Kapitel 45—I korset s skygge
Kapitlet er bygget op over Matt 16,13-28 ; Mark 8,27-38; Luk 9,18-27.
Kristi gerning på jorden nærmede sig hastigt sin afslutning. Livagtigt skitseret så han foran sig de begivenheder, som hans vej førte hen til. Allerede før han påtog sig menneskeskikkelse, så han hele udstrækningen af den vej, han måtte gå for at redde, hvad der var tabt. Hver smerte, der sårede hans hjerte, hver forhånelse, han blev udsat for, hvert afsavn, han måtte lide, stod klart for hans blik, før han lagde kronen og kongekåben fra sig og steg ned fra sin trone for at give sin guddommelighed menneskeskikkelse. Vejen fra krybben til Golgata lå udbredt for hans øjne. Han kendte den smerte, han måtte lide. Han vidste det alt sammen, og dog sagde han: “Se, jeg er kommet — i bogrullen er der skrevet om mig — jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.” JSL 296.1
Han havde altid resultatet af sin mission for øje. Hans liv på jorden, så fyldt med slid og selvopofrelse, så lysere ud ved udsigten til, at al hans møje ikke ville være forgæves. Ved at give sit liv for menneskers liv ville han vinde verden tilbage til loyalitet mod Gud. Skønt bloddåben først skulle modtages, skønt verdens synder skulle tynge hans uskyldige sjæl, skønt skyggen af en usigelig kval hvilede over ham, valgte han alligevel at udholde korsets smerte og ringeagtede skammen.JSL 296.2
De begivenheder, som lå foran ham, havde hidtil været skjult for de ledsagere, han havde udvalgt til sin tjeneste; men tiden nærmede sig, da de måtte være vidne til hans lidelse. De måtte se Ham, som de havde elsket og stolet på, overgivet i sine fjenders hænder og ophængt på Golgatas kors. Snart måtte han lade dem møde verden ansigt til ansigt uden trøsten ved hans synlige tilstedeværelse. Han vidste, hvordan bittert had og vantro ville forfølge dem, og han ønskede at forberede dem på deres prøvelser.JSL 296.3
Jesus og hans disciple var nu kommet til en af byerne i nærheden af Cæsarea Filippi. De var uden for Galilæas grænser i en egn, hvor afgudsdyrkelse var almindelig. Her var disciplene borte fra jødedommens overvågende indflydelse og bragt i nærmere kontakt med den hedenske gudsdyrkelse. De var omgivet af de overtroiske forestillinger, som eksisterede i alle dele af verden. Jesus ønskede, at synet af dette skulle få dem til at føle deres ansvar over for hedningerne. Mens han opholdt sig i denne egn, bestræbte han sig på at afstå fra at undervise folket for helt at hellige sig sine disciple.JSL 296.4
Han ville nu fortælle dem om den lidelse, der ventede ham. Men først gik han alene bort og bad om, at deres hjerter måtte være parate til at tage imod hans ord. Da han atter sluttede sig til dem, fortalte han dem ikke straks, hvad det var, han ønskede at meddele dem. Før han gjorde dette, gav han dem lejlighed til at bekende deres tro på ham, så de kunne blive styrket til den forestående prøve. Han spurgte dem: “Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”JSL 297.1
Disciplene måtte med sorg erkende, at Israel ikke ville anerkende ham som deres Messias. Nogle havde dog ved synet af hans mirakler erklæret ham for at være Davids søn. Menneskemængden, han havde mættet ved Betsajda, havde ønsket at kåre ham til Israels konge. Mange var rede til at regne ham for en profet, men de troede ikke på, at han var Messias.JSL 297.2