Kampen mellem ondt og godt
For englene og de syndfri verdener havde råbet: “Det er fuldbragt” en dybere betydning. Det var både for dem og for os, at det store frelsesværk var blevet gennemført. De deler frugten af Kristi sejr med os.JSL 553.2
Først ved Kristi død blev Satans sande væsen helt afsløret for englene og de syndfri verdener. Den frafaldne havde dækket sig under blændværk, så selv hellige skabninger ikke havde forstået hans principper. De havde ikke kunnet gennemskue karakteren af hans oprør.JSL 553.3
Det var en skabning af vidunderlig styrke og herlighed, som havde sat sig op imod Gud. Herren siger om Lucifer: “Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.” Lucifer havde været den skærmende kerub. Han havde haft sin plads i lyset af Guds nærhed. Han havde været den højeste af alle skabte væsener og havde været den første til at åbenbare Guds formål for universet. Efter at han havde syndet, blev hans bedrageriske magt endnu mere vildledende, ligesom det blev endnu mere vanskeligt at afsløre hans karakter på grund af den ophøjede stilling, han havde indtaget hos Faderen.JSL 553.4
Gud kunne have tilintetgjort Satan og hans medskyldige lige så let, som man kaster en sten til jorden; men han gjorde det ikke. Oprøret skulle ikke overvindes ved magt. Tvangsforanstaltninger findes kun under Satans herredømme. Herrens principper er ikke af en sådan art. Hans autoritet hviler på godhed, barmhjertighed og kærlighed, og forkyndelsen af disse principper er midlet, der skal bruges. Guds herredømme er åndeligt, og sandhed og kærlighed skal være drivkraften.JSL 553.5
Det var Guds formål, at alt skulle være baseret på evig tryghed, og i det himmelske råd blev det besluttet, at der måtte gives Satan tid til at udvikle de principper, der var grundlaget for hans regeringsform. Han havde hævdet, at de var bedre end Guds principper. Der blev indrømmet tid til gennemførelsen af Satans principper, så de kunne bedømmes af det himmelske univers.JSL 554.1
Satan førte mennesker ud i synd, og frelsesplanen blev sat i gang. I fire tusinde år arbejdede Kristus for menneskers højnelse og Satan for deres ødelæggelse og nedværdigelse. Og alt blev overværet af det himmelske univers.JSL 554.2
Da Jesus kom til verden, rettede Satans magt sig mod ham. Fra det tidspunkt, hvor han fremstod som et lille barn i Betlehem, arbejdede tronraneren på at tilintetgøre ham. På enhver mulig måde forsøgte han at hindre Jesus i at udvikle sig i en fuldkommen barndom, en syndfri manddom, en hellig gerning til et fejlfrit offer. Men han led nederlag. Han kunne ikke få Jesus til at synde. Han kunne ikke gøre ham modløs eller jage ham bort fra den gerning, han var kommet til verden for at udrette. Fra ørkenen til Golgata blev han plaget af Satans stormende vrede, men jo mere nådeløst han blev plaget, desto fastere klyngede Guds Søn sig til sin Fars hånd og hastede videre ad den blodige vej. Alle Satans bestræbelser for at underkue og besejre ham fik kun hans pletfri karakter til at fremstå endnu stærkere.JSL 554.3
Hele Himmelen og de syndfri verdener havde været vidne til striden. Med spændt opmærksomhed fulgte de afslutningen. De så Frelseren gå ind i Getsemane have, de så hans sjæl knuget under rædselen for det dybe mørke. De hørte hans bitre råb: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.” Da han blev berøvet sin Fars nærvær, så de ham knuget af så bitter en sorg, at den overgik smerten ved den sidste store kamp med døden. Den blodige sved trængte sig frem af hans porer og faldt som dråber til jorden. Tre gange lød den indtrængende bøn om befrielse fra hans læber. Himmelen kunne ikke længere udholde synet heraf, og en budbringer blev sendt med trøst til Guds Søn.JSL 554.4
Himmelen så Satans vanvittige gerninger og hans magt over menneskehjerter. Den hørte fornægtelsen under eder og forbandelser fra en af hans mest elskede disciple. Så, hvordan sonofferet på forræderisk vis blev overgivet til den mordlystne hob og med hån og vold slæbt fra den ene domstol til den anden. To gange krævet til regnskab af præsterne, to gange af rådet, to gange af Pilatus og én gang af Herodes. Den hørte hans bødler spotte ham på grund af hans ringe herkomst. Så ham blive spottet, pisket, dømt og ført bort for at blive korsfæstet; bære korsets tunge byrde, mens Jerusalems døtre jamrede og pøbelen hånede ham.JSL 554.5
Der var sorg og forfærdelse i Himmelen, da Kristus hang på korset, mens blodet flød fra hans sårede tindinger, og blodig sved brød frem på hans pande.JSL 554.6
Dråbe for dråbe faldt blodet fra hans hænder og fødder ned på klippen, hvor der var boret et hul til korsets fod. Sårene fra naglerne gabte ved tyngden fra hans legeme. Hans anstrengte åndedræt blev hastigt og tungt, og han stønnede under byrden af verdens synd. Himmelen fyldtes med undren, da Kristus midt i sin forfærdelige smerte opsendte denne bøn: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Og alligevel stod der mennesker, skabt i Guds billede, som enedes om at tilintetgøre Guds enbårne Søns liv. Hvilket syn for det himmelske univers.JSL 555.1
Mørkets riger og magter var forsamlet omkring korset og kastede vantroens djævelske skygge over menneskehjerterne. Da Herren skabte disse væsener til at stå foran sin trone, var de smukke og ærefulde. Deres skønhed og renhed var i harmoni med deres ophøjede kald. De var beriget med Guds visdom og iført himmelsk pragt. De var Jehovas tjenere. Men hvem kunne i de faldne engle genkende de strålende serafer, der engang havde gjort tjeneste i Himmelen?JSL 555.2
Satans hjælpere allierede sig med onde mennesker for at få folket til at tro, at Kristus var den største af alle syndere og gøre ham til genstand for afsky og foragt. De, som hånede Kristus, da han hang på korset, var fyldt af den samme ånd som den første store oprører. Han fyldte dem med nedrige og afskyelige ord og gav inspiration til deres forhånelser. Men med alt dette opnåede han ingenting.JSL 555.3
Hvis der blot var blevet fundet én synd hos Kristus, hvis han blot i et enkelt tilfælde havde givet efter for Satan for at undgå den rædselsfulde tortur, ville Guds og menneskers fjende have sejret. Kristus bøjede hovedet og døde, men han fastholdt sin tro og sin lydighed mod Gud. “Og jeg hørte en høj røst i himlen sige: Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds og herredømmet hans salvedes, for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud.” JSL 555.4
Satan så, at hans bedrag var afsløret. Hans væsen var nu blevet åbenbaret for de syndfri engle og hele det himmelske univers. Han havde afsløret sig selv som morder. Ved at udgyde Guds Søns blod havde han afskåret sig selv fra enhver form for sympati fra de himmelske magter. Herefter var hans virkefelt indskrænket. Uanset hvilken holdning han måtte indtage, kunne han ikke længere forvente, at han over for englene, når de kom fra de himmelske boliger, kunne beskylde Kristi brødre for at være iført mørkets klæder og for at være besudlet af synd. Den sidste forbindelse af sympati mellem Satan og den himmelske verden var nu brudt.JSL 555.5