Anklaget og dømt

Så snart det blev dag, samledes Sanhedrin atter, og Jesus blev på ny ført ind i retssalen. Han havde erklæret sig selv for at være Guds Søn, og de havde udlagt hans ord som en anklage imod ham. Men de kunne ikke dømme ham på dette grundlag, for mange af dem havde ikke været til stede ved indkaldelsen om natten og havde ikke hørt, hvad han sagde. Og de vidste, at den romerske domstol ikke ville finde noget i hans ord, der fortjente dødsstraf. Men hvis de kunne få ham til at gentage alt, kunne de måske nå deres mål. De kunne fordreje hans hævdelse af at være Messias til et oprørsk, politisk krav.JSL 516.4

“Er du Kristus,” sagde de, “så sig os det!” Men Kristus blev ved med at tie. De fortsatte med at bestorme ham med spørgsmål. Til sidst svarede han bedrøvet: “Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det, og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.” Men for at de ikke skulle have nogen undskyldning, tilføjede han denne alvorlige advarsel: “Herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.”JSL 517.1

“Du er altså Guds søn,” spurgte de som med én stemme. Han sagde til dem: “I siger selv, at jeg er det.” Så råbte de: “Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.”JSL 517.2

Ifølge de jødiske myndigheders tredje domfældelse skulle Jesus så dø. Alt, hvad der efter deres mening manglede nu, var, at romerne stadfæstede denne dom, og at han blev overgivet i deres hænder.JSL 517.3

Nu fulgte den tredje scene med mishandling og spot, langt værre end den han havde måttet tåle fra den uvidende hob. Den foregik i præsternes og rådsherrernes tilstedeværelse og med deres billigelse. Enhver følelse af sympati eller medmenneskelighed var forsvundet fra deres hjerter. Hvis deres argumenter var for svage til at bringe ham til at tie, havde de andre våben af den slags, som til alle tider har været brugt for at bringe kættere til tavshed lidelse, vold og død.JSL 517.4

Da dødsdommen over Jesus var afsagt af dommerne, blev folket grebet af et djævelsk raseri. Brølet af deres stemmer lød som vilde dyr. Mængden stormede hen imod Jesus og råbte: Han er skyldig, dræb ham! Havde det ikke været for de romerske soldater, ville Jesus ikke være blevet naglet til korset på Golgata. Han ville være blevet sønderrevet for øjnene af sine dommere, hvis ikke de romerske myndigheder havde lagt sig imellem og med våbenmagt havde begrænset mængdens voldshandlinger.JSL 517.5

Hedenske mænd var vrede over den brutale behandling af et menneske, mod hvem intet var bevist. De romerske officerer erklærede, at jøderne ved at fælde dom over Jesus krænkede den romerske magt, og at det endog stred imod den jødiske lov at dømme et menneske til døden på grundlag af hans eget vidnesbyrd. Denne indblanding medførte en kortvarig standsning af deres handlinger; men de jødiske ledende mænd var ude over enhver form for medfølelse eller skam.JSL 517.6

Præster og rådsherrer glemte deres embedes værdighed og overøste Guds Søn med ukvemsord. De hånede ham på grund af hans herkomst. De erklærede, at hans dristighed ved at erklære sig for at være Messias gjorde ham fortjent til den mest vanærende død. De mest samvittighedsløse mænd gav sig til at mishandle Frelseren på den mest infame måde. Et gammelt klædningsstykke blev kastet over hovedet på ham, og hans forfølgere slog ham i ansigtet og sagde: “Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?” Da kla:det atter blev fjernet, var der en usling, som spyttede ham i ansigtet.JSL 517.7

Guds engle registrerede omhyggeligt hvert eneste kra:nkende blik, ord og handling mod deres elskede fører. En dag vil de nedrige mennesker, der ha­ nede ham og spyttede pa hans rolige, blege ansigt, komme til at se det i dets herlighed, hvor det straler klarere end solen.JSL 518.1