Et lys i hjemmet
Jesus ringeagtede ikke sit forhold til sine jordiske forældre. Fra Jerusalem vendte han hjem sammen med dem og hjalp dem i deres slidsomme tilværelse. Han skjulte mysteriet om sit kald i sit eget hjerte og afventede ydmygt det tidspunkt, der var udpeget for ham til at påbegynde sin gerning. I atten år, efter at han havde erkendt, at han var Guds Søn, anerkendte han de bånd, der bandt ham til hjemmet i Nazaret, og udførte sine pligter som søn, som bror, som ven og som borger.JSL 48.5
Da Jesu kald var blevet åbenbaret for ham i templet, undgik han samværet med mængden. Han ønskede at vende tilbage fra Jerusalem i stilhed sammen med dem, der kendte hans livs hemmelighed. Ved påskehøjtiden søgte Gud at kalde sit folk bort fra deres verdslige bekymringer og minde dem om sin underfulde gerning ved at udfri dem fra Ægypten. Han ville, at de i denne handling skulle se et løfte om udfrielse fra synden. Ligesom det slagtede lams blod beskyttede Israels folks hjem, skulle Kristi blod frelse dem. Men de kunne kun blive frelst ved Kristus, hvis de ved troen gjorde hans liv til deres eget. Den symbolske tjeneste gavnede kun, hvis den ledte menighedens tanker til Kristus som deres personlige Frelser. Gud ønskede, at de skulle ledes til under bøn at studere og meditere over Kristi mission. Men når skarerne forlod Jerusalem, optog rejseoplevelserne og det selskabelige samkvem alt for ofte hele deres opmærksomhed, og den højtidelige tjeneste, som de havde været vidne til, blev glemt. Frelseren følte sig ikke tiltrukket af tanken om at være sammen med dem.JSL 48.6
Da Josef og Maria skulle vende tilbage fra Jerusalem sammen med Jesus, håbede han på at kunne henlede deres tanker til profetierne om den lidende Frelser. På Golgata søgte han at lindre sin mors sorg. Nu tænkte han på hende. Maria skulle være vidne til hans sidste dødskval, og Jesus ønskede, at hun skulle forstå hans mission, så hun kunne få kraft til at holde ud, at sværdet gennemtrængte hendes sjæl. Sådan som Jesus nu havde været skilt fra hende, og hun med sorg havde søgt efter ham i tre dage, sådan skulle han atter, når han blev ofret for verdens synd, være tabt for hende i tre dage. Og når han atter steg op af graven, ville hendes sorg igen blive vendt til glæde. Men hvor meget bedre ville hun ikke kunne have udholdt smerten ved hans død, hvis hun havde forstået de skrifter, som han nu forsøgte at gøre hende opmærksom på.JSL 49.1
Hvis Josef og Maria havde holdt deres tanker fast ved Gud gennem meditation og bøn, ville de have erkendt, hvilken hellig forpligtelse de havde fået, og de ville ikke have sluppet Jesus af syne. Ved en enkelt dags forsømmelse mistede de ham; men det kostede dem tre dages ængstelig søgen atter at finde ham. Det er det samme for os. Ved tom tale, sladder eller ved at undlade at bede kan vi på en eneste dag miste Frelserens nærvær, og det kan koste os mange dages smertefuld søgen atter at finde ham og genvinde den fred, som vi har mistet.JSL 49.2
I vort samvær med hinanden skal vi passe på ikke at glemme Jesus, så vi lever vort liv uden at tænke på, at han ikke er hos os. Når vi lader os optage helt af verdslige ting, så vi ikke har nogen tanke for ham, som er midtpunktet for vort håb om evigt liv, skiller vi os selv fra Jesus og fra de himmelske engle. Disse hellige væsener kan ikke være der, hvor Frelserens nærvær ikke er ønsket, og hvor hans fravær ikke bemærkes. Dette er grunden til, at der så ofte hersker modløshed blandt dem, der kalder sig Kristi disciple.JSL 49.3
Mange tager del i gudstjenester og føler sig opmuntrede og trøstede ved Guds ord; men ved at forsømme meditation, årvågenhed og bøn mister de velsignelsen og opdager, at de er fattigere, end før de modtog den. Ofte har de den følelse, at Gud har været hård og streng imod dem. De kan ikke se, at skylden er deres egen. Ved at holde sig borte fra Jesus har de udelukket sig fra lyset ved hans nærvær.JSL 49.4
Det ville være godt for os alle hver dag at bruge en eftertænksom time med tankerne på Kristi liv. Vi kunne genkalde det punkt for punkt og lade fantasien udmale hver eneste begivenhed, især de sidste. Hvis vi så bliver lidt længere ved hans store offer for os, vil vor tillid til ham blive mere bestandig, vor kærlighed vil blive styrket, og vi vil blive dybere påvirket af hans ånd. Hvis vi ønsker til sidst at blive frelst, må vi lære lektien om anger og ydmygelse ved foden af hans kors.JSL 49.5
Når vi er sammen, kan vi være til velsignelse for hinanden. Hvis vi tilhører Kristus, vil vore kærligste tanker gælde ham. Vi vil elske at tale om ham; og n:h vi taler sammen om hans kxrlighed, vil vi abne os for den gud dommelige pavirkning. Nar vi betragter sk¢nheden i hans egenskaber, vil vi “forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed.” JSL 49.6