Jerusalems skæbnetime

Jesus hævede sin hånd, den hånd, der så ofte havde velsignet de syge og lidende, og idet han rettede den mod den dømte by, udbrød han med gråd i stemmen: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.” Her stoppede Frelseren og lod det forblive usagt, hvad Jerusalem kunne være blevet til, hvis den havde taget imod den hjælp, som Gud ønskede at give den, Hans elskede søn som gave. Hvis Jerusalem havde vidst, hvad den havde været udvalgt til at vide, og havde været opmærksom på det lys, som Himmelen havde sendt den, så ville den have bestået i stolt velstand, som dronning over rigerne, fri ved kraften fra sin gudgivne magt. Der ville ikke have stået bevæbnede soldater ved dens porte, ikke have vajet romerske bannere fra dens mure. Den glorværdige skæbne, der kunne være blevet Jerusalem til del, hvis den havde taget mod sin Frelser, viste sig for Guds Søns øjne. Han så, at den kunne være blevet reddet ved hjælp af ham, være blevet befriet for sin trældom og blevet gjort til verdens mægtige hovedstad. Fra dens mure ville fredsduen være fløjet ud til alle folkeslag. Den ville have været et prægtigt diadem for verden.JSL 415.2

Men det strålende billede af, hvad Jerusalem kunne have været, forsvinder fra Frelserens blik. Han gør sig klart, hvad den er nu, under romernes åg, ramt af Guds vrede og dømt til at blive ramt af hans gengældelse. Han fortsætter sin afbrudte klage: “Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.”JSL 415.3

Kristus kom for at frelse Jerusalem og dens børn; men farisæernes hovmod, hykleri, skinsyge og ondskab forhindrede ham i at virkeliggøre sin hensigt. Jesus kendte den frygtelige gengældelse, der ville ramme den dømte by. Han så Jerusalem omringet af hære, så de belejrede indbyggere lide døden af sult, så mødre mætte sig med deres egne børns lig, og så både forældre og børn flå den sidste smule mad fra hinanden, fordi den naturlige kærlighed var tilintetgjort af den nagende sult. Han så, at jødernes hårdnakkethed, tilkendegivet ved deres forkastelse af hans frelse, også ville få dem til at afslå at underkaste sig de indtrængende hære. Han så Golgata, hvor han selv skulle blive ophøjet, tæt besat med kors som træerne i en skov. Han så de mishandlede indbyggere lide torturens kvaler på pinebænken og ved korsfæstelse, så de skønne paladser blive ødelagt, så templet i ruiner, så at der af dets massive mure ikke blev efterladt en sten oven på en anden, mens byen var pløjet ned som en mark. Frelseren havde god grund til at græde af smerte over disse rædselsscener.JSL 415.4

Jerusalem havde været som hans barn, og ligesom en kærlig far sørger over en egensindig søn, sådan græd Jesus over den elskede by. Hvordan skal jeg kunne opgive dig? Hvordan skal jeg kunne se dig dømt til ødelæggelse? Skal jeg da slippe dig, så du kan fylde din ugudeligheds bæger? Et eneste menneske har så stor værdi, at verdener i sammenligning med det synker til ubetydelighed; men her var et helt folk fortabt. Når den hastigt dalende sol ikke mere ville være at se på himmelen, ville Jerusalems nådes dag være til ende. Mens optoget holdt stille på toppen af Oliebjerget, var det endnu ikke for sent for Jerusalem at omvende sig. Barmhjertighedens engel var dengang ved at folde sine vinger sammen for at stige ned fra den gyldne trone og vige pladsen for retfærdighed og den hastigt kommende dom. Men Kristi store, kærlige hjerte bad stadig for Jerusalem, som havde ringeagtet hans nåde, foragtet hans advarsler, og som snart ville væde sine hænder i hans blod. Hvis Jerusalem blot ville omvende sig, så var det endnu ikke for sent. Mens de sidste stråler fra den nedgående sol dvælede på templet, på tårn og tinder, ville mon ikke en god engel så lede den til Frelserens kærlighed og forhindre dens dom? Skønne, ugudelige by, som havde stenet profeterne, som havde forkastet Guds Søn, som ved sin manglende anger og bod lagde sig selv i trældommens lænker — nu var nådens dag næsten til ende!JSL 416.1

Men igen taler Guds Ånd til Jerusalem. Før dagen er omme, bliver der aflagt et nyt vidnesbyrd om Kristus. Vidnesbyrdets stemme lyder som svar på kaldet fra en profetisk fortid. Hvis Jerusalem vil høre kaldet, hvis den vil tage imod Frelseren, som drager ind ad dens porte, så kan den endnu frelses.JSL 416.2