Forskellige i karakter

Jesus havde kaldet sine disciple for at kunne sende dem ud som sine vidner for at forkynde verden, hvad de havde set og hørt af ham. Deres embede var det mest betydningsfulde, som mennesker nogensinde var blevet kaldet til, og kom næst efter Kristi egen gerning. De skulle sammen med Gud arbejde for menneskers frelse. Som de tolv patriarker i Det gamle Testamente står som repræsentanter for Israel, således skulle de tolv apostle stå som repræsentanter for evangeliets menighed.JSL 203.2

Frelseren kendte de mænd, som han havde udvalgt. Han kunne se alle fejl og svagheder ved deres karakterer. Han kendte de farer, de måtte igennem, og det ansvar der ville komme til at hvile på dem, og han følte med disse udvalgte. Alene på et bjerg i nærheden af Genezaret sø tilbragte han hele natten i bøn for dem, mens de sov ved foden af bjerget. Ved det første daggry kaldte han dem til sig, for han havde noget meget vigtigt at meddele dem.JSL 203.3

Disse disciple havde i nogen tid været sammen med Jesus i aktivt arbejde. Johannes og Jakob, Andreas og Peter havde sammen med Filip, Nathanael og Matthæus været tættere knyttet til ham end de andre og havde været vidne til flere af hans mirakler. Peter, Jakob og Johannes kom ham stadig nærmere. De var næsten konstant sammen med ham, var vidne til hans mirakler og hørte hans ord. Johannes stræbte efter at få et endnu mere fortroligt forhold til Jesus, og derfor betegnes han som den discipel, Jesus elskede. Frelseren elskede dem alle, men Johannes havde det mest modtagelige sind. Han var yngre end de andre, og med en næsten barnlig tillid åbnede han sit hjerte for Jesus. Derved kom han til større forståelse af Kristus, og ved ham er Frelserens dybeste åndelige lærdomme blevet meddelt hans folk.JSL 203.4

I spidsen for en af de grupper, hvori disciplene blev inddelt, står Filips navn. Han var den første discipel, til hvem Jesus rettede denne direkte befaling: “Følg mig!” ^{2Joh 1,43} Filip var fra Betsajda, Andreas’ og Peters by. Han havde lyttet til Johannes Døbers lære og havde hørt hans forkyndelse om Kristus som Guds Lam. Filip var en oprigtig sandhedssøger, men han var længe om at komme til tro. Skønt han havde sluttet sig til Kristus, viser hans udtalelse om ham til Nathanael, at han ikke var fuldstændig overbevist om Jesu guddommelighed. Skønt Kristus af en stemme fra himmelen var blevet erklæret for at være Guds Søn, var han for Filip “Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” ^{3Joh 1, 45} Og da de fem tusinde blev mættede, viste Filips mangel på tro sig atter. Det var for at prøve ham, at Jesus spurgte: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Filips svar grænsede til vantro: “Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.” ^{4Joh 6,5-7} Jesus blev bedrøvet. Til trods for at Filip havde set hans gerninger og følt hans magt, havde han dog ingen tro. Da grækerne udspurgte Filip om Jesus, benyttede han ikke lejligheden til at føre dem til Frelseren, men han gik hen og sagde det til Andreas. Og i de sidste timer før korsfæstelsen var Filips ord atter af den slags, som svækker troen. Da Tomas sagde til Jesus: “Herre, vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?” svarede Frelseren: “Jeg er vejen og sandheden og livet.… Kender I mig, vil I også kende min fader.” Fra Filip lød dette vantro svar: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” ^{5Joh 14,5-8} Så tungnem, så svag i troen var denne discipel, som i tre år havde været sammen med Jesus.JSL 203.5

En glædelig kontrast til Filips vantro var Natanaels barnlige tillid. Han
var et menneske med en dybt alvorlig natur, en mand, hvis tro holdt fast ved
de usete realiteter. Alligevel var Filip elev i Kristi skole, og den guddomme-
lige lærer udviste tålmodig overbærenhed med hans vantro og sløvhed. Da
Helligånden var blevet udgydt over disciplene, blev Filip en lærer efter den
guddommelige orden. Han vidste, hvad han talte om, og han underviste med
en sikker forvisning, som virkede overbevisende på hans tilhørere.JSL 204.1