværdigheden. Som en sådan måtte han nu handle. Han vidste, at hans bestræbelser på at forandre et fordærvet præsteskab ville være forgæves; alligevel måtte han udføre sit hverv. Vidnesbyrdet om, at han var udsendt af Gud, måtte gives til et vantro folk.JSL 425.3

Atter gled Jesu skarpe blik hen over templets vanhelligede forgård. Alles øjne var rettet imod ham. Præster og rådsherrer, farisæere og hedninger så med undren og ærefrygt på ham, som stod foran dem i himmelsk majestæt. Det guddommelige strålede frem gennem det menneskelige og omgav ham med en værdighed og herlighed, som han aldrig før havde vist. De, som stod nærmest, trak sig så langt tilbage, som menneskemængden tillod. Med undtagelse af nogle få af hans disciple stod Frelseren alene. Der hørtes ikke en lyd. Den dybe tavshed forekom ulidelig. Kristus talte med en kraft, der fik forsamlingen til at svaje som under et vældigt stormvejr: “Der står skrevet:JSL 425.4

‘Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Hans røst klang som en basun gennem templet. Det vrede udtryk i hans ansigt var som en fortærende ild. Myndigt befalede han: “Få det væk herfra!” ^{4Joh 2,16}JSL 425.5

Tre år tidligere havde templets embedsmænd skammet sig over deres flugt efter Jesu befaling. De havde siden undret sig over deres egen frygt og over deres ubetingede lydighed over for et enkelt, ydmygt menneske. De havde følt, at dette uværdige nederlag ikke ville gentage sig. Dog var de nu mere rædselsslagne end tidligere og skyndte sig endnu mere med at adlyde hans befaling. Ingen vovede at drage hans autoritet i tvivl. Præster og handelsmænd flygtede bort fra hans nærhed, alt imens de drev deres kvæg foran sig.JSL 425.6

På vejen fra templet mødte de en skare, der kom med deres syge, og som spurgte efter den store læge. Den beretning, som de flygtende gav, fik nogle af dem til at vende om. De var bange for at møde én, som var så mægtig, at han med sit blik havde jaget præsterne bort fra sig. Men et stort antal trængte sig gennem den flygtende skare i deres iver efter af nå hen til ham, som var deres eneste håb. Da folk flygtede bort fra templet, var mange blevet tilbage. Nu sluttede de nyankomne sig til dem. Igen var tempelgården fyldt med syge og døende, og endnu en gang tog Jesus sig af dem.JSL 425.7