Offer for tvivl

Judas var højt agtet af disciplene og havde stor indflydelse på dem. Han havde selv høje meninger om sin egen dygtighed og betragtede sine medbrødre som værende langt under ham i dømmekraft og duelighed. Han mente, at de ikke så deres egne muligheder eller udnyttede omstændighederne. Menigheden ville aldrig klare sig, når den havde så kortsynede mænd til ledere. Peter var impulsiv; han plejede at handle uovervejet. Johannes, som gemte på de sandheder, der lød fra Kristi læber, blev af Judas anset for at være en dårlig økonom. Matthæus, hvis uddannelse havde lært ham at være omhyggelig med alt, var meget nøjeregnende med hensyn til ærlighed; han overvejede altid Kristi ord nøje og fordybede sig sådan i dem, at han efter Judas’ mening ikke kunne betros vigtig, vidtrækkende virksomhed. Således opsummerede Judas alle disciplene og smigrede sig selv med, at menigheden uden hans evner som økonomisk leder ofte ville komme i forlegenhed og vanskeligheder. Judas betragtede sig selv som den eneste kompetente, der ikke kunne overgås af nogen. Efter sin egen bedømmelse var han en ære for sagen, og sådan førte han sig også frem.JSL 520.1

Judas var blind for sine egne karaktersvagheder, og Kristus anbragte ham, hvor han ville have mulighed for at se og rette dem. Som kasserer var det ham, der skulle sørge for flokkens fornødenheder og at lindre de fattiges nød. Da Jesus ved påskemåltidet sagde til ham: “Hvad du gør, gør det snart.” ^{1Joh 13,27} troede disciplene, at han havde befalet ham at købe, hvad der var nødvendigt til højtiden, eller at give noget til de fattige. Ved at tjene andre kunne Judas have udviklet et uselvisk sind. Men selv om han dagligt lyttede til Kristi lære og var vidne til hans uselviske liv, henfaldt Judas til sine begærlige tilbøjeligheder. De små summer, han fik i hænderne, var ham en vedvarende fristelse. Ofte, når han gjorde Kristus en lille tjeneste eller brugte noget af sin tid til religiøse formål, tog han sig betalt af disse sparsomme midler. I hans egne øjne var det rigtigt, hvad han gjorde, men i Guds øjne var han en tyv.JSL 520.2

Kristi ofte gentagne forkyndelse af, at hans rige ikke var af denne verden, krænkede Judas. Han havde udstukket en kurs, som han forventede, at Kristus ville følge. Han havde planlagt, at Johannes Døber skulle befries fra fængslet. Men se, Johannes blev ladt i stikken og halshugget!JSL 520.3

Og Jesus trak sig tilbage til et sted ude på landet sammen med sine disciple i stedet for at hævde sin kongelige ret. Judas ønskede en mere aggressiv krigsførelse. Han tænkte, at hvis Jesus ikke altid forhindrede disciplene i at udføre deres egne planer, så ville arbejdet lykkes bedre. Han lagde mærke til de jødiske lederes voksende fjendtlighed og så, at deres udfordring forblev upåagtet, da de krævede et tegn fra Himmelen af Kristus. Hans hjerte var åbent for vantroen, og fjenden forsynede ham med tvivlende og oprørske tanker. Hvorfor opholdt Jesus sig så meget ved det, som var nedslående? Hvorfor forudsagde han prøvelser og forfølgelse for sig selv og sine disciple? Det var udsigten til at få en høj stilling i det nye rige, der havde fået Judas til at gå ind for Kristi sag. Skulle hans håb blive skuffet? Judas var ikke helt sikker på, at Jesus var Guds søn og forsøgte at finde en eller anden forklaring på hans mirakler.JSL 521.1

På trods af Frelserens egen lære blev Judas ved med at holde fast ved tanken om, at Kristus skulle herske som konge i Jerusalem. Da de fem tusinde var blevet bespist, forsøgte han at fremme den. Judas hjalp med til at uddele maden til den sultne skare. Han havde lejlighed til at se de velgerninger, som det stod i hans magt at tildele andre. Han følte den tilfredsstillelse, der altid følger med at være i Guds tjeneste. Han hjalp med at føre de syge og lidende fra menneskemængden til Kristus. Han så den befrielse og glæde, der fyldte dem, som blev hjulpet af Kristus. Han havde mulighed for at forstå Kristi fremgangsmåde; men han var blændet af sine egne egoistiske ønsker. Judas var den første til at udnytte begejstringen efter miraklet med bespisningen. Det var ham, der kom med forslaget om at tage Kristus med magt og kåre ham til konge. Hans forhåbninger var store, og hans skuffelse var bitter.JSL 521.2