Abrahams slægt

Farisæerne havde erklæret, at de var Abrahams børn. Jesus sagde til dem, at denne fordring kun kunne efterkommes, ved at de gjorde Abrahams gerninger. Abrahams sande børn ville, som han gjorde det, leve i lydighed mod Gud. De ville ikke søge at dræbe den, der talte den sandhed, der var overgivet ham af Gud. De skriftkloge gjorde ikke Abrahams gerninger ved at lave sammensværgelser mod Kristus. Det havde ikke nogen værdi blot i lige linie at nedstamme fra Abraham. Uden en åndelig forbindelse med ham, der ville give sig udtryk ved at være i besiddelse af den samme ånd og gøre de samme gerninger, var de ikke hans børn.JSL 338.2

Dette princip har vejet lige så tungt i et spørgsmål, som længe har skabt røre i den kristne verden. Det drejer sig om spørgsmålet om den apostolske rækkefølge. At nedstamme fra Abraham blev ikke bevist gennem navn og slægtsregister, men ved lighed med hans karakter. Således hviler den apostolske rækkefølge ikke på nogen overgivelse af kirkelig autoritet, men på åndeligt slægtskab. Et liv drevet af apostlenes ånd, troen på og belæring om den sandhed, de forkyndte, dette er det sande vidnesbyrd om apostolsk rækkefølge. Dette er, hvad der gør mennesker til efterfølgere af evangeliets første lærere.JSL 338.3

Jesus benægtede, at jøderne var Abrahams børn. Han sagde: “I gør jeres faders gerninger.” De svarede hånligt: “Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.” Disse ord, der hentydede til omstændighederne ved hans fødsel, var ment som et udfald mod Kristus i overværelse af dem, der var begyndt at tro på ham. Jesus tog ikke hensyn til denne usle hentydning, men sagde: “Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet.”JSL 338.4

Deres gerninger bekræftede deres slægtskab med ham, som var en løgner og en morder. “I har Djævelen til fader,” sagde Jesus, “og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. … Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke.” Den kendsgerning, at Jesus talte sandhed og gjorde det med sikkerhed, var årsagen til, at de jødiske ledere ikke ville tage imod ham. Det var sandheden, som krænkede disse selvretfærdige mænd. Sandheden udstillede fejl og vildfarelser. Den fordømte deres lære og handlinger, og den var uvelkommen. De ville hellere lukke øjnene for sandheden end ydmyge sig selv ved at erkende, at de havde taget fejl. De elskede ikke sandheden. De ønskede den ikke, selv om den var sandhed.JSL 338.5