Kapitel 20—Kravet om tegn og undere

Kapitlet er bygget op over Joh 4,43-54.

De galilæere, som vendte hjem fra påskehøjtiden, bragte rygtet om Jesu undergerninger med tilbage. Den dom, der af myndighederne i Jerusalem var blevet fældet over hans gerninger, banede vejen for ham i Galilæa. Mange var kede af misbruget af templet og præsternes grådighed og arrogance. De håbede, at denne mand, der havde drevet rådsherrerne på flugt, måske kunne være den længe ventede befrier. Nu var der kommet efterretninger, der syntes at bekræfte deres største forventninger. Det blev berettet, at profeten selv havde erklæret, at han var Messias.JSL 131.1

Men befolkningen i Nazaret troede ikke på ham. Af denne grund besøgte Jesus ikke Nazaret på vejen til Kana. Frelseren erklærede over for sine disciple, at en profet ikke er agtet i sit hjemland. Mennesker bedømmer andre ud fra det, de selv er i stand til at værdsætte. De snæversynede og verdslige bedømte Kristus efter hans ringe byrd, hans beskedne klædedragt og daglige arbejde. De kunne ikke vurdere den åndens renhed, som var uden en plet.JSL 131.2

Nyheden om Kristi tilbagekomst til Kana bredte sig snart i hele Galilæa og bragte håb til de lidende og nødstedte. I Kapernaum tiltrak den en fornem jødes opmærksomhed. Han var embedsmand i kongens tjeneste. Denne mands søn led af en tilsyneladende uhelbredelig sygdom. Lægerne havde opgivet at redde hans liv, men da faderen hørte om Jesus, besluttede han at søge hjælp hos ham. Barnet var meget svagt, og man frygtede, at det ikke ville leve, indtil faderen vendte tilbage. Alligevel følte embedsmanden, at han personligt måtte forelægge sagen. Han håbede på, at en fars bønner kunne vække den store læges medfølelse.JSL 131.3

Ved ankomsten til Kana fandt han Jesus omringet af en stor skare. Med ængsteligt sind trængte han sig frem til Frelseren. Hans tro var ved at vakle, da han kun så en almindeligt klædt mand, som var støvet og træt efter rejsen. Han tvivlede på, at denne mand kunne udrette det, som han var kommet for at bede ham om; alligevel sikrede han sig en samtale med Jesus, fortalte, hvorfor han kom, og bønfaldt Frelseren om at følge med ham til hans hjem. Men Jesus kendte allerede hans sorg. Allerede inden embedsmanden havde forladt sit hjem, kendte Frelseren hans smerte.JSL 131.4

Men Jesus vidste også, at denne far i tankerne havde stillet betingelser for at tro på ham. Hvis han ikke fik sin bøn opfyldt, ville han ikke tage imod ham som Messias. Mens manden ventede i ulidelig spænding, sagde Jesus: “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.”JSL 132.1

På trods af alle beviser for, at Jesus var Kristus, havde den spørgende besluttet at gøre sin tro afhængig af, om han fik sin egen bøn opfyldt. Frelseren sammenlignede denne tvivlende vantro med samaritanernes enfoldige tro, der ikke havde bedt om noget under eller tegn. Hans ord, det altid nærværende vidnesbyrd om hans guddommelighed, havde en overbevisende kraft, som nåede ind til deres hjerter. Kristus var bedrøvet over, at hans eget folk, som havde fået det hellige ord betroet, var ude af stand til at høre Guds røst, der talte til dem gennem hans Søn.JSL 132.2

Dog havde embedsmanden et vist mål af tro; for han var kommet for at bede om, hvad der for ham var den dyrebareste af alle velsignelser. Jesus havde en endnu større gave at give. Han ønskede ikke blot at helbrede barnet, men at give embedsmanden og hans hjem del i frelsens velsignelser og at tænde et lys i Kapernaum, som inden længe skulle blive hans arbejdsområde. Men embedsmanden skulle erkende sit eget behov, før han kunne ønske sig Kristi nåde. Denne embedsmand var et billede på mange af hans eget folk. De interesserede sig for Jesus af egoistiske årsager. De håbede på at modtage særlige goder ved hans kraft, og de gjorde deres tro afhængig af, om de fik denne timelige begunstigelse. Men de var uvidende om deres åndelige sygdom og forstod ikke deres trang til Guds nåde.JSL 132.3

Som i et glimt blotlagde Frelserens ord den fornemme mands hjerte. Han indså, at han havde opsøgt Jesus af egoistiske grunde. Hans vaklende troviste sig for ham i sin sande skikkelse. I dyb fortvivlelse indså han, at hans tvivl kunne komme til at koste hans søn livet. Han vidste, at han stod foran en, som kunne læse hans tanker, og for hvem alle ting var mulige. I sin store fortvivlelse bønfaldt han: “Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Han holdt ved troen fast i Kristus ligesom Jakob, der råbte, da han brødes med engelen: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” ^{11 Mos 32,27}JSL 132.4

Ligesom Jakob vandt han sejr. Frelseren kan ikke afvise et menneske, der i sin store nød tryglende klynger sig til ham. “Gå hjem,” sagde han, “din søn lever.” Embedsmanden forlod Frelseren fyldt af en fred og glæde, som han aldrig før havde kendt. Ikke alene troede han på, at hans søn ville blive helbredt, men med stærk overbevisning stolede han på Kristus som sin Frelser.JSL 132.5

I den samme time så de, der vågede ved det døende barn i hjemmet i Kapernaum, at der skete en pludselig og uforklarlig forandring. Dødens skygge forsvandt fra den syges ansigt. Febergløden gav plads for den naturlige, sunde rødme. De matte øjne livede op, og kraften vendte tilbage i den svage, udtærede skikkelse. Der fandtes ikke mere noget spor af sygdom hos barnet. Dets brændende hud var blevet blød og fugtig, og det sank hen i en rolig søvn. Feberen havde forladt det midt i dagens hede. Familien undrede sig, og glæden var stor.JSL 132.6

Kana lå ikke længere borte fra Kapernaum, end at embedsmanden kunne være nået hjem om aftenen efter sit møde med Jesus; men han havde ikke hastværk med at komme hjem. Han nåede først til Kapernaum næste morgen. Hvilken hjemkomst det var! Da han drog ud for at finde Jesus, var hans hjerte tungt af sorg. Solskinnet forekom ham grusomt og fuglenes sang en hån imod ham. Hvor var hans følelser forandrede nu! Hele naturen er forandret. Han ser med nye øjne. Under turen i den tidlige morgen er det, som om hele naturen synes at lovprise Gud sammen med ham. Mens han endnu er et stykke borte fra sit eget hjem, kommer tjenere ud for at gå ham i møde, ivrige efter at befri ham for den uvished, han sikkert måtte føle. Han viser ingen overraskelse over de nyheder, de bringer, men med en stærk interesse, som de ikke kan kende grunden til, spørger han, hvornår barnet var begyndt at komme sig. De svarer: “I går ved den syvende time forlod feberen ham.” I samme øjeblik, hvor faderen i tro greb fat i denne forsikring: “Din søn lever!” havde den guddommelige kærlighed rørt ved det døende barn.JSL 133.1

Faderen skynder sig videre for at hilse på sin søn. Han knuger ham til sit bryst som én, der er vendt tilbage fra de døde, og takker Gud igen og igen for denne vidunderlige helbredelse.JSL 133.2

Embedsmanden længtes efter at vide mere om Kristus. Da han siden hen hørte hans lære, blev han og hele hans hus Jesu disciple. Deres sorg blev helliget til at blive til omvendelse for hele familien. Rygtet om dette mirakel bredte sig, og i Kapernaum, hvor så mange af Kristi mægtige gerninger var sket, blev vejen banet for hans personlige gerning.JSL 133.3

Han, som velsignede embedsmanden i Kapernaum, ønsker lige så stærkt at velsigne os. Men lige som den hårdt ramte far lader vi os ofte forføre til at søge Jesus på grund af ønsket om et eller andet jordisk gode, og vor tillid til hans kærlighed er afhængig af, om vi får vor bøn opfyldt. Frelseren længes efter at give os en større velsignelse end den, vi beder om, og han tøver med at besvare vor bøn for at kunne vise os, hvor onde vore hjerter er, og i hvor høj grad vi trænger til hans nåde. Han vil, at vi skal give afkald på den egoisme, der får os til at søge ham. Idet vi bekender vor hjælpeløshed og vor bitre nød, skal vi helt overgive os til hans kærlighed.JSL 133.4

Embedsmanden ville helst se opfyldelsen af sin bøn, før han kunne tro, men han blev nødt til at tage imod Jesu ord for, at hans bøn blev hørt og velsignelsen skænket ham. Det er vi også nødt til at lære. Vi skal ikke tro, fordi vi ser eller føler, at Gud hører os. Vi skal stole på hans løfter. Når vi kommer til ham i tro, trænger enhver bøn ind til Guds hjerte. Når vi har bedt om hans velsignelse, skal vi tro på, at vi får den og takke ham for, at vi har modtaget den. Derefter skal vi passe vore pligter i forvisning om, at velsignelsen vil blive virkeliggjort, n:h vi mest tra:nger til den. N:h vi har la:rt at gø redette, vil vi vide, at vore bønner er besvaret. Gud vil “i sin herligheds rigdom”^{2Ef 3,16}“gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forst:ir”^{3Ef 3,20}JSL 133.5