De som skaber fred

“Salige er de, som stifter fred.” Kristi fred er født af sandheden. Den er harmoni med Gud. Verden lever i fjendskab med Guds lov; syndere lever i fjendskab med deres Skaber, og som følge deraf lever de i fjendskab med hinanden. Men salmisten siger: “Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.” ^{11Sl 119,165} Mennesker kan ikke selv skabe fred. Menneskelige planer om at rense og højne de enkelte eller samfundet vil ikke kunne fremskaffe fred, fordi de ikke når ind til hjertet. Den eneste magt, som kan skabe sand fred, er Kristi nåde. Når denne indpodes i hjertet, vil den udrydde de onde lidenskaber, som er årsag til strid og uenighed. “I stedet for tjørnekrat vokser enebær op, myrter i stedet for nælder,” ^{12Es 55,13} og livets ørken “skal glæde sig, … juble og blomstre” ^{13Es 35,1}.JSL 213.2

Folkeskarerne undrede sig over denne lære, som var så vidt forskellig fra farisæernes forskrifter og eksempel. Folket var kommet til at mene, at lykken bestod i at være i besiddelse af denne verdens goder, og at berømmelse og menneskers ære var noget, man især måtte stræbe efter. Det var meget tiltalende at blive kaldt “rabbi” og at blive hævet til skyerne som vise og fromme ved at stille sine dyder offentligt til skue. Dette blev betragtet som toppen af lykke. Men i nærværelse af denne vældige skare erklærede Jesus, at jordisk vinding og ære var den eneste belønning, den slags mennesker nogen sinde ville modtage. Han talte med sikkerhed, og hans ord ledsagedes af en overbevisende kraft. Folket tav, og de blev grebet af en følelse af frygt. De så tvivlrådigt på hinanden. Hvem af dem kunne blive frelst, hvis denne mands lærdomme var rigtige? Mange var overbevist om, at denne bemærkelsesværdige lærer var drevet af Guds Ånd, og at de tanker, han gav udtryk for, stammede fra Gud.JSL 213.3