En uforglemmelig påskesabbat
Det blev en sabbat, som de sørgende disciple såvel som præsterne, rådsherrerne, de skriftkloge og folket aldrig skulle komme til at glemme. Ved solnedgang på beredelsesdagen lød basunerne som tegn på, at sabbatten nu var begyndt. Påsken blev overholdt, som den var blevet det gennem århundreder, mens han, som den viste hen til, var blevet dræbt af onde menneskers hænder og lå i Josefs grav. På sabbatsdagen fyldtes tempelgårdene med andagtsøgende. Ypperstepræsten, som havde været til stede på Golgata, var der også, prægtigt klædt i sin præstedragt. Præster med hvid hovedbeklædning udførte deres pligter under udfoldelse af stor aktivitet. Men nogle af de tilstedeværende fandt ikke hvile, da tyrenes og bukkenes blod blev ofret for synden. De var sig ikke bevidst, at forbilledet havde mødt modbilledet, og at et uendelig stort offer var blevet bragt for verdens synd. De vidste ikke, at udførelsen af den rituelle tjeneste ikke mere havde nogen værdi. Men aldrig før var denne tjeneste blevet overværet med så modstridende følelser. Basunerne og musikinstrumenterne og sangernes stemmer klang lige så højt og klart som sædvanlig. Men en følelse af noget fremmed gennemtrængte alt. Den ene efter den anden spurgte, om noget mærkeligt havde fundet sted. Hidtil havde det allerhelligste været omhyggeligt bevogtet, så ingen trængte derind. Men nu var det åbent for alles øjne. Det tunge forhæng, der var fremstillet af rent linnedstof og smukt dekoreret med guld, violet og purpur, var sønderrevet fra øverst til nederst. Stedet, hvor Jehova havde mødtes med ypperstepræsten for at meddele sin herlighed, det sted, som havde været Guds hellige modtagelsesværelse, lå åbent for alles øjne som et sted, der ikke mere blev anerkendt af Herren. Med mørke forudanelser gjorde præsterne tjeneste foran alteret. Blotlæggelsen af det allerhelligstes indviede hemmeligheder fyldte dem med rædsel for kommende ulykker.JSL 563.3
Manges sind beskæftigede sig med tanker, der var igangsat af begivenhederne på Golgata. Fra korsfæstelsen til opstandelsen var der mange søvnløse øjne, der konstant granskede profetierne — nogle for at forstå den fulde betydning af den højtid, de nu fejrede, nogle for at finde beviser for at Jesus ikke var den, han hævdede at være; andre ledte med sorg i sindet efter beviser for, at han var den sande Messias. Skønt der blev gransket med forskellige motiver for øje, så var alle overbevist om den samme sandhed, at der gennem begivenhederne i de sidste dage var sket en opfyldelse af profetierne, og at den korsfæstede var verdens Genløser. Mange af dem, der dengang deltog i tempeltjenesten, deltog aldrig mere i påskens ritualer. Selv mange af præsterne var overbevist om Jesu sande karakter. Deres ransagning af Skrifterne havde ikke været forgæves, og efter hans opstandelse erkendte de, at han var Guds Søn.JSL 564.1
Da Nikodemus så Jesus blive løftet op på korset, mindedes han hans ord, der var blevet sagt om natten på Oliebjerget: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.” Da Kristus på sabbatten lå i graven, havde Nikodemus lejlighed til at tænke efter. Nu var hans sind oplyst af et klarere lys, og de ord, som Jesus havde sagt til ham, var ikke mere uforståelige. Han følte, at han var gået glip af meget ved ikke at slutte sig til Frelseren, mens han levede. Nu erindrede han begivenhederne på Golgata. Kristi bøn for sine mordere og hans svar på den døende røvers bøn talte til den lærde rådsherres hjerte. Atter så han Frelseren i hans dødskval, atter hørte han det sidste råb: “Det er fuldbragt,” der lød som et sejrsråb. Atter så han jorden vakle, himmelen formørkes; han så det sønderrevne forhæng, de revnede klipper, og hans tro blev for evigt grundfæstet. Den samme begivenhed, der tilintetgjorde disciplenes håb, overbeviste Josef og Nikodemus om Jesu guddommelighed. Deres frygt blev overvundet af modet fra en fast og urokkelig tro.JSL 564.2
Aldrig havde Kristus i den grad tiltrukket sig mængdens opmærksomhed som nu, hvor han var lagt i graven. Som de havde været vant til, bragte folk deres syge og lidende til tempelgårdene og spurgte: Hvem kan fortælle os om Jesus fra Nazaret? Mange var kommet langvejs fra for at træffe ham, der havde helbredt de syge og oprejst de døde. Fra alle sider hørte man råbet: Hvor er Kristus, den store læge? Ved denne lejlighed blev de, der så ud til at vise tegn på spedalskhed, undersøgt af præsterne. Mange måtte høre deres mænd, hustruer eller børn blive erklæret for spedalske og dømt til at forlade deres trygge hjem og deres venners omsorg for at advare fremmede med klageråbet: “Uren, uren!” Jesus fra Nazarets barmhjertige hænder, der aldrig nægtede en helbredende berøring med den frastødende spedalske, lå foldet over hans bryst. Læberne, der havde besvaret bønner med de trøstende ord: “Jeg vil, bliv ren!” var nu tavse. Mange henvendte sig til ypperstepræsterne og rådsherrerne for at finde medfølelse og hjælp, men forgæves. Folk var øjensynligt fast besluttede på atter at ville have den levende Kristus iblandt sig. Indtrængende og vedholdende spurgte de efter ham. De lod sig ikke afvise. Men de blev jaget bort fra tempelgårdene, og der blev stillet soldater på vagt ved portene for at holde de mange mennesker tilbage, der kom med deres syge og døende og forlangte at komme ind.JSL 565.1
De syge, der var kommet for at blive helbredt af Frelseren, sank sammen af skuffelse. Gaderne var fulde af sørgende mennesker. De syge var ved at dø, fordi de manglede Jesu helbredende berøring. Læger blev forgæves konsulteret; ingen kunne i dygtighed måle sig med ham, der hvilede i Josefs grav.JSL 565.2
De lidendes klageråb gjorde det klart for tusinder af mennesker, at et stort lys var blevet slukket i verden. Uden Kristus var jorden kun mørke og tomhed. Mange, hvis stemmer havde forstærket råbet: “Korsfæst ham, korsfæst ham!” forstod nu tydeligt, hvilken ulykke der havde ramt dem, og de ville med lige så stor iver have råbt: Giv os Jesus tilbage! Bare han dog levede endnu.JSL 565.3
Da folket fik at vide, at præsterne havde ladet Jesus henrette, blev der stillet spørgsmål vedrørende hans død. Enkelthederne ved hans domfældelse var blevet holdt så hemmeligt som muligt; men i den tid, hvor han lå i graven, var hans navn på tusinder af læber, og beretninger om den fingerede retshandling og om præsternes og rådsherrernes umenneskelighed blev fortalt alle vegne. Disse præster og rådsherrer blev hidkaldt af kloge mænd for at forklare Det Gamle Testamentes profetier vedrørende Messias, men da de prøvede at udtænke nogle usandheder som svar, blev de, som om de havde mistet forstanden. De kunne ikke forklare de profetier, der henviste til Kristi lidelse og død, og mange af de spørgende blev overbevist om, at Skrifterne var gået i opfyldelse.JSL 565.4