Jesus eller Barabbas
Nu sendte Pilatus bud efter Barabbas, for at han kunne blive ført ind i retssalen. Derefter præsenterede han de to fanger ved siden af hinanden, og idet han pegede på Frelseren, sagde han højtideligt og indtrængende: “Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.” “Se, her er manden!”JSL 535.4
Der stod Guds Søn iført hånens dragt og med tornekronen på hovedet. Da han var nøgen til bæltestedet, så man på hans ryg de lange, grusomme striber efter slagene, hvorfra blodet flød. Hans ansigt var blodplettet og mærket af udmattelse og smerte; men aldrig havde det fremtrådt mere smukt end nu. Frelserens ansigt fremviste ingen ændring over for hans fjender. Hvert træk gav udtryk for blidhed og resignation og den inderligste medfølelse med hans grusomme fjender. Der var ingen fej svaghed i hans fremtræden, men langmodighedens styrke og værdighed. Fangen ved hans side var en slående kontrast. Hvert træk i Barabbas’ ansigt udtrykte, hvilken forhærdet forbryder han var. Kontrasten talte til enhver, der så den. Nogle af tilskuerne græd. Da de så på Jesus, fyldtes deres hjerter af sympati. Selv præsterne og de ældste var overbeviste om, at han var den, han hævdede at være.JSL 535.5
De romerske soldater, der omgav Kristus, var ikke alle lige forhærdede. Nogle af dem så ham alvorligt ind i ansigtet for at finde et eneste vidnesbyrd om, at han var en forbryder eller et farligt menneske. Fra tid til anden vendte de sig om og tilkastede Barabbas et foragteligt blik. Det krævede ikke megen indsigt at gennemskue ham. Så vendte de sig igen mod den anklagede. De betragtede det guddommelige offer med en følelse af dyb medlidenhed. Kristi tavse selvhengivelse indprentede denne begivenhed i deres sind, for aldrig at blive udslettet, før de enten anerkendte ham som Kristus, eller de ved at forkaste ham beseglede deres egen skæbne.JSL 536.1
Pilatus var opfyldt af undren over Frelserens store tålmodighed uden nogen klage. Han nærede ingen tvivl om, at synet af denne mand i modsætning til Barabbas ville vække jødernes sympati. Men han forstod ikke præsternes fanatiske had til ham, der som verdens lys havde afsløret deres mørke og vildfarelse. De havde ophidset mængden til et vanvittigt raseri, og atter lød der fra præsterne, rådsherrerne og folket dette frygtelige råb: “Korsfæst ham, korsfæst ham!” Til sidst mistede Pilatus helt tålmodigheden med deres urimelige grusomhed og udbrød i sin fortvivlelse: “Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.”JSL 536.2
Skønt grusomhed ikke var noget nyt for den romerske landshøvding, følte han medlidenhed med denne lidende fange, der, skønt han var blevet dømt og pisket, trods blødende pande og flænget ryg, stadig havde en optræden som en konge på sin trone. Men præsterne erklærede: “Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.”JSL 536.3
Pilatus blev forfærdet. Han havde ingen korrekt forestilling om Kristus og hans kald; men han havde en uklar tro på Gud og på væsener, der stod over menneskene. En tanke, der engang havde strejfet ham, stod nu mere klart for ham. Han spurgte sig selv, om det mon ikke var et guddommeligt væsen, der stod foran ham, iført en purpurkappe til hån og kronet med torne.JSL 536.4
Atter gik han ind i domssalen og sagde til Jesus: “Hvor er du fra?” Men Jesus svarede ham ikke. Frelseren havde talt frit ud til Pilatus og havde forklaret ham om sin egen mission som et vidne om sandheden. Pilatus havde ringeagtet lyset. Han havde misbrugt sin høje stilling som dommer ved at afvige fra sine principper og sin myndighed til fordel for pøbelens krav. Nu havde Jesus ikke mere at sige ham. Irriteret over hans tavshed sagde Pilatus hovmodigt:JSL 536.5
“Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?”JSL 536.6
Jesus svarede: “Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.”JSL 536.7
Således undskyldte den barmhjertige Frelser, midt i sin uendelige lidelse og sorg, så vidt muligt den romerske landshøvdings handling, da han obervav ham til korsfæstelse. Hvilken scene at skildre og give videre til eftertiden! Hvilket lys kaster det ikke over ham, som er hele verdens dommer!JSL 536.8
Jesus sagde: “Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd,” og hermed mente Kristus Kajfas, der som ypperstepræst stod som repræsentant for det jødiske folk. Ypperstepræsterne kendte de retningslinjer, som de romerske myndigheder fulgte. De havde fået lys gennem profetierne, der vidnede om Kristus, og gennem hans egen lære og hans mirakler. De jødiske dommere havde fået umiskendelige beviser på, at han, som de nu dømte til døden, var guddommelig, og engang skulle de dømmes efter det lys, de havde fået.JSL 537.1
Den største skyld og det tungeste ansvar hvilede på dem, der beklædte de højeste stillinger i landet, og som forvaltede de hellige hverv, som de usselt forrådte. Pilatus, Herodes og de romerske soldater var forholdsvis uvidende om Jesus. De troede, at de behagede præsterne og rådsherrerne ved at mishandle ham. De havde ikke fået det lys, som det jødiske folk havde modtaget så rigeligt af. Hvis soldaterne havde fået dette lys, ville de ikke have behandlet Kristus så grusomt, som de gjorde.JSL 537.2