Ægte retfærdighed
De skriftkloge regnede deres retfærdighed for at være et adgangskort til Himmelen, men Jesus erklærede, at den var utilstrækkelig og uværdig. Farisæernes retfærdighed bestod af ydre ceremonier og en teoretisk viden om sandheden. De skriftkloge hævdede at være hellige ved deres egne bestræbelser for at holde loven, men deres gerninger havde adskilt retfærdighed fra gudsfrygt. Mens de punktligt overholdt de rituelle påbud, var deres livsførelse både umoralsk og lastefuld. Deres såkaldte retfærdighed ville aldrig kunne skaffe dem adgang til Himmelen.JSL 216.4
Menneskesindets største bedrag på Kristi tid var, at blot et samtykke til sandheden betød retfærdighed. Efter al menneskelig erfaring har en teoretisk viden om sandheden vist sig at være utilstrækkelig til menneskets frelse. Den frembringer ikke retfærdighedens frugter. En nidkær iagttagelse af, hvad der kan betegnes som teologisk sandhed, ledsages ofte af had til den ægte sandhed, sådan som det fremgår af livet. De mørkeste kapitler i historien er tynget af beretninger om forbrydelser, der er begået af fanatiske religionsdyrkere. Farisæerne hævdede at være Abrahams børn og pralede af deres besiddelse af Guds orakler; men alligevel afholdt disse fordele dem ikke fra egenkærlighed, ondskab, begærlighed og det laveste hykleri. De mente selv at være verdens største religiøse personligheder, men deres såkaldte ortodoksi fik dem til at korsfæste Herlighedens Herre.JSL 217.1
Den samme fare eksisterer stadig. Mange tager det for givet, at de er kristne, simpelthen fordi de bifalder visse teologiske læresætninger. Men de har ikke ført sandheden ud i det praktiske liv. De har hverken troet eller elsket den, og derfor har de ikke modtaget den kraft og nåde, som kommer gennem helliggørelse ved sandheden. Mennesker kan hævde, at de tror på sandheden, men hvis den ikke gør dem oprigtige, venlige, tålmodige overbærende og åndeligt interesserede, er den en forbandelse for dem, og gennem deres indflydelse er den en forbandelse for verden.JSL 217.2
Den retfærdighed, som Jesus lærte os om, er hjertets og gerningernes overensstemmelse med Guds vilje, som den er åbenbaret os. Syndige mennesker kan kun blive retfærdige, når de tror på Gud og opretholder en levende forbindelse med ham. Den sande gudsfrygt vil så ophøje tankerne og livet. Så stemmer de ydre former for gudsfrygt overens med den kristnes indre renhed. Så er de ceremonier, der kræves i tjenesten for Gud, ikke meningsløse ritualer, som de var for de hykleriske farisæere.JSL 217.3
Jesus tager budene op særskilt og forklarer omfanget og rækkevidden af deres bestemmelser. I stedet for at fjerne blot den mindste smule af deres kraft viser han, hvor vidtrækkende deres principper er og blotter jødernes skæbnesvangre fejltagelse ved at vise lydighed udadtil. Han erklærer, at Guds lov bliver overtrådt ved onde tanker eller et vellystigt øjekast. Et menneske, som tager del i den ringeste uret, bryder loven og nedbryder sin egen moral. Mord opstår først i tanken. Den, som giver plads til had i sit hjerte, går i morderens fodspor, og hans offergaver er en vederstyggelighed for Gud.JSL 217.4
Jøderne havde et hævngerrigt sind. I deres had til romerne gav de udtryk for hård fordømmelse og glædede den onde ved at manifestere hans egenskaber.JSL 217.5
På denne måde trænede de sig op til at udføre de frygtelige ting, som han forledte dem til. I farisæernes religiøse liv var der intet, som talte for at vise kærlighed til hedningerne. Jesus bad dem om ikke at bedrage sig selv med, at de i deres tanker kunne rejse sig mod deres undertrykkere og dyrke længselen efter at hævne deres forurettelser.JSL 218.1
Der er sandt nok en harme, som er berettiget, selv for Kristi disciple. Når de ser, at Gud vanæres, og at tjenesten for ham bringes i vanry, når de ser, at uskyldige undertrykkes, så fyldes de af retfærdig harme. En sådan vrede, som udspringer af moralsk følsomhed, er ikke nogen synd. Men de, som ved den mindste formodede provokation føler, at de har ret til at blive vrede eller krænkede, åbner deres hjerte for Satan. Bitterhed og fjendskab må bandlyses, hvis vi ønsker at være i harmoni med Himmelen.JSL 218.2
Frelseren går endnu længere. Han siger: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” Mange er nidkære i religiøse pligter, mens der mellem dem og deres medbrødre er ulykkelige uenigheder, som de kunne få bragt ud af verden. Gud pålægger dem at gøre alt, hvad der står i deres magt for atter at tilvejebringe fred. Før de har gjort dette, kan han ikke modtage deres gaver. Den kristne pligt i så henseende er klart tilkendegivet.JSL 218.3
Gud lader sine velsignelser komme alle til gode. “Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” “Han er god mod de utaknemlige og onde.” Han befaler os at ligne ham. “Velsign dem, der forbander jer,” sagde Jesus; “gør godt mod dem, der hader jer,” “for at I må være jeres himmelske faders børn.” Dette er lovens principper, og de er udspring for selve livets kilde.JSL 218.4
Gud sætter målet for sine børn højere, end den højeste menneskelige tanke kan nå. “Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” I denne befaling ligger der et løfte. Frelsesplanen omhandler vor fuldstændige frigørelse fra Satans magt. Kristus vil altid befri det sønderknuste menneske fra synd. Han kom for at tilintetgøre Djævelens gerninger, og han har sørget for, at Helligånden bliver tildelt hver eneste angrende for at bevare ham fra at synde.JSL 218.5
Fristerens påvirkning må ikke bruges som en undskyldning for en eneste forkert handling. Satan fryder sig, når han hører disciple, der bekender sig til Kristus, komme med undskyldninger for deres karaktermangler. Det er disse undskyldninger, som fører til synd. Der findes ingen undskyldning for at synde. Et helligt sind, et liv som kristen er opnåeligt for ethvert angrende, troende barn af Gud.JSL 218.6
Idealet for en kristen karakter er at ligne Kristus. Som Menneskesønnen var fuldkommen i sin livsførelse, sådan skal hans efterfølgere være fuldkomne i deres. Jesus var i alle henseender som sine brødre. Han blev kød, ligesom vi selv er det. Han følte sult, tørst og træthed. Han blev holdt oppe ved at spise og forfrisket ved at sove. Han delte menneskets lod, men alligevel var han Guds skyldfri Søn. Han var Gud selv legemliggjort. Vi skal have den samme karakter som han. Herren siger om dem, som tror på ham:JSL 218.7
“Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.” JSL 219.1
Kristus er den stige, som Jakob så. Dens fod hvilede på jorden, og dens øverste trin nåede til Himmelens port, til selve herlighedens tærskel. Hvis denne stiges nederste trin ikke havde nået jorden, ville vi have været fortabte. Men Kristus når os, hvor vi er. Han påtog sig vor natur og sejrede, for at vi ved at få del i hans natur kunne sejre. Dannet “i syndigt køds lighed” levede han et liv uden synd. I kraft af sin guddommelighed holder han nu fast i Himmelens trone, mens han ved sin menneskelighed kan nå os. Han tilbyder os ved tro på ham at opnå herligheden ved Guds karakter. Derfor skal vi være fuldkomne, ligesom vor “himmelske fader er fuldkommen.”JSL 219.2
Jesus havde vist, hvad retfærdighed består i, og havde peget på Gud som kilden dertil. Nu gik han over til de praktiske pligter. Han sagde, at når man giver almisse, når man beder, og når man faster, så gør intet for at vække opmærksomhed eller for at få ros. Giv af et oprigtigt hjerte for at hjælpe de nødlidende fattige. Når du beder, så lad dit hjerte være ét med Gud. Når du faster, så gå ikke med bøjet hoved og hjertet opfyldt af tanken om dig selv. Farisæernes hjerter var som en gold og unyttig jordbund, hvor ingen af det himmelske livs frø kunne trives. Det er den, som med mindst forbehold overgiver sig til Gud, der vil kunne yde ham den bedste tjeneste. For gennem fællesskab med Gud samarbejder mennesker med ham for at præsentere hans egenskaber i menneskeskikkelse.JSL 219.3
Den tjeneste, der ydes med et oprigtigt hjerte, vil få stor løn. “Din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Ved det liv, vi ved Kristi nåde lever, dannes karakteren. Sjælens oprindelige skønhed begynder at blive gendannet. Kristi karakteregenskaber bliver tildelt os, og Guds billede begynder at kunne skimtes. Ansigterne på de mænd og kvinder, som følger og arbejder sammen med Gud, udtrykker den himmelske fred. De er omgivet af himmelsk atmosfære. For disse mennesker er Guds rige allerede kommet. De ejer Kristi glæde, glæden ved at være en velsignelse for menneskeheden. De har den ære at være anerkendt til brug for Mesteren; de har fået betroet at gøre hans gerning i hans navn.JSL 219.4