“Gå bort fra mig”

De, som befandt sig på Kristi venstre side, som havde undladt at hjælpe ham i skikkelse af de fattige og lidende, var ikke selv klar over deres skyld. Satan havde forblindet dem. Det var ikke gået op for dem, hvad de skyldte deres brødre. De havde været optaget af sig selv og ikke bekymret sig om andres nød.JSL 465.1

Gud har givet de rige velstand, for at de skal hjælpe og trøste dem, der lider nød; men alt for ofte er de ligeglade med andres nød. De føler sig hævet over deres fattige brødre. De sætter sig ikke i den fattiges sted. De forstår ikke de fattiges fristelser og kampe, og barmhjertigheden dør ud i deres hjerter. I kostbare boliger og pragtfulde kirker lukker de rige sig ude fra de fattige. De midler, som Gud har givet dem til velsignelse for de trængende, bliver brugt til at forkæle deres stolthed og egoisme. De fattige bliver hele tiden berøvet den viden, de burde have, om Guds kærlige barmhjertighed; for han har sørget rigeligt for, at de trygt skulle kunne have til livets fornødenheder. De er tvunget til at føle den fattigdom, der begrænser livet, og ofte fristes de til at blive misundelige, skinsyge og fyldt af onde mistanker. De, som ikke selv har måttet udholde trykket af savn og nød, behandler alt for ofte de fattige med ringeagt og lader dem mærke, at man betragter dem som mindreværdige.JSL 465.2

Men Kristus ser det alt sammen, og han siger: Det var mig, som var sulten og tørstig. Det var mig, der var fremmed. Det var mig, der var syg. Det var mig, der var i fængsel. Mens I gjorde jer til gode ved jeres overdådigt dækkede bord, var jeg ved at dø af sult i den elendige rønne eller i den ensomme gade. Mens I nød livet i jeres bekvemme hjem, havde jeg ikke et sted, hvor jeg kunne lægge mit hoved til hvile. Mens I fyldte jeres klædeskab med kostbare dragter, led jeg nød. Mens I vedblev med at more jer, sygnede jeg hen i et fængsel.JSL 465.3

Når I modstræbende uddelte en smule brød til de fattige, der var ved at dø af sult, og når I gav dem disse tynde klæder til at skærme dem mod den bidende frost, huskede I så på, at det var til herlighedens Herre, at I gav dem? Hver eneste dag i jeres liv var jeg jer nær i skikkelse af disse stakler, men I opsøgte mig ikke. I ville ikke have noget fællesskab med mig. Jeg kender jer ikke!JSL 465.4