Sammen for sidste gang

Da de var samlet omkring bordet, sagde han med dybt bedrøvet stemme: “‘Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.’ Så tog han et bæger, takkede og sagde: ‘Tag det og del det omelkem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frug før Guds rige kommer.’”JSL 468.4

Kristus vidste, at for ham var tiden inde til at forlade denne verden og gå til sin Far. Han befandt sig nu i korsets skygge, og hans hjerte var forpint af smerte. Han vidste, at han ville blive forladt i den time, hvor han blev forrådt. Han vidste, at han ville blive henrettet på den mest ydmygende måde, som kun forbrydere blev udsat for. Han kendte utaknemmeligheden og grusomheden hos dem, som han var kommet for at frelse. Han vidste, hvor stort det offer var, som han måtte bringe, og for hvor mange det ville være forgæves. Når han vidste alt, hvad der ventede ham, kunne han ganske naturligt være blevet overvældet ved tanken om sin egen ydmygelse og lidelse. Men han så på de tolv, der havde været sammen med ham som hans egne, og som, når hans skam, sorg og mishandling var forbi, ville blive ladt alene til at kæmpe i verden. Når han tænkte på, hvad han selv skulle lide, var det altid i relation til sine disciple. Det var ikke sig selv, han tænkte på. Hans omsorg for dem var det, han først tænkte på.JSL 468.5

Denne sidste aften sammen med disciplene havde Jesus meget at sige til dem. Hvis de havde været forberedt til at modtage, hvad han længtes efter at delagtiggøre dem i, ville de være blevet skånet for sønderknusende sjælekval, for skuffelse og vantro. Men Jesus så, at de ikke kunne bære det, som han havde at sige dem. Da han så på deres ansigter, standsede de advarende og trøstende ord på hans læber. Nogle øjeblikke forløb i tavshed. Jesus så ud til at vente på noget. Disciplene følte sig ilde tilpas. Deltagelsen og ømheden, som var blevet vakt ved synet af Kristi sorg, syntes at være forsvundet. Hans ord, der fulde af sorg pegede på hans egen lidelse, havde kun gjort ringe indtryk. De blikke, de tilkastede hinanden, vidnede om skinsyge og stridighed.JSL 469.1