Stemplet som gudsbespotter

Jesus krævede den samme ret som Gud til at udføre en gerning, som var lige så hellig og af samme art som den, hans Fader beskæftigede sig med i Himmelen. Men farisæerne blev endnu mere ophidsede. Ikke alene havde han efter deres opfattelse overtrådt loven, men ved at kalde Gud for “min Fader” havde han erklæret, at han var ligeværdig med Gud.JSL 140.3

Hele jødefolket kaldte Gud deres Fader, og derfor ville de ikke være blevet så rasende, hvis Kristus blot havde sagt, at han havde en tilsvarende relation til Gud. Men de beskyldte ham for blasfemi og viste derved, at de forstod, at han gjorde fordring på det i ordets højeste betydning.JSL 140.4

Kristi modstandere havde ingen argumenter til at imødegå de sandheder, med hvilke han ramte deres samvittighed. De kunne kun citere deres skikke og traditioner, og disse forekom svage og uden substans sammenlignet med de argumenter, som Jesus havde hentet fra Guds ord og naturens uophørlige kredsløb. Hvis de skriftkloge havde følt noget ønske om at tage imod lyset, ville de have været overbevist om, at Jesus talte sandhed. Men de undgik de ting, han påpegede om sabbatten, og søgte at vække vrede mod ham, fordi han hævdede at være ligestillet med Gud. Rådsherrernes raseri var grænseløst. Hvis de ikke havde været bange for folket, ville præsterne og de skriftkloge have dræbt Jesus på stedet. Men folkestemningen var helt på hans side. Mange kendte Jesus som den ven, der havde helbredt deres sygdomme og trøstet dem i deres sorger, og de fandt hans helbredelse af den syge ved Betesda berettiget. Derfor var myndighederne for en tid tvunget til at lægge en dæmper på deres had.JSL 140.5