Et aktuelt budskab
Johannes’ prædiken havde fået et så fast greb om folket, at det krævede de religiøse lederes opmærksomhed. Faren for oprør bevirkede, at romerne betragtede enhver sammenstimlen af folket med mistænksomhed, og hvad som helst der tydede på en folkeopstand, vakte de jødiske myndigheders frygt. Johannes havde ikke anerkendt Sanhedrins myndighed ved at søge tilladelse til sin virksomhed, og han havde dadlet rådsherrerne og folket, farisæerne og saddukæerne i lige høj grad. Alligevel var folket ivrigt efter at følge ham. Interessen for hans gerning syntes at være stadigt voksende. Skønt han ikke havde bøjet sig for dem, regnede Sandhedrin med, at han som offentlig lærer stod under deres domsmyndighed.JSL 84.2
Rådet bestod af medlemmer, der var udvalgt fra landets højeste øvrighed, præsteskab og lærere. Ypperstepræsten var som regel leder af det. Alle dets medlemmer skulle være ældre men ikke gamle mænd; lærde mænd, der ikke blot var velbevandrede i jødefolkets religion og historie, men også havde en bred, generel viden. De skulle være uden legemlige fejl og være gifte mænd og fædre, fordi dette gjorde det mere sandsynligt, at de ville være humane og hensynsfulde. De havde deres mødesal i et værelse, der stod i forbindelse med templet i Jerusalem. I de tider, hvor jødefolket var uafhængigt, var Sanhedrin folkets øverste domstol og var i besiddelse af både verdslig og gejstlig myndighed. Skønt rådet nu var underlagt romerske regenter, havde det stadig stor indflydelse i civile såvel som i religiøse anliggender.JSL 84.3
Sanhedrin kunne ikke så godt udskyde en undersøgelse af Johannes’ virksomhed. Der var nogle, som huskede på den åbenbaring, Zakarias havde haft i templet, og faderens profetiske ord, der havde udpeget hans barn som Messias’ budbringer. Under tredive års forvirring og omskiftelser var disse begivenheder for en stor del gået i glemme. Nu kom man til at huske på dem ved det røre, som Johannes’ virksomhed vakte.JSL 85.1
Det var længe siden, at Israel havde haft en profet, længe siden man havde været vidne til en reformation som den, der nu foregik. Kravet om syndsbekendelse forekom nyt og rystende. Mange af de ledende mænd ville ikke gå hen for at lytte til Johannes’ opfordringer og voldsomme anklager for ikke at komme til at afsløre hemmeligheder i deres eget liv. Alligevel var hans prædiken en direkte forkyndelse af Messias’ komme. Det var en velkendt sag, at de halvfjerds uger i Daniels profeti, som indbefattede Messias’ komme, næsten var til ende; og alle var ivrige efter at få del i den tidsalder med national storhed, som man dengang ventede. Folkets begejstring var af en sådan art, at Sanhedrin snart ville føle sig tvunget til enten at godkende eller afvise Johannes’ gerning. Deres magt over folket var allerede aftagende. Det var ved at blive et alvorligt spørgsmål, hvordan de skulle opretholde deres position. I håb om at nå til et eller andet resultat sendte de en deputation af præster og levitter til Jordan for at forhandle med den nye lærer.JSL 85.2
Der var mange mennesker samlet for at lytte til hans ord, da udsendingene ankom. Med en myndighed, som var beregnet på at gøre indtryk på folket og kræve ærbødighed af profeten, trådte de hovmodige rabbinere frem. Mængden gjorde plads for dem, respektfuldt og næsten ængsteligt. Disse store mænd, klædt i prægtige dragter og stolte af deres rang og magt, stod foran profeten fra ørkenen.JSL 85.3
“Hvem er du?” spurgte de. Johannes kendte deres tanker og svarede: “Jeg er ikke Kristus.” “Hvad er du da? Er du Elias?” “Det er jeg ikke:” “Er du profeten?” “Nej!” “Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, som har sendt os; hvad siger du om dig selv?” “Jeg er en, der råber i ørkenen: ‘Jævn Herrens vej!:’, som profeten Esajas har sagt.”JSL 85.4
Det sted i Skriften, som Johannes hentyder til, er den skønne profeti hos Esajas: “Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt. … Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt.” JSL 85.5
Når en konge i gamle dage drog gennem de mindre befolkede dele af sit rige, blev en skare mænd sendt forud for den kongelige stridsvogn for at jævne de stejle steder og fylde hullerne op, så kongen kunne rejse sikkert og uden forhindringer. Det er denne skik, som profeten anvender for at give et billede af evangeliets gerning. “Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes.”1 Når Guds Ånd rører ved hjertet med sin utrolige, vækkende kraft, ydmyger den menneskelig stolthed. Verdslige fornøjelser, rang og magt er uden værdi. “Tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud,” nedbrydes; “vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.” Så skal ydmyghed og selvopofrende kærlighed, der bliver værdsat så lidt blandt mennesker, blive ophøjet som det eneste af værdi. Dette er evangeliets gerning, og det budskab, som Johannes bragte, var en del deraf.JSL 85.6
Rabbinerne fortsatte med at spørge: “Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller profeten?” Ordet “Profeten” havde forbindelse med Moses. Jøderne havde været tilbøjelige til at tro, at Moses skulle oprejses fra de døde og tages op til Himmelen. De vidste ikke, at han allerede var blevet oprejst. Dengang Døberen begyndte sin virksomhed, troede mange, at han måske var profeten Moses, som var stået op fra de døde, for han syntes at have grundig viden om profetierne og Israel historie.JSL 86.1
Man troede også, at Elias skulle vise sig personligt før Messias’ komme. Denne forventning imødegik Johannes gennem sin benægtelse; men hans ord havde en dybere betydning. Jesus sagde senere, idet han refererede til Johannes: “Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme.” JSL 86.2
Johannes kom i Elias’ ånd og kraft for at gøre en gerning som den, Elias gjorde. Hvis jøderne havde taget imod ham, ville denne gerning være blevet fuldført for dem, men de tog ikke imod hans budskab. For dem var han ikke Elias. For dem kunne han ikke opfylde den mission, som han var kommet for at fuldføre.JSL 86.3
Mange af dem, der flokkedes ved Jordan, havde været til stede ved Jesu dåb; men det tegn, der da blev givet, var kun gået op for nogle få af dem. I de foregående måneder, hvor Døberen havde virket, var der mange, som havde nægtet at følge kaldet til omvendelse. Således havde de forhærdet deres hjerter og formørket deres forståelse. Da Himmelen selv vidnede om Jesus ved hans dåb, opfattede de det ikke. Øjne, der aldrig i tro havde været rettet mod ham, som er usynlig, så ikke åbenbarelsen af Guds herlighed; øret, som aldrig havde lyttet til hans røst, hørte ikke vidnesbyrdets ord. Sådan er det også nu. Ofte tilkendegiver Kristus og de tjenende engle deres tilstedeværelse, når mennesker er forsamlede, og alligevel er der mange, der ikke ved det. De lægger ikke mærke til noget usædvanligt. Men for nogle åbenbares Frelserens nærhed. Deres hjerter fyldes af fred og glæde. De føler sig trøstede, opmuntrede og velsignede.JSL 86.4
Udsendingene fra Jerusalem havde spurgt Johannes: “Hvorfor døber du så?” og de afventede hans svar. Pludselig, mens hans blik gled hen over skaren, strålede hans øjne, hans ansigt lyste af glæde, og hele hans skikkelse dirrede af dyb betagelse. Med udstrakte hænder råbte han: “Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”JSL 86.5