Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents

Jesu liv

 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Din tro har frelst dig

    På vejen til forstanderens hus havde Jesus i skaren truffet en stakkels kvinde, som i tolv år havde lidt af en sygdom, der gjorde livet til en byrde for hende. Hun havde brugt alt, hvad hun ejede til læger og lægemidler, men kun for at blive erklæret for uhelbredelig. Hun fattede dog atter håb, da hun hørte om de helbredelser, Kristus udførte. Hun følte sig overbevist om, at hvis hun blot kunne komme til ham, ville hun blive helbredt. Svag og lidende var hun kommet til søens bred, hvor han underviste, og prøvede at trænge sig frem gennem mængden, men forgæves. Atter var hun fulgt efter ham fra Levi-Matthæus’ hus, men var stadig ude af stand til at nå ham. Hun var lige ved at fortvivle, da han, idet han banede sig vej gennem skaren, kom hen i nærheden af det sted, hvor hun var.JSL 245.3

    Endelig var det rette øjeblik kommet! Hun var lige i nærheden af den store læge! Men hun kunne ikke komme til at tale med ham i al forvirringen og kunne heller ikke se andet end et flygtigt glimt af hans skikkelse. Angst for at gå glip af sin eneste mulighed for helbredelse trængte hun sig frem og sagde ved sig selv: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Idet han gik forbi, rakte hun hånden ud, og det lykkedes hende lige netop at røre ved kanten af hans kappe. Men i samme øjeblik vidste hun, at hun var helbredt. I denne ene berøring lå hele hendes tro gemt, og hendes smerter og svaghed måtte vige for en fuldstændig sundhed.JSL 245.4

    Opfyldt af taknemmelighed forsøgte hun derpå at trække sig tilbage fra mængden, men pludselig standsede Jesus, og alle standsede samtidig med ham. Han vendte sig om og sagde med en stemme, der tydeligt hørtes trods mængdens larm: “Hvem var det, som rørte ved mig?” Folket besvarede dette spørgsmål med en forundret stirren. Når man blev skubbet og stødt og trængt hid og did, som han blev, måtte det synes at være et mærkeligt spørgsmål.JSL 245.5

    Peter, som altid var parat til at tale, sagde: “Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber.” Jesus svarede: “Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.” Frelseren kunne skelne mellem troens berøring og den hensynsløse skares tilfældige berøring. En sådan tro skulle ikke forbigås i tavshed. Han ville tale trøstende ord til denne ydmyge kvinde, der kunne blive til et væld af glæde for hende; ord som for hans efterfølgere ville være til velsignelse til tidernes ende.JSL 245.6

    Mens han så hen mod kvinden, insisterede Jesus på at få at vide, hvem der havde rørt ved ham. Da hun så, at det ville være forgæves at skjule sig, kom hun skælvende frem og kastede sig ned for hans fødder. Grædende af taknemlighed fortalte hun om sin lidelse og om, hvordan hun var blevet befriet for den. Jesus sagde mildt: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!” Han gav ingen anledning til overtro ved at hævde, at man fik helbredelse blot ved at røre ved hans klæder. Det var ikke ved den ydre berøring af ham, men ved den tro, som greb fat i hans guddomskraft, at helbredelsen var sket.JSL 246.1

    Den undrende skare, som flokkedes tæt om Jesus, følte ikke, at der tilflød dem nogen levende kraft. Men da den syge kvinde rakte sin hånd ud for at røre ved ham i forvisning om, at hun ville blive rask, følte hun den helbredende kraft. Sådan er det også med det åndelige. At tale tilfældigt om religion, at bede uden en hungrende sjæl og levende tro, er til ingen nytte. En nominel tro på Kristus, som blot accepterer ham som verdens Frelser, kan aldrig bringe lægedom til sjælen. Den tro, der udvirker frelse, er ikke blot en intellektuel godkendelse af sandheden. Den, som venter på fuldstændig viden, før han vil handle i tro, kan ikke få nogen velsignelse fra Gud. Det er ikke nok at tro noget om Kristus, vi må tro på ham. Den eneste tro, som vil gavne os, er den, der tager imod ham som sin personlige Frelser, og som selv tilegner sig hans positive egenskaber. Mange anser troen for at være en anskuelse. Frelsende tro er en åndelig overenskomst, gennem hvilken de, som tager imod Kristus, forener sig i en pagt med Gud. Den ægte tro er liv. En levende tro betyder forøget styrke og fuld tillid, hvorved sjælen bliver til en sejrende kraft.JSL 246.2

    Da Jesus havde helbredt kvinden, ville han have, at hun skulle vedkende sig den velsignelse, hun havde fået. De gaver, som evangeliet giver os, skal ikke tilegnes i det skjulte eller nydes i hemmelighed. Derfor kalder Herren os til at vidne om sin godhed. “‘I er mine vidner’, siger Herren, ‘det er mig, der er Gud’.” 1Es 43,12JSL 246.3

    Vor bekendelse af hans trofasthed er det hjælpemiddel, Himmelen har valgt til at åbenbare Kristus for verden. Vi skal anerkende hans nåde, sådan som vi har lært den at kende gennem fortidens hellige mænd; men det som betyder mest, er vidnesbyrdet om vore egne erfaringer. Vi er vidner for Gud, når vi i os selv åbenbarer en guddommelig krafts gerning. Hvert enkelt menneske har en tilværelse, der tydeligt adskiller sig fra alle andres, og en erfaring, der er væsentlig forskellig fra deres. Gud vil, at vor lovprisning skal stige op til ham, præget af vor egen individualitet. Disse værdifulde anerkendelser til lovprisning af herligheden ved hans nåde har med baggrund i et kristent liv en uimodståelig kraft, som arbejder for menneskenes frelse.JSL 246.4

    Da de ti spedalske kom til Jesus for at blive helbredt, bad han dem gå hen og lade sig syne af præsten. På vejen derhen blev de rene, men kun én af dem vendte tilbage for at takke ham. De andre gik bort og glemte ham, som havde helbredt dem. Hvor er der mange, som stadig bærer sig ad på denne måde! Herren arbejder uafbrudt til gavn for mennesker. Han lader os altid få del i sine gaver. Han gør de syge raske, han frelser mennesker fra en fare, som de ikke ser. Han udsender himmelske engle for at frelse dem fra ulykker, for at vogte dem fra “pesten, der breder sig i mørket”, fra “soten, der hærger ved højlys dag” 2Sl 91,6, men deres hjerter lader sig ikke påvirke. Han har givet al Himmelens rigdom for at genløse dem, og dog husker de ikke hans store kærlighed. Ved deres utaknemmelighed lukker de deres hjerte for Guds nåde.JSL 247.1

    “Han bliver som en busk i ørkenen, han ser ikke lykken komme, han skal bo i stenørkenen, i saltlandet, hvor ingen kan bo.” 3Jer 17,6JSL 247.2

    Det er til vort eget bedste at bevare enhver af Guds gaver i frisk erindring. Således bliver troen styrket til at bede om og til at modtage mere og mere. Der er større opmuntring for os i den mindste velsignelse, som vi selv modtager fra Gud, end i alle de beretninger, vi kan læse, om andres tro og erfaringer. Den, der tager imod Guds nåde, “bliver som en vandrig have” 4Es 58,11. “Da læges hastigt dit sår” 5Es 58,8, “dit lys skal stråle frem i mørke” 6Es 58,10, for “over dig bryder Herren frem” 7Es 60,2. Så lad os da huske på Herrens miskundhed og mængden af beviser på hans kærlige barmhjertighed. Lad os ligesom Israels folk også rejse sten som vidnesbyrd og på dem skrive den dyrebare beretning om, hvad Gud har gjort for os. Når vi ser tilbage på hans handlemåde med os under vor pilgrimsfærd, så lad os med et hjerte, der strømmer over af taknemlighed, sige: “Hvordan kan jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig? Jeg løfter frelsens bæger og påkalder Herrens navn. Jeg indfrier mine løfter til Herren for øjnene af hele hans folk.” 8Sl 116,12-14JSL 247.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents